Hvilken lederstil ønsker vi?

Fredag 20. oktober 2017 kl. 08:24

Et lille historisk perspektiv på lederstil følger her. Det er faktisk interessant at se de forskellige måder at være præsidenter, statsministre og borgmestre på.

Jeg er født i 1959 og kan udmærket godt huske den tids ledelsesstil.
Den velkendte pyramide illustrerede fint, hvordan lederen sad øverst oppe; der var koldt på toppen. Medarbejderne blev stille når han kom ind i rummet.

I skolen hed læreren kun sit efternavn, vi sagde 'De' og rejste os, når han kom ind, og vi var bange for hans autoritet og magtmidler.

Der var langt fra toppen til bunden, og lederen beskæftigede sig ikke med, hvad folk i bunden mente. Til gengæld var der ro, fordi folk følte sig beskyttet af pyramidens tydelige signaler; fuldstændig som en flok får eller heste der er afhængige af en stærk leder, som tager ansvar for at rollerne opretholdes. Hoppen sørger for, at flokken får mad, og hingsten banker individerne på plads, hvis de afviger. Sådan.

Så kom oprørenes tid; ungdomsoprøret, kvindeoprøret, oprøret fra de svage, fra bunden og fra midten. 1960-70'erne var en tid præget af uro og forandring. Vores lærere hed nu Inge og Per og spurgte ind til, hvad vi mente om dit og dat, og vi måtte gerne sige 'du' til dem. Vi følte os hørt, vi var pludselig betydningsfulde ,og skoledagen og livet i samfundet fik pludselig en dybere mening.

Lederne rundt omkring blev lige med deres medarbejdere; de mødtes efter arbejde til grillaftner og bowling. Det føltes som en stor omvæltning, og det virkede som om, det var vanskeligt for mange at håndtere den frihed, der pludselig opstod ved den flade struktur og de konfronterende dialoger.

Ulempen ved dette penduludsving viste sig så senere at være en tendens til handlingslammelse, fordi konceptet kom til at gå ud på at snakke sig til enighed om alt, det vil sige endeløse møder og knap så meget fokus.

Så nu står vi idag med to muligheder:

- Enten kan vi tage det bedste fra begge måderne at lede på: konstruktivt.

- Ellers kan vi fortsætte med at lade pendulet svinge og gå tilbage til det forrige penduludsving: pyramiden.

Den konstruktive leder er bevidst om at tage ansvaret for, hvordan man sætter rammerne, så man skaber tryghed, som vi kendte i 1950'erne.

Den konstruktive leder er også bevidst om, at vi alle er ligeværdige som i 1970'erne, og at det er mennesker og menneskers sager, der er i centrum.

Den konstruktive leder er bevidst om, at når folk føler sig hørt, skaber det engagement, og man oplever glæden og styrken ved at løfte i flok.

Men desværre er der nogen i dag der vælger den anden vej; nemlig tilbage til pendulets udsving, tilbage til de autoritære magtmidler, tilbage til ensomhedens tinde.

Spørgsmålet er:

Hvilken lederstil vælger vi egentlig?

Maria Steffensen

Flere nyheder i denne sektion:

- Kerteminde Kommunes forbrug af konsulent og advokatbistand i byrådsperioden
- Vælgermøde
- Fup eller fakta om halal i Kerteminde
- Undgå politisk lotto
- Møller atter til debat!
- God kollektiv transport
- Kommunens organisering
- I dag er alle unge talentfulde
- Hvilken lederstil ønsker vi?
- Fokus på borgere med sygdommen demens!
- Lad ikke nogen få krammet på dig
- Bedre indeklima kan gavne både trivsel og økonomi

Kommentarer til artiklen:

En ledelsesesstil, hvor borgerne føler sig udsat for magtdemomstrationer, manipulation, manglende ægte dialog (= samtale, hvor der bliver svaret på spørgsmål, og hvor begge parter er indstillet på at blive klogere og måske lade sig flytte), smarte manøvrer o.l. dur simpelthen ikke. I stedet for at skabe glæde, trivsel og stolthed, skaber det frustration, modløshed og måske endda vrede (tryk avler blodtryk), og det er ikke godt for menneskers trivsel og sundhed.
Jeg har ikke lyst til at gå for meget i rette med Luunbjerg, for jeg synes, han er en både flink og rar mand, som vel ligesom alle andre bare agerer ud fra sine forudsætninger, men ÅH, hvor jeg dog længes efter noget HELT andet. Vi (eller i det mindste jeg) savner i den grad et såkaldt paradigmeskift - en ændring i "verdensbilledet" eller grundholdningen til lederskab og nærdemokrati i kommunens øverste top, og dit indlæg, Maria Steffensen, sætter (IGEN) fingeren på noget helt afgørende og centralt.
Jeg har skrevet det før: Glæde og trivsel, er vigtigere end stort set alt muligt andet, men det er svært at bevare den, hvis man hele tiden føler sig kørt over af en damptromle.
Jeg kunne godt tænke mig en klog kvinde på borgmesterposten. De findes i byrådet, og det har faktisk virket godt, de gange, vi har prøvet. Ved sidste valg fik en kvindelig borgmester et kæmpe håndslag af borgerne. Hun forøgede sit lille parti, så det var oppe og bide S i haserne og fik næsten dobbelt så mange stemmer som sin nærmeste konkurrent, men som bekendt var der nogle, der havde andre planer.
Nok om det, men det så jeg gerne forsøgt igen, af de ovenfor nævnte grunde. Steen

Steen Ørsted, 21-10-2017 00:51:57

Tirsdag 23. april 2024 - Årgang 132, Nr. 4896 Skriv til os: info@kjavis.dk