HÅNDBOLD - 3. DIVISION

Så gik den ikke længere!

Lørdag 21. oktober 2017 kl. 19:45

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Så gik den ikke længere!
Mikkel Schmidt-Nielsen blev hovedperson i dramaet, fordi han fik lyst til en tår vand. (Foto: Steen Sørensen)

HÅNDBOLD - 3. DIVISION: Så gik den ikke længere!
Nicolai Nordholm spillede en god kamp men blev overgået af sin kollega i den modsatte ende. (Foto: Steen Sørensen)
Kerteminde HK spillede på mange måder en rigtig god kamp i Ølstykke Hallerne, men en fremragende målmand kom i vejen. Kampen sluttede i et kæmpedrama, som betød, at KH har nedlagt protest.


HØJ – Kerteminde HK 26-23 (12-13)

Stillinger undervejs: 1-2, 7-7, 10-10, 17-13, 19-15, 21-21.
Målscorere: Mikkel Schmidt-Nielsen 8, Claus Baslund 4, Thomas Bo Danielsen 4, Nicklas Bakkely 3, Rasmus Bøye 2, Teis Bro 1, Kristian Nygaard 1.
Udvisninger: HØJ 4, KH 4
Kampens spillere: Martin Hansen, Nicolai Nordholm

Det måtte jo komme! Efter en vanvittig og imponerende sejrsstime måtte Kerteminde håndboldherrer for første gang i 24 turneringskampe forlade banen som tabere. Eventyret sluttede i Ølstykke Hallerne, hvor HØJ vandt 26-23.

Lørdagens kamp endte med at blive et kæmpedrama. En kontroversiel kendelse godt fire minutter før tid blev matchafgørende, og det hele mundede ud i, at Kerteminde nedlagde protest.

En tår vand
Efter en skidt start på 2. halvleg havde KH netop præsteret et fornemt comeback, og da Claus Baslund udlignede til 21-21 var kampen ved at tippe. På det efterfølgende angreb fik KH tilkendt et straffekast, og tiden blev stoppet. Det benyttede Mikkel Schmidt-Nielsen til at løbe ud til udskiftningsbænken for at drikke en tår vand.

Dommerne reagerede ikke – men det gjorde tidtagerbordet, der hævdede, at Mikkel Schmidt-Nielsen var løbet forkert ind på banen efter sin drikkepause. En fuldstændig forrykt og usædvanlig kendelse, men reglerne foreskriver, at dommerne skal rette sig efter en afgørelse fra tidtagerbordet. KH’eren fik en to minutters udvisning, og da han følte trang til at lufte sin utilfredshed blev det ændret til en dobbelt udvisning.

Thomas Bo Danielsen brændte i øvrigt straffekastet, og med en mand i undertal i stort set resten af kampen faldt Kerteminde af, og hjemmeholdet kunne trække fra og køre sejren hjem.

- Dommerne gjorde ikke noget forkert, men vi synes, det er usselt gjort af hjemmeholdets tidtagerbord. Vi har nedlagt protest og håber, at vi kan få fat på noget videomateriale, der kan bevise, at det var en forkert afgørelse, forklarede træner Jens Bøye

Kampafgørende målmand
Selv uden den besynderlige kendelse fra tidtagerbordet, så kunne det være gået anderledes, og Kerteminde kunne være rejst hjem med begge point. De spillede en god kamp. Forsvaret fungerede upåklageligt, og begge målmænd, Martin Hansen og Nicolai Nordholm, spillede rigtig godt.

Det offensive spil var sådan set også ganske godt. Der var bare lige det problem, at man ikke fik udnyttet de mange chancer, man tilspillede sig. HØJ’s målmand Ken Bergovic – der har spillet på Køges 1. divisionshold – tog pynten af kerteminderne og var et niveau over, hvad man er vant til. Den dygtige keeper reddede 10-12 helt oplagte chancer inklusive tre straffekast og var i særklasse kampens mest afgørende spiller.

Topkamp på højt niveau
Træner Jens Bøye ærgrede sig naturligvis over det første nederlag i så lang tid, men han var på flere parametre tilfreds med sit hold.

- Det var en topkamp på et meget højt niveau, og vi havde reelt ikke nogen dårlig dag. Vi manglede bare at score på vore chancer, lød vurderingen.

Det har været en lidt træls uge for KH. Ud over at den flotte sejrsstime blev brudt, så mistede man også de to point fra den suveræne premieresejr mod Rødby, fordi lollikerne har trukket deres hold fra rækken. Ærgerligt – men omvendt så betyder det, at der kun er én direkte nedrykker.

-e.
(eigil53@live.dk)



© Copyright 2019 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- BR 66 viste klassen mod klassemodstander
- Så gik den ikke længere!
- Bundniveauet skal hæves
- Lakmustest i Ølstykke
- Systemskifte blev afgørende i lokalopgør
- Sejrsstimen fortsatte trods kvalificeret modstand
- Favoritter på hjemmebane
- Lokalbrag i Nymarkshallen
- Arbejdssejr i uskøn kamp
- Storsejr i håndboldpremiere
- Fynsk lokalopgør i Paarup-Hallerne
- BR 66 vil tilbage i fynsserien
 - Toppen af siden
© Copyright 2019 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 13



Powered by Kjerteminde Avis :-]