Fup eller fakta om halal i Kerteminde

Onsdag 25. oktober 2017 kl. 12:00

Fup eller fakta om halal i Kerteminde
- Politikeres troværdighed har det bedst, hvis man forholder sig til reelle problemer på en sandfærdig måde, skriver to af SF's kandidater til byrådet i dette indlæg, hvor de modsiger påstande om halalslagtning fra DF's Knud Ahrnkiel.

Knud Ahrnkiel har oplevet halalslagtning af kvæg i Kødbyen i København. Det er snart 25 år siden, den sidste ko blev slagtet der. Om Knud Ahrnkiels oplevelser fra forrige århundreder er præcise og valide – eller om hukommelsen er svækket - skal vi ikke kunne sige, men de er ikke dækkende for slagtninger i dag. Hvis KA kender til dyremishandling i forbindelse med slagtninger i dag, bør han straks politianmelde det.

For at kunne foretage halalslagtning i dag, skal man godkendes til det af Fødevarestyrelsen, som fører kontrol med, om man overholder lovgivningen. Ifølge ”Bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr” ( BEK 135 14/2-2014 ) er det forbudt at påføre dyrene unødige lidelser ved slagtning ( §3 ), og de skal bedøves før slagtningen ( §9 ) - som ved al anden slagtning.

Desuden blæser KA til kamp mod påtvungen servering af halalslagtet kød i Kerteminde Kommunes institutioner. Men der serveres ikke halalkød ved tvang. Der er under 10 børn i kommunens institutioner, som har tilvalgt halalslagtet kød. De øvrige børn i madordningen spiser noget andet. Politikeres troværdighed har det bedst, hvis man forholder sig til reelle problemer på en sandfærdig måde.

Morten Støchkel Berthelsen
Kandidat nr 5 for SF til kommunalvalget 2017

Morten Larsen
Kandidat nr 8 for SF til kommunalvalget 2017