Madanmeldelse

God stemning i pølsevognen

Mandag 23. oktober 2017 kl. 13:30

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

God stemning i pølsevognen
Foto: Karen Bencke

Madanmeldelse: God stemning i pølsevognen
Foto: Karen Bencke
Hos Pia i pølsevognen på Torvet, kommer kunderne lige så meget for at stille sulten, som for at mødes og få sig en god sludder. Menuen er klassisk pølsevogn, og det skal der ikke laves om på. Anmelderen lærer, at det kræver øvelse at indtage en hotdog, som Pia serverer den. Og hvad er egentlig korrekt pølsevognsetikette?

Det er en herlig solskinsdag, da jeg besøger pølsevognen på torvet i Kerteminde. Ved siden af den overdækkede vogn, har nogle motorcyklister slået sig ned ved et af de opstillede cafeborde. Inde i selve pølsevognen er der næsten fyldt, snakken går mellem kunderne, og centrum for det hele er indehaver af pølsevognen, Pia Hansen og hendes medarbejder Helle Heitmann. De tilbereder roligt og rutineret maden, som så rækkes ud under glasset til de sultne kunder.

Jeg studerer menukortet, der tilbyder et udvalg af forskellige pølsetyper. En almindelig rød eller ristet pølse koster 17 kr., mens en frankfurter kan fås til 22 kr. Den dyreste pølse på kortet er en Store Klaus til 33 kr., men så er den også dobbelt størrelse af en almindelig pølse. Alle pølser serveres med sennep og ketchup efter eget valg. En almindelig og ristet hotdog koster 23 kr., og en fransk hotdog koster fra 22 kr. Derudover tilbydes specialiteter som medister og flæskestegssandwich. Det kan tilføjes, at alt brød leveres af Clausens Bageri lige ved siden af.

Der er således nok at vælge imellem. Jeg bestemmer mig for en ristet hotdog med friske og ristede løg, agurkesalat og sennep og ketchup. Udvalget af drikkevarer byder på forskellige sodavand og most samt naturligvis Cocio chokoladedrik. Jeg bestemmer mig for en most til 15 kr.

Jeg bliver præsenteret for en hotdog, hvor der absolut ikke er sparet på tilbehøret. Løg og agurkesalat bugner oven på en god, stor pølse, og brødet virker lige tilpas sprødt, som det skal være. Der er ikke så mange valgmuligheder, jeg må angribe den fra en ende af.

Det kræver øvelse at spise en hotdog
Det står hurtigt klart , at jeg er ude af træning, når det gælder indtagelse af en hotdog. Da jeg er kommet forbi den første rene pølsebid, og skal til at tage hul på brød, pølse og fyld, glider næsten alle løgene af og ender på gulvet. Jeg bukker mig ned, og samler nogle af dem op med en serviet, og føler mig lidt dum, for er det korrekt pølsevognsetikette? Jeg kigger mig omkring, men ingen har vist taget notits, så jeg fortsætter, så godt det går, og og prøver at lade som ingenting. Da jeg er færdig, er jeg smurt ind i sennep og ketchup, og en skylleskål havde været belejlig.

Mit første indtryk af hotdoggen er, at pølsen ikke er helt ristet nok efter min smag. Agurkesalaten har en fin syrlighed og knaser sprødt. Løgene er friskskårne, og mængden af sennep og ketchup er lige tilpas. Alt i alt ikke en dårlig hotdog, dog er mængden af løg lige i overkanten.

Pølsevognen er indrettet enkelt og funktionelt, man behøver f.eks. ikke at lægge sin hotdog fra sig, for at forsyne sig med servietter. Sennep og ketchup står fremme, så man kan forsyne sig ad libitum. Det er praktisk, at vognen er lukket af, så man kan stå i læ for vind og vejr og indtage sin pølse..

Et mødested for de lokale
Pia Hansen har siden 2002 været indehaver af pølsevognen på torvet. Før det var hun mangeårig forpagter af Strandbadet på Nordstranden. I 2016 fejrede hun sit 30-års jubilæum, og det blev markeret med en større fest på torvet.

Mange af kunderne er stamkunder, og flere af dem kommer langvejs fra. En mand som er fra Odense, fortæller mig, at han gerne kører til Kerteminde for at spise Pias pølser. - Det smager fand'me godt, som han udtrykker det. Pia fortæller, at pølsevognen i høj grad fungerer som et samlingssted for de lokale.

- Det er unge som ældre, alle generationer kommer her. Folk kan lige komme herned og få en snak. De unge kommer herned dagen efter en bytur, det er jo deres morgenmad, siger Pia med et smil.

Min regning ender med at lyde på 38 kr. Jeg synes, at der er god balance mellem pris og kvalitet. Betjeningen er venlig og opmærksom og tilberedningen udføres professionelt. Egentlig skiller maden sig ikke så meget ud fra andre lignende etablissementer, men det er den gode stemning, der gør, at man får lyst til at komme igen.

Pølsevognen holder åbent hver dag fra 11-19 i vinterhalvåret.

KLB


© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Rock for feinschmeckere
- Mal på museet: Fugle og Himlen
- Familiekoncert: En elefant, en måge og en hare
- Bedre held med anden omgang live-streamet foredrag
- Mens vi lever
- Rock som i 80’erne
- Skumringstime i Den Gamle Byrådssal
- Munkebokoret fik besøg fra Tyskland
- God stemning i pølsevognen
- Havnefest og musikalsk underholdning på programmet
- Carmen i Kino
- Unge, der kan noget særligt

Kommentarer til artiklen:
Det er ikke bager Clausenved side af
erik bo, 23-10-2017 14:52:21

 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 573



Powered by Kjerteminde Avis :-]