Set gennem glasset: Frank Sander fylder 70

Tirsdag 12. september 2017 kl. 08:00

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Set gennem glasset: Frank Sander fylder 70
Mødet med kunderne over disken er noget af det bedste ved jobbet, mener Frank Sander. Foto: Emil Andresen.

Set gennem glasset: Frank Sander fylder 70
Butikken har haft til huse nær enden af Strandvejen i 47 år. Foto: Emil Andresen.
Tirsdag fylder Kertemindes glarmester gennem en lille menneskealder 70 år. - Tiden er fløjet afsted, siger han.

Det startede egentlig ved et tilfælde. Hans storebror kom hjem og sagde, at de manglede en lærling ved glarmesteren, Frank Sander sprang til sådan lidt impulsivt, og det skulle blive grundstenen til et livsværk. Tirsdag fylder han 70, og de seneste 47 år har han hjulpet kunderne i den lille butik på Strandvejen 3.

Men selvom det begyndte ved en tilfældighed, så har Frank Sander, der er født og opvokset i Kerteminde, aldrig fortrudt, og han nyder stadig jobbet.

- Man ved aldrig, hvad det bringer, når man står op. Kunderne kan finde på at spørge om de mest spøjse ting, nogle gange ting der er langt uden for mit fagområde, men så prøver jeg at hjælpe dem, så godt jeg kan, fortæller den stilfærdige glarmester fra værkstedet, der ligger ude bag butikken.

Her er der fyldt med værktøj og rammelister, for folk skal tit have noget forskelligt, og så vokser lageret jo lige så stille. Den store imødekommenhed vedrørende snart sagt alle slags opgaver har også betydet, at butikken får kunder fra såvel København som Ærø, foruden nærmere egne.

Har aldrig haft sygedag
Netop kontakten med kunderne er noget af det, fødselaren værdsætter mest ved jobbet, og det er blandt grundene til, at han stadig holder butikken åben, selvom pensionen blev en mulighed allerede for flere år siden. Men den tilværelse tiltaler heller ikke glarmesteren.

- Hvad skulle jeg så tage mig til, spørger han med et smil og forsætter:

- Jeg dur ikke til sådan at gå rundt og ikke lave noget.

Det vidner hans stadige engagement i butikken også om. 50-60 timer om ugen bliver det til med arbejdet, stadigvæk, og han mindes ikke at have haft en sygedag i løbet af de 47 år i butikken. Selv engang han havde skåret sig grimt i benet med noget glas under arbejdet, og lægen pålagde ham at holde sig i sengen i en god uge for at give det ro, kæmpede Frank Sander sig ned på arbejdet fra lejligheden oppe på førstesalen.

- Det er jo en livsform at være selvstændig, siger han om stædigheden.

Arbejde - og frimurerlogen
Selvom arbejdet fylder meget, så bliver der også tid til flere aktiviteter i fritiden. Jagt og fiskeri er blandt de store hobbyer, og så er der en tredje ting: Frimurerlogen.

- Det er den altoverskyggende aktivitet i fritiden. Det handler om personlig udvikling, og jeg kan godt være i logen en tre-fire gange om ugen, både i Kerteminde og andre steder, fortæller Frank Sander, der selv var med til at starte den lokale afdeling af logen, efter han først var kommet med inde i Odense.

Alt imens han fortæller, arbejder han på indramningen af et maleri, en af de mange bestillinger, der ikke umiddelbart rimer på glarmester. Men nærmest alt er velkomment.

- Jeg tager det som en udfordring. Der er ikke noget bedre end at se folk gå tilfredse herfra, det er det, der driver værket, siger Frank Sander.

Tænker ikke over alderen
Familie er det også blevet til. I et tidligere ægteskab fik han sønnen Michael og datteren Maria, der nu er bosat i henholdsvis Espergærde nord for København og i Tyskland. Desuden barnebarnet Oliva på 14, der elsker Kerteminde, og det er faktisk netop familien, der af og til minder Frank Sander om, at fødselsattesten bliver stadigt ældre.

- Tiden er jo bare fløjet afsted. Man tænker ikke så meget over det selv, men når man så ser på sine børn, og at de er blevet ældre, så tænker man: hvad skete der lige der, siger han.

Det er blevet tid til at forlade den lille butik, og som ved undertegnedes ankomst drages fødselarens blik af noget udenfor. Derude kan han se havet, og han har altid sat pris på synet der, på den anden side af glasset.

NTM

For en gangs skyld holder Frank Sander lukket i butikken på sin fødselsdag i dag, tirsdag den 12. september, da han er bortrejst.


© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Dødsfald
- Guldbryllup
- Kerteminde-person ny formand for Nyborg Voldspil
- Farvel til Mr. Kjerteminde Avis
- Den fødte optimist fylder 95 år
- Fødselsdag: 90 år
- Set gennem glasset: Frank Sander fylder 70
- Hyldest-dag for veteraner kom til Kerteminde
- Ny serie: Hvad skal fremtiden mon bringe?
- Vi løber for Gitte
- Anni Stilling fylder 70 år den 12. august 2017
- En mand, der sætter sig store mål
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 406



Powered by Kjerteminde Avis :-]