Vi løber for Gitte

Mandag 14. august 2017 kl. 08:00

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Vi løber for Gitte
Nick Trier tv. og familien Løgstrup Bro ved Vandskiklubben, hvor de har mange gode timer sammen. Foto: RMJ


42 personer er lige nu tilmeldt Stafet for Livet- holdet Løber for Gitte – Vi giver aldrig op. Ophavsmanden til holdet er Nick Trier, og han løber for sin gode veninde Gitte Løgstrup Bro. – Jeg blev bare så vred da jeg opdagede, at kræften endnu engang havde ramt hende, og derfor løber jeg nu sammen med et helt hold af Gittes familie og venner for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, og for at støtte Gitte og familiens sag, fortæller han.

Stafet for Livet er en årligt tilbagevendende begivenhed i kommunen, hvor kræftramte og tidligere kræftramte, familie og venner, manifesterer kampen imod sygdommen, der alt for ofte rammer ned i og ødelægger liv.

Kræft er ubarmhjertig, og den skelner hverken mellem børn eller deres forældre, unge eller gamle. Gitte Løgstrup Bro har en gang tidligere i sit kun 33-årige lange liv været ramt af brystkræft, og i marts 2017 måtte lægerne endnu engang meddele Gitte, at kræften var tilbage.

– Jeg blev bare så vred da jeg hørte det, fortæller Nick Trier, som i dag bor i Odense. - For ikke så længe siden var det min egen far, der blev løbet for i Hjerteforeningens sag, og dengang støttede både Gitte og hendes mand Teis op omkring det. Så det er kun naturligt, at jeg nu giver lidt tilbage. Jeg elsker jo at løbe, og på denne måde kan jeg gøre flere ting sammen, som jeg elsker, sammen med nogen jeg virkelig holder af.

Et venskab for livet
Nick Trier og Gitte Løgstrup Bro har kendt hinanden hele livet igennem Gittes tvillingebrødre, der er jævnaldrende med Nick, og hun føler sig taknemmelig for opbakningen. Både fra Nick, men også fra alle de andre tilmeldte til holdet Løber for Gitte.

– Vi er jo begge bysbørn, og kender også hinanden fra bl.a. vandskiklubben, hvor vi har tilbragt mange af vores ungdomsår, fortæller Gitte. - Nick har altid været en del af vores liv, så derfor betyder det selvfølgelig også rigtig meget for mig, at han har oprettet holdet, ligesom jeg er rigtig glad for, at så mange har valgt at deltage.

Hele Gittes familie bakker selvfølgelig også op om løbet for Gitte. Både mor og far, hendes tvillingebrødre, manden Teis, deres to børn Petra på 8 og Herbert på 5, samt mormor og morfar. Også en stor del af Nicks familie deltager, til hvem Gitte også har et nært forhold.

– Alle deltager på den ene eller den anden måde i Stafetten, og det er rigtig dejligt, siger Gitte, der ikke lægger skjul på, at hun elsker når der er mange mennesker, og når der sker noget.

Intet tabu
Da Nick Trier oprindeligt oprettede holdet Løber for Gitte, informerede han selvfølgelig Gitte om det. Han gav også udtryk for, at ønskede hun ikke opmærksomhed om det, da ville han løbe samtlige 22 timer selv.

– Men jeg har aldrig ønsket at holde min sygdom hemmelig, fortæller hun.

I 2015 stiftede hun bekendtskab med sygdommen første gang da hun fik konstateret brystkræft.

– Jeg kender jo nærmest alle her i byen, så jeg tog en beslutning om at være åben om det. På denne måde behøvede andre ikke at gå over på den anden side af gaden, hvis nu de syntes det ville blive akavet at møde mig, fortæller Gitte.

- Jeg har aldrig ønsket at skjule sygdommen for nogen, men i stedet fortælle åbent om den. På denne måde var der heller ingen akavethed ved det, når jeg så mødte folk, og de fx så mig uden så meget hår på hovedet, eller helt uden.

Gitte oprettede også en Facebook-gruppe, hvor de af hendes nære venner som havde lyst, kunne følge hendes forløb og kampen mod kræften. Og venner, dem har Gitte og hendes mand Teis, der oprindeligt er fra Sorø, rigtig mange af. Det er tydeligt, at Gitte giver folk lov til at være en del af hendes liv, på godt og ondt. – Jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle holde det hele for mig selv. Jeg tror heller ikke det er sundt.

