Volley stævne dropper måske KertemindeLørdag 29. juli 2017 kl. 14:02
En stille regn silede lørdag formiddag ned over de mange hold, der dystede i landets største beachvolley stævne på Kerteminde Nordstrand. Vi har cirka 170 hold med hver to personer, siger Ole Buhl fra klubben OV96, der er en af arrangørklubberne. – Det vil sige, at vi har cirka 350 aktive deltagere, og dertil kommer publikum og alle mulige andre interesserede. – Vi har haft stævnet her i mindst 20 år, men vi overvejer fremtiden, efter at kommunen har besluttet at opkræve et meget stort beløb for at nogle af deltagerne overnatter på skolen. - Stævnet er et semifinalestævne frem mod finalerne om Danmarks Mesterskabet, fortæller Ole Buhl. - I løbet af sommeren er der rigtig mange stævner, hvor deltagerne kan tjene ranglistepoint og på den måde kvalificere sig til finalerne, men de bedste på semifinalestævnerne kvalificerer sig direkte til finalerne. Kampene fortsætter denne lørdag på trods af regnen. – I alle de år, jeg har været med, har vi altid gennemført stævnerne, uanset vejret, siger Ole Buhl. – Jeg kan huske, at vi har udsat kampe på grund af tordenvejr, men aldrig aflyst. - Deltagerne tager tøj på, der passer til vejret, og så spiller de videre, forklarer Ole Buhl. KJ |