FODBOLD - SERIE 1

KB magtede ikke opgaven mod FC Broby

Søndag 22. oktober 2017 kl. 16:30

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

KB magtede ikke opgaven mod FC Broby
Jakob Udesen viste igen sin kvaliteter og scorede sit 10. sæsonmål. Men det var ikke nok til point i Broby. (Foto: Steen Sørensen)

Kerteminde kunne med en sejr i dag ude mod FC Broby spille sig til en 2.- plads i tabellen. Opgaven skulle dog vise sig større end først antaget for udebanefavoritterne, da et på dagen yderst velspillende Broby-mandskab havde helt andre planer for kampens udfald.

FC Broby - Kerteminde 4-2 (3-1)

Kampfacts: 6. Min: 1-0 Frederik Ellegaard 16. Min: 2-0 Casper Berthelsen 22. Min: 2-1 Tore Madsen 37. Min: 3-1 Jesper Stork-Hansen 60. Min: 4-1 Jesper Luth-Nielsen 68. Min: 4-2 Jakob Udesen 72 min: gult kort Kerteminde 80.min: gult kort FC Broby 84.Min: gult kort Kerteminde

Kampens spiller: Jakob Udesen

Dagens opgør var en ”must win” kamp for Kerteminde, der med en sejr ville overhale Dalum i tabellen og rykke på 2.-pladsen. Samtidigt kunne Broby med en sejr tage et stort skridt væk fra bunden og nærme sig en placering midt tabellen. Et faktum som fra kampens allerførste fløjt var skyklart. Broby gik ind til dagens kamp med en enorm tro på overraskelsen, hvilket blev belønnet allerede i kampens begyndelse.

Skidt start
Det solide pres fra Broby resulterede i en bolderobring helt oppe ved Kertemindes felt og med hurtigt kombinationsspil rundt om backen, kunne Brobys højre kant helt ugeneret slå et hårdt fladt indlæg ind i fødderne på Frederik Ellegaard, der uden den store betænkningstid hamrede bolden i netmaskerne.

Trods et stort boldovertag til Kerteminde blev de aldrig for alvor farlige, og i kampens første kvarter faldt Kertemindes bedste mulighed efter et frispark slået mod bagerste stolpe, som Jakob Udesen lige akkurat ikke nåede frem til.

Manglende skarphed var dog ikke tilfældet hos hjemmeholdet, hvis taktikoplæg med stor sandsynlighed havde omhandlet at være omstillingsparate. For efter 16 minutters spil fik Broby opsnappet bolden, og straks efter var de afsted mod Kertemindes mål. Jakob Jeppesen modtog bolden på kanten af feltet, hvor han med en hurtig dribling snød Kertemindes centerback, der ikke kunne nå at flytte benet, og i stedet blev Jakob Jeppesen nedlagt på kanten af feltet. Frisparket skulle Casper Berthelsen tage sig af og sikke en god beslutning. Med stor selvtillid og suveræn sparketeknik bankede han bolden ind ovre i målmandens side til stillingen 2-0.

Hurtigt svar
Chokstarten var en realitet, og samtlige spillere hos Kerteminde skulle virkelig hanke op i sig selv, hvis de skulle kunne gøre sig nogen som helst forhåbninger om point, og det gjorde de. En trodsreaktion indtraf prompte, og Kerteminde fik skubbet Broby helt tilbage på egen banehalvdel.

Reduceringen var under opsejling, og den faldt efter 22 minutter efter et opspil, der for alvor viste glimt af den klasse, Kerteminde besidder. En perfekt tempereret bold i dybden og en enorm kynisme fra Kertemindes nummer 20 Tore Madsen var årsagen til Kertemindes reduceringsmål til 2-1.

Målet gav Kerteminde blod på tanden, og de fastholdt presset. Hvorved de til spillede sig flere gode muligheder, blandt andet efter et tidligt slået indlæg ind mod Kristoffer Kryger, hvis hovedstød savnede en smule kraft og derved kunne Brobys målmand lige akkurat nå ned til den.

Mavepuster
Bedst som man troede, at Kerteminde ville udligne viste Broby igen fremragende omstillingsspil. Brobys højre kantspiller blev sendt afsted og nåede helt ned til baglinjen, inden han på ulovligvis blev bremset af en forsvarsspiller fra Kerteminde. Frisparket blevet slået ind over med stor kraft, hvor Jesper Stork-Hansen fightede sig igennem et tæt pakket felt og snittede bolden i kassen til 3-1.

En kæmpe mavepuster for Kerteminde, der ellers var kommet rigtig godt med i kampen og uden tvivl var det bedst boldspillende hold på banen. De formåede bare ikke det, som hjemmeholdet formåede: nemlig at score på deres muligheder, og derved forblev stillingen altså 3-1 efter første halvleg.

Tro kopi
Anden halvlegs indledning var nærmest en tro kopi af første halvlegs. Kerteminde på bolden og et afventende Broby mandskab. Der skulle dog gå 14 minutter, før Broby igen var i fuldt firspring mod den anden ende af banen. Igen var det Jakob Jeppesen, der modtog bolden bag Kertemindes forsvar, der dog efter han på fornemmeste vis afdriblede Kertemindes målmand, måtte se sit forsøg reddet på stregen.

På det efterfølgende hjørnespark, var Broby igen kynismen selv. En dårlig clearing endte på kanten af feltet til en helt umarkeret Jesper Luth-Nielsen, som her demonstrerede en lektion i fortrinlig sparketeknik, idet han med en halvflugter bankede bolden i mål via overliggeren.

Det sidste manglede
Kerteminde opgav dog aldrig ikke helt, men lige lidt hjalp Jakob Udesens reducering til 4-2 efter han i ægte angriberstil opsnappede en ripost inde i feltet og sikkert lagde den i nettet. KB kom aldrig tættere på pointet. Tværtimod modtog de 2 gule kort og forbedrede derved ikke ligefrem deres muligheder.

Kerteminde måtte altså se sig slået med slutcifrene 4-2, da de på dagen mødte et super velorganiseret hjemmehold, hvis taktik gav pote og herved krævede en toppræstation fra Kertemindes side, hvis de skulle tage fra Broby med point. I næste weekend venter rækkens nummer 1, Svendborg, og her har Kerteminde en god mulighed for for alvor at rejse sig oven på dagens skuffelse.


-Mikkel Rasmussen



© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Fremgang trods nyt nederlag
- KB magtede ikke opgaven mod FC Broby
- Kollektiv offday
- Gæsterne er tårnhøje favoritter
- Ny målsætning i KB
- God mavefornemmelse i LIF
- Stensikker sejr på kunstgræs
- Målfest i Broby
- Ny ændring af turneringsplanen
- To kombattanter med dramatisk forhistorie
- Langeskov har fundet melodien
- Uændret målsætning trods topplacering
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 586



Powered by Kjerteminde Avis :-]