Runde 12 - KB

Ny ændring af turneringsplanen

Fredag 13. oktober 2017 kl. 11:54

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Ny ændring af turneringsplanen
Jonas Solon (tv) har vist storform i efteråret, men nu er han ude med en sandsynligvis alvorlig skade igen. (Foto: Steen Sørensen)

Kerteminde tabte sidste weekends kamp på bane 2 mod Dalum, men på søndag er de tilbage på udebane, hvor de i efteråret har hentet fem sejre ud af seks mulige. Jonas Solon igen ude med skade.

Serie 1: Sanderum – Kerteminde (søndag kl. 15.00)

Kerteminde: Chris Baslund, Christoffer Hansen, Simon Petterson, Jacob Løgstrup Henriksen, Emil Kingo Eriksen, Andreas Toftdal, Tobias Schack Pedersen, Tore Madsen, Lasse Fogtmann, Jakob Rose, Jakob Udesen, Nicolai Christensen, Kristoffer Kryger, Mathias Rydall.

Kommentarer: Det regnfulde efterårsvejr spænder ben for den fynske seriefodbold. Allerede i sidste weekend besluttede flere kommuner – bl.a. Kerteminde og Odense – at lukke klubbernes kampbaner, fordi de ikke kan tåle den megen regn. Det medførte både aflysninger og omrokeriner i turneringsplanen. Umiddelbart ser det ud til, at restriktionerne fortsætter efteråret ud, og det kan ikke undgå at for konsekvenser for turneringsafviklingen.

I Kerteminde Boldklub har man kun ét ønske, og det er at spille fodbold. Derfor er man ikke interesseret i at flytte efterårskampe til foråret. Kerteminde Stadion er lukket resten af 2017, så KB vælger i stedet at afvikle kampene på udebane. Det giver en skæv fordeling. Af de 15 efterårskampe kommer KB til at spille de 10 på udebane.

Umiddelbart burde det være en klar ulempe, men sådan er det måske ikke i Kertemindes tilfælde. Holdet har været godt kørende på fremmed græs. Hidtil har de spillet seks udekampe, og de fem er vundet. I sidste uge forsøgte man sig med at spille på en træningsbane i Kerteminde. Det var ingen succes. Det blev 0-3 mod Dalum.

I weekenden skal KB helt efter planen til Sanderum, som for tiden afvikler deres kampe på klubbens kunststofbane. Oprindelig var opgøret programsat til lørdag, men der er trængsel på kunstgræsset, fordi andre klubber lejer sig ind, og derfor er der først plads til Serie 1-kampen søndag eftermiddag klokken 15.

I KB klynker man ikke over den specielle turneringsplan. Cheftræner Kevin Nielsen slår fast, at det vigtigste er at spille fodbold hver uge, og det skal gerne være på en ordentlig bane. Det ønske bliver opfyldt med søndagsopgøret i Sanderum.

Der er fortsat ærgrelse i Kertemindelejren efter sidste weekends nederlag til Dalum. Ikke mindst assistenttræner Jakob Udesen har været en tur i kulkælderen efter sine to store afbrændere i slutminutterne. Ikke desto mindre er KB’erne stærkt opsatte på at komme tilbage på sporet.

Holdet er markant svækket, efter at forsvarschefen Jonas Solon i sidste weekend løb ind i en ny måske alvorlig skade. Solon har været plaget af skader gennem flere sæsoner. Efter et brækket ben og to alvorlige knæskader er det nu en lyskenskade, der har sat den stærke forsvarsspiller ud af spillet. Han erstattes på søndag af Simon Petterson. Også Mathis Rydaller tilbage. Asger Nørgaard glider ud.

Sanderum er oprykker fra Serie 2, og de har spillet sig op i den bedste halvdel efter tre sejre i de seneste fire kampe. Blandt sejrene er 3-0 over Langeskov og 3-2 mod Munkebo.

-e.
(eigil53@live.dk



© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Fremgang trods nyt nederlag
- KB magtede ikke opgaven mod FC Broby
- Kollektiv offday
- Gæsterne er tårnhøje favoritter
- Ny målsætning i KB
- God mavefornemmelse i LIF
- Stensikker sejr på kunstgræs
- Målfest i Broby
- Ny ændring af turneringsplanen
- To kombattanter med dramatisk forhistorie
- Langeskov har fundet melodien
- Uændret målsætning trods topplacering
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 564



Powered by Kjerteminde Avis :-]