Rønninge ønsker puljemidler og leverer selv knofedt til legeplads

Tirsdag 24. oktober 2017 kl. 14:44

Rønninge ønsker puljemidler og leverer selv knofedt til legeplads
Ebbe Ludvigsen håber på ny legeplads i Rønninge
Egen indsats og puljemidler skal skaffe en legeplads i Rønninge. Man har en fin grund midt i landsbyen.


Lokalrådet i Rønninge har nedsat en arbejdsgruppe, der skal bane vejen for et nyt samlingssted i Rønninge med en legeplads. Lokalrådets formand Ebbe Ludvigsen fortæller, at man efter et par møder er enige om de overordnede linjer for projektet.

- Overordnet har vi besluttet at beholde nogle af de nuværende få legeredskaber, siger Ebbe Ludvigsen. Vi vil samle en flok frivillige, som vil være med til at opføre en grillhytte og et nyt legetårn til de små.

- Vi har også på en ønskeseddel indkøb af legeredskaber for omkring 150.000. Til det gode formål kunne vi tænke os at blandt andet at søge LAG-midler.

- Rønninge har efterhånden fået mange tilflyttere med børn, og vi har jo både forsamlingshus og kirke og Grubehuset, men mangler en udendørs tumleplads hvor børn og voksne kan mødes.

Ebbe Ludvigsen oplyser, at man i september havde en projektbeskrivelse færdig, som blev afleveret til Kerteminde Kommune sammen med en ansøgning om et kommunalt tilskud på 75.000 kr til projektet. Han fortæller, at man forventer svar i november.

- Vi tror også på, at LAG vil være imødekommende med et anlægstilskud. Deres formål er jo netop, at gøre det attraktivt, at bo i landsbyerne. Jeg ved godt, at vi ikke har langt til Langeskov Park med alle de faciliteter, der er kommet til, men det er mere noget for de større børn og voksne.

- Det, vi har brug for i Rønninge, er et sted, hvor der er plads til barnevogne og småbørn og et sted, som også kan benyttes af beboerne til sammenkomster i sommerhalvåret.


Leif H