Kerteminde med højeste afgift til erhverv på Fyn

Torsdag 19. oktober 2017 kl. 09:48

Kerteminde med højeste afgift til erhverv på Fyn
Palle Hansborg-Sørensen (A) mener ikke, at dækningsafgiften skræmmer virksomheder væk. Arkivfoto.

Kerteminde med højeste afgift til erhverv på Fyn
Venstre var gerne foruden afgiften, fortæller Hans Luunbjerg. Arkivfoto.
Kun to kommuner har dækningsafgiften, ejendomsskatten for firmaer på Fyn, og den er højst i Kerteminde. - Pengene skal jo komme et sted fra, siger næstformand i Erhverv- og Vækstudvalget.

I 2018 vil kun to af Fyn, Langeland og Ærøs 10 kommuner opkræve dækningsafgift, en ejendomsskat for firmaer, og Kerteminde er den ene af dem. Det viser en opgørelse fra Dansk Byggeri, som også afslører, at 39 af landets 98 kommuner vil indkræve dækningsafgift næste år.

11 kommuner sænker afgiften marginalt til næste år, hvilket er tilfældet i Odense, der sænker den fra 3,0 til 2,7 promille, mens den i Kerteminde bevares på 3,4 promille og dermed er størst på Fyn. Og det er borgmester Hans Luunbjerg, V, utilfreds med.

- Det er jeg ikke ret stolt af, og derfor havde Venstre og jeg stillet et forslag om at aftrappe og måske helt fjerne den, men det kunne vi ikke finde flertal for, siger han, efter at det ikke lykkedes ved budgetforhandlingerne at opnå dette.

- Det var kun os i Venstre, der for alvor ville af med den. Konservative har tidligere været for, men de var ikke så lune på det denne gang, fortæller han og kommer med den simple årsag til, at den bevares i Kerteminde:

- Fordi vi ikke har råd til at ophæve den.

Pengene skal findes andre steder
Socialdemokraterne var blandt dem, der var imod at afskaffe dækningsafgiften, og det handler for dem om, at det vil efterlade et hul i kommunekassen.

- I det store regnestykke er det et spørgsmål om, at får vi ikke de penge ind, så skal vi have dem ind på anden måde, og det vil enten være ved at tage dem et andet sted fra eller gennem besparelser. Det er de to muligheder, der er. Så må de fortælle, hvor pengene ellers skal komme fra, siger Palle Hansborg-Sørensen, viceborgmester og næstformand i Erhverv- og Vækstudvalget.

Argumentet fra blå blok for at fjerne dækningsafgiften vil være, at det kan tiltrække flere virksomheder, hvilket igen kan bolstre kommunens økonomi. Palle Hansborg-Sørensen mener imidlertid ikke, at afgiften er så stor en faktor, da avisen fanger ham på telefonen.

- Jeg står lige i Multiparken i Munkebo og ser over på Lindø, hvor virksomhederne mylrer frem, så jeg tror ikke, at de holdes væk. Det handler om andre ting end dækningsafgift, når virksomheder skal trækkes til, nemlig om at de får en god behandling og service, siger han.

God udvikling knækket
I Dansk Byggeri er de, ligesom hos Venstre, ikke tilfredse med, at der forsat er en hel del kommuner, der har dækningsafgiften. Der havde ellers været en periode, hvor færre og færre havde den, men den udvikling er stagneret.

- Vi har ellers set en god tendens de senere år, hvor flere kommuner helt har afskaffet afgiften, mens andre kommuner har sænket den væsentligt. Og selv om det er positivt, at 11 kommuner sænker afgiften, så havde jeg håbet, at flere kommuner ville afskaffe afgiften i 2018, siger erhvervspolitisk konsulent Morten Kamp Thomsen, Dansk Byggeri, og fortsætter:

- Den danske økonomi er i vækst, og skattegrundlaget stiger i kommunerne, blandt andet fordi flere er i arbejde, lønnen stiger, og færre er på overførselsindkomst. Dækningsafgiften er en særskat på at drive virksomhed, og hvis pengene blev i virksomhederne, kunne de bruges til at forbedre forretningsgrundlaget og skabe flere arbejdspladser.

Flotte overskud på trods
Hans Luunbjerg roser kommunens erhvervsliv, som han mener gør det godt, især set i lyset af, at de har denne afgift modsat de fleste konkurrenter på Fyn.

- Kertemindes erhvervsliv leverer gode overskud på trods af dækningsafgiften, men de ville kunne levere endnu bedre, hvis den ikke var der, siger han.

I første omgang beholder kommunen altså dækningsafgiften i hvert tilfælde i 2018, og næste års budgetforhandlinger vil dermed vise, hvordan det bliver i 2019.

NTM
Kilde: Dansk Byggeri.