Selv havde hun en bekendt, der lukkede sig inde med sin sygdom:

- For familien og alle de andre, som gerne ville hjælpe ved jeg, at det var meget svært at forholde sig til, fordi de ingenting vidste. Og i Kerteminde er det jo i det hele taget svært at skjule noget. Vi opfordrer folk til at spørge ind til min sygdom, og det gør det på en måde lettere at bære. Åbenheden er for mig altafgørende, og folk behøver, i hvert fald, ikke at være berøringsangste.

Frivilligheden er en stor del af vores liv
Gitte og Teis er begge involveret i frivilligt arbejde i Kerteminde i kraft af deres tilknytning til Kerteminde Håndboldklub, og deres tidligere store engagement i Vandskiklubben. Især Gitte har gennem sit virke i håndboldklubben et rigtig stort netværk.
– Jeg er nærmest vokset op i håndboldklubben, fortæller Gitte. - Jeg kender virkelig mange her i Kerteminde, også qua at jeg har været træner for rigtig mange børn og unge. Jeg har været frivillig i håndboldklubben siden jeg var 12 år gammel, og spillet der siden jeg var tre, så jeg har virkelig tilbragt meget af mit liv der. Det er også her, det meste af min familie altid har været engageret, fortæller hun.

Og i Kerteminde Håndboldklub har Gitte mange, som bakker op om hende og familien, og som støtter hende. – Det er virkelig rørende, fortæller hun.

Men også venner og familie støtter massivt op om Gitte, Teis og deres to børn: – De er gode til at komme med blomster, hjælpe med både rengøring og haven, til at komme med aftensmad eller noget til fryseren, det er virkelig unikt.

Grunden til den store hjælp er selvfølgelig, at Gitte er i et behandlingsforløb, der er rigtig hårdt ved kroppen. Et forløb der gør, at hun i perioder ikke kan så meget selv.

Jeg lever med det så godt jeg kan
Som kræftpatient kan man, selvom kræften er blevet fjernet, aldrig være sikker på den ikke vender tilbage. Da det skete for Gitte, lod hun sig ikke slå ud af det, også selvom det er en forfærdelig besked at få.

– Jeg arbejdede under hele mit første kræftforløb, og jeg har spillet håndbold, pilskaldet, fortæller hun, da hun i løbet af 2015 og 2016 også havde kræften inde på livet. Gitte har selv proaktivt lavet kampagner gennem Knæk Cancer, hvor Clausens Eftf. tog kontakt til hende, og efterfølgende solgte Knæk Cancer-kager i hendes navn. Hele indtjeningen gik ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Denne gang er det lidt anderledes, da kuren hun modtager er rigtig skrap. Hun er derfor nødsaget til at blive hjemme meget af tiden for at få hvile og ro. Og her kommer alle vennerne ind i billedet og hjælper til så godt de kan.

– For ikke så længe siden havde begge vores håndboldhold samlet 5.000 kr. ind til os sådan, at vi kunne gøre noget rigtig lækkert for os selv, fortæller Gitte. - Og det er jeg dybt taknemmelig for. Vi modtager al hjælp med kyshånd, og jeg bliver tit meget rørt, for hjælpen kommer i alle afskygninger.

En fighter af format
Men noget af det, der er sværest for Gitte er ikke at kunne være med: – Vi er jo af natur en aktiv familie, så det er svært kun at skulle være tilskuer til blandt andet børnenes fodboldkampe i haven, fortæller hun.

Alligevel har hun et mål for i år, og det er at komme ud at stå på vandski sammen med sønnen Herbert. – Det er et mål jeg har sat for mig selv, så det er noget jeg virkelig håber på at kunne gøre, fortæller hun.

Og Gitte er en fighter, der aldrig giver op. Hun spillede hele sidste håndboldsæson med sygdommen i kroppen, og til en kamp, der lå samme dag som Gitte havde fået kemo, trådte hun til i sidste øjeblik, da håndboldholdet stod og manglende en reserve. - Jeg gik ind i kampen og blev topscorer, fortæller hun. – Men så var jeg også lidt træt bagefter.

