Langeskov Nord med rækkehuse

Mandag 16. oktober 2017 kl. 11:12

Langeskov Nord med rækkehuse
Foto: Leif Hansgaard
Der er mange gode grunde til at bo i Langeskov, siger Jacob Knudsen, Mogens Knudsen A/S. Han mærker nu effekten af, at Langeskov igen er blevet stationsby.

Jacob Knudsen, der er direktør for Mogens Knudsen A/S, er meget tilfreds med at have solgt 10 grunde på to år i Langeskov nord. Selskabet vil nu byggemodne grunde til mindre boliger til blandt andet seniorer.

- Det skal være meget attraktivt for seniorer at bo tæt på Nyborgvej med kort afstand til den nye Langeskov Station, siger Jacob Knudsen.

- Vi tænker på en overkommelig gårdhave med drivhus og terrasse og carport.

- Vi har begyndt byggemodningen etapevis i fem etaper, siger Jacob Knudsen, så de, der køber en grund, hurtigt får naboer. De solgte grunde ligger centralt ved Birkevej, og flere har udsigt til den smukke sø. Vi fortsætter med byggemodningen og kan glæde os over, at vi nu har fået anlagt en rundkørsel ved Vandværksvej og Toftegårds Allé i det, vi kalder etape fem.

- Byggemodningen starter tre år før tid i etape fem, siger Jacob Knudsen. Det vil sige, at vi også nu begynder salget af de mindre grunde til, hvad vi selv vil kalde et attraktivt rækkehus-område i den høje ende af skalaen.

Af dem, der allerede har købt grunde i området, er der en del tilflyttere fra Odense, som enten har haft lejebolig eller gerne vil flytte til noget nyt og større.

- Der har vi mærket, at Langeskov trækker mere end for eksempel Bellinge, siger Jakob Knudsen med tilfredshed, og slutter optimistisk:

- Jeg er helt sikker på, at Langeskov vil vokse meget i de kommende år.

Leif Hansgaard