Nøgenheden

Søndag 22. oktober 2017 kl. 07:00

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Nøgenheden
SØNDAG Mellem Os er den faste søndagsklumme i Kjerteminde Avis - den skrives på skift af præster i hele Kerteminde Kommune, denne gang af Arendse Wullf-Jørgensen, Rønninge Sogn.

Dér stod jeg for en uge siden – splitternøgen ved Ålbæk havn. En, to tre, og så lå jeg ude i det kolde vand.

Min mor er blevet en af de der ”vinterbadere”, og nu da hendes datter var kommet hjem på weekend i efterårsferien, skulle hun da med på stranden. Og min mor havde jo ret. For var det skønt.

Jeg var skeptisk, og troede ikke helt på, at det nu også kunne være sundt for både krop og sind. Var det ikke bare en ny mode- eller sundhedsdille, spurgte jeg mig selv mange gange. Men at stå der bagefter iført kun at håndklæde og kigge ud, hvor der stod skum fra bølgetop og temperaturen var langt under det, vi kalder badetemperatur, det var en vild oplevelse. Det udløste endorfiner og pludselig blev jeg overbevist: En tur i det kolde vand, det svarer i den grad til det samme som en løbetur, hvis man tænker i forbrænding og sundhed.

Men, men, men. Hvad var det så, som generede mig? Det var at være splitternøgen. Eller det generede mig, at jeg følte det generende.

For hvorfor er vi blevet så nøgenforskrækkede?
Da jeg var barn, løb jeg rundt på den samme strand med mine søskende, og ingen af os havde en trevl på kroppen. For hvorfor skulle vi dog det? Det var så naturligt. Små børn, som vi var dengang, skulle have lov at smide både ble og tøj og løbe frit rundt i vandkanten.

Tiden har ændret sig, må man sige. Nu er vi bange. Vi tænker pædofili – måske lige frem pornografi, straks vi ser et nøgent barn, om så det er på stranden eller på Facebook. Forældre tør ikke lægge nøgenbilleder ud af deres børn på nettet. De tør ikke bade nøgne med deres børn på deres private badeværelse.

I visse institutioner må de mandlige pædagoger ikke foretage bleskift, og de er bange for at lade et barn sidde på skødet.

Da jeg for ca. 25 år siden startede i skole, husker jeg tydeligt, hvordan piger og drenge klædte om i samme omklædningsrum, når der stod gymnastik på skemaet. Hvordan mon det ser ud i dag?

Da jeg i sommer var på besøg i Lalandia med min lille datter, blev jeg chokeret over at se, at der nu er kommet aldersgrænse for, hvornår piger må følge med deres far og drenge deres mor, når de skal ind for at skifte til badetøjet.

Vi er blevet nøgenforskrækket i vores lille land. Og når jeg siger vi, mener jeg også de voksne. Os der ikke tør at smide tøjet for næsen af vores børn eller på den øde strand for at hoppe ud i det kolde vand. Bør vi ikke netop vise den yngste generation, at den nøgne krop er naturlig? At ingen mennesker er ens? At vi ikke bør gemme og skjule os?

Det burde være enhver forældres opgave, og en ting er sikkert: Herhjemme får den lille lov at smide bleen om aftenen og løbe rundt og vise sin uskyldige krop, og jeg skal helt sikkert snart tilbage i det kolde vand igen!!


© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Nøgenhed
- Nøgenheden
- Danmark uden kirker?
- Maskespil?
- Herrens veje. Afveje. Digt og Virkelighed!
- Livets Skole
- Misvisende golfflag?
- Johannes Larsens Vej
- På sporet af den tabte tid
- Hva’ ska’ vi nu finde på?
- En aktuel politisk debat
- Efterår
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 589



Powered by Kjerteminde Avis :-]