Husk det positive, og lev så godt du kan, hver dag
– Jeg forsøger at vende min udfordring til noget godt, så vidt jeg kan. Selvfølgelig er det møghamrende irriterende, og noget rigtig lort, for at sige det som det er. Men vi får det bedste ud af det, fortæller Gitte.

– Vi har længe levet med, at det ikke er noget vi kan lave om på. Vi gør, det vi kan for at holde sygdommen fra at få indflydelse på vores liv, og vi fokuserer på at have det godt sammen som familie hver dag. Vi har jo hver især noget vi kæmper med her i livet, så mit budskab til andre er egentligt, at vi skal huske det positive, vi skal rette ryggen og leve livet fuldt ud, samtidig med vi giver noget tilbage til dem, der har overskud til at give til os. Og det er det vi lever efter.

I den forbindelse vil Gitte Løgstrup gerne opfordre så mange som muligt til både at blive bloddonorer, men også organdonorer. - Få det nu gjort! Det tager kun et par klik.

Nye behandlingsmetoder vinder frem
Gittes smertelindring er i dag ret effektiv, og lægerne har tilsyneladende styr på sygdommen lige i øjeblikket. Hver tredje uge starter et nyt behandlingsforløb med kemo- og immunterapi op, der så løber over tre uger. – Så har jeg en uge, hvor jeg er behandlingsfri, og hvor jeg ikke mærker så meget til det. Så kan jeg gå rundt, cykle, og måske kan jeg snart lunte. Og når jeg tænker på, at jeg i marts knap nok kunne stå op, så er det jo rigtig godt.

Gitte har fået dispensation fra Sundhedsstyrelsen i forhold til den behandling hun i dag modtager. – Den har vist sig at være rigtig effektiv imod modermærkekræft og lungekræft. Men da det ikke er videnskabeligt bevist, at den også kan arbejde på min type kræft, da kræver det en dispensation, fortæller Gitte og fortsætter: - Jeg er nu i gang med at opbygge mig fysisk igen efter nogle måneder, hvor det ikke har været muligt. Og det starter i haven, med fodboldspil sammen med resten af familien, smiler hun.

Lysfest med Maria Montell
Forskningen er stadig ikke kommet i bund med hvad der dybest set forårsager sygdommen, og her kommer Stafet for Livet ind i billedet. De tilmeldte hold samler nemlig sponsorpenge ind til at støtte Kræftens Bekæmpelse og forskningen i den modbydelige sygdom. Udover at samle penge ind, bruges eventen også til at støtte nuværende og tidligere kræftpatienter, og til at mindes dem, som ikke er her mere. Dette gøres via den ceremonielle lysfest, hvor sangerinden Maria Montell i år deltager. Sidst, men ikke mindst bruges Stafet for Livet også til at oplyse lokalområdet om kræft og Kræftens Bekæmpelses tilbud.

Mange Løber for Gitte
Der er i øjeblikket 42 tilmeldt Nick Triers hold Løber for Gitte. Som mål har man sat sig et indsamlingsbeløb på 50.000 kr. Man er lige nu på lidt under halvdelen af beløbet, og skulle man have lyst til enten at løbe for Gitte, støtte hendes sag, eller løbe for et af de andre hold under Stafet for Livet, der finder sted fra lørdag den 19. august og frem til søndag den 20. august, da kan man melde sig til på linket HER.

Der skal løbes eller gås i alt i 22 timer. De mange timer symboliserer, at kræft er noget man lever med hele døgnet. Da Nick Trier oprindeligt oprettede holdet gav han udtryk for, at var han den eneste som meldte sig til, ja så skulle han nok løbe samtlige 22 timer selv. – Men det behøver jeg jo heldigvis ikke nu, hvor så mange gode mennesker har valgt at melde sig. Det bliver en fest for Gitte, og jeg glæder mig, slutter Nick Trier.

RMJ

© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Dødsfald
- Guldbryllup
- Kerteminde-person ny formand for Nyborg Voldspil
- Farvel til Mr. Kjerteminde Avis
- Den fødte optimist fylder 95 år
- Fødselsdag: 90 år
- Set gennem glasset: Frank Sander fylder 70
- Hyldest-dag for veteraner kom til Kerteminde
- Ny serie: Hvad skal fremtiden mon bringe?
- Vi løber for Gitte
- Anni Stilling fylder 70 år den 12. august 2017
- En mand, der sætter sig store mål
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 651



Powered by Kjerteminde Avis :-]