På sporet af den tabte tid

SØNDAG Mellem Os er den faste søndagsklumme i Kjerteminde Avis - den skrives på skift af præster i hele Kerteminde Kommune, denne gang af Sognepræst Mads Davidsen, Munkbo.

Jeg har været væk fra verden i lang, lang tid. Ikke set fjernsyn, ikke hørt musik, ikke læst avis. Jeg har siddet i min lænestol og læst: På sporet af den tabte tid. Bogen er skrevet af den franske forfatter Marcel Proust. Det siger næsten sig selv, at bogen handler om tid. At tiden går, og vi bliver ældre, at vi, for hver dag der går, tilbagelægger endnu en lille bid af livet i fortidens glemsel.

Ikke noget at skrive en lang bog om, skulle man synes. Men pointen hos Marcel Proust er, at tiden netop ikke er tabt. Han opdager ved et tilfælde, at vi kan tage på opdagelse i erindringen, at vi med vores sanser kan genkalde følelser, mennesker, steder, som vi troede, vi for længst havde glemt. Jeg tror, de fleste kender denne opdagelse – det kan være på en kold vintermorgen, hvor den første duft af frost vækker erindringer fra mange år tilbage. Marcel Proust spiser en madeleinekage, smagen af kage blandet med te bringer ham tilbage til barndommen, hvor han husker sine somre i Combrey i Normandiet.

Og det er denne rejse tilbage i tiden, der folder sig ud over tusindvis af sider. Han beskriver sin første kærlighed, moderens godnatkys, han beskriver farmorens død, han beskriver tiden før og op til første verdenskrig, men altid skriver han sanseligt, så man kan føle kærligheden, så man kan smage kagen og teen, så man kan se de franske saloner, som var det et smukt impressionistisk maleri, hvor man kan sanse gennem farver og penselstrøg.

Kunsten spiller en helt afgørende rolle i bogen. Man kan næsten sige, at bogen er et kunstværk i sig selv, et kunstværk som stærkt kan anbefales alle kunstelskere. Men jeg synes, at det egentlige mesterstykke ved denne langsomme, sanselige bog er, at den gør noget ved læseren. I en tid, hvor alting går så stærkt, hvor nyhederne strømmer, og vi påvirkes af hurtige informationer på forældre-intra og facebook, der virker det enorme værk nærmest meditativt. Det virker stærkt bare at koble sig af verden og sidde i sin lænestol og læse, time efter time. Som læser sker der det forunderlige, at man selv begynder at genkalde erindringer fra sit eget liv. Proust kan som ingen anden vække erindringen, så oplevelser, man troede lå glemt i erindringen, pludselig dukker op, så man samtidig med læsningen opdager, at man er på rejse tilbage i sit eget liv.

Jeg har hilst på gamle bekendte, genoplevet min første kærlighed, sanset og smagt mig igennem mit liv, alt sammen med en kop kaffe i en lænestol. Hvor er det skønt, at sidde i sin lænestol, at hilse på gamle venner og familiemedlemmer, som man kan lægge fra sig igen, når man har brug for endnu en kop kaffe. Bogen af Marcel Proust er for år tilbage udkommet i en fantastisk ny dansk oversættelse og findes nu også på lydbog, hvis man vil lette den meget langsommelige læsning af de i alt 13 bind.

Selvom jeg har været væk fra verden i lange tider, fordybet mig i læsningen, så er tiden ikke gået tabt. Marcel Proust er beringende, han formår virkelig at skrive, så man kommer på sporet af den tabte tid.