FODBOLD - SERIE 1

Dramatisk nabomøde i Langeskov

Lørdag 7. oktober 2017 kl. 19:30

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Dramatisk nabomøde i Langeskov
Casper Mortensen gjorde overraskende comeback, og han scorede efter bare fem minutter. (Foto: Steen Sørensen)

FODBOLD - SERIE 1: Dramatisk nabomøde i Langeskov
Sidste års topscorer Pirasath Raguleswaran kom endelig på scoringslisten i lørdagens kamp mod Nyborg. (Foto: Eigil Rasmussen)
Trods en stribe sidste øjebliks afbud fortsatte LIF den gode udvikling og slog for anden uge i træk et af rækkens tophold. Med sejren spillede de ”grønne” sig selv op i toppen af tabellen.

Langeskov – Nyborg 3-1 (1-0)

Kampfacts: 5.min: 1-0 Casper Mortensen 67.min: 2-0 Pirasath Raguleswaran (straffespark) 71.min: 2-1 selvmål 80.min: gult kort Casper Vous, Nyborg 81.min: 3-1 Pirasath Raguleswaran (straffespark)
Kampens spiller: Kasper Kristensen

Regnvejret spillede også en hovedrolle i lørdagens opgør i Langeskov. Stadion var ubrugelig til fodbold, og i lang tid så det ud til, at kampen ville blive udsat. Men tre timer før kampstart kunne man heldigvis konstatere, at kunststofbanen var brugbar, og så kunne de to naboer Langeskov og Nyborg krydse klinger.

Det blev et dramatisk nabomøde. I slutfasen kammede temperamenterne over hos gæsterne, og det hele kulminerede med, at Nyborgs træner blev bortvist.

Drømmestart
Selve fodboldkampe sluttede med en fortjent hjemmesejr på 3-1. LIF fik ellers en rigtig dårlig optakt til kampen. Fredag og lørdag formiddag indløb der afbud fra holdets tre offensive spillere. Rasmus Andreasen, Thomas Abildtrup og Stefan Kolsbjerg måtte alle melde fra på grund af skader. Træner Claus Udengaard måtte rundt i krogene for at finde afløserne, men Casper Mortensen, Frederik Svendsen og Rasmus Hansen gjorde det godt. Ikke mindst Casper Mortensen, der har været væk fra holdet i tre uger, og som absolut ikke er i sin bedste form. Den gamle måltyv skulle ikke bruge mere end fem minutter, før han havde bragt sit hold foran.

Det var lige den start, Langeskov havde brug for. Det skabte den fornødne ro, og samtidig satte det gæsterne under pres. Der blev ikke scoret yderligere inden pausen, men Casper Mortensen, Jeppe Johansen og Pirasath Raguleswaran kunne have øget føringen.

Dramatik
I 2. halvleg kulminerede dramatikken. Det var i forbindelse med to situationer, der begge havde Langeskovs angriber Pirasath Ragukleswaran og Nyborgs målmand Casper Vous i hovedrollerne. I begge tilfælde lavede målmanden straffespark mod angriberen. I første omgang slap Casper Vous for videre tiltale, men ved den anden forseelse kom der en følgestraf på 10 minutters udvisning.

I begge situationer var Pirasath Raguleswaran nådesløs og sparkede bolden i nettet fra 11 meter pletten. Imellem de to pletskud havde Nyborg reduceret, da Frederik Bladt var så uheldig at score i eget net. Sejren kom dog aldrig i fare, og det var tre sikre point til hjemmeholdet.

Momentum
Det går Langeskov vej for tiden. Efter en ujævn sæsonstart er der kommet styr på tingene. Det var den tredje sejr i træk, og nu ligger de ”grønne” pludselig nummer 4 bare et enkelt point fra en oprykningsplads.

- Vi har momentum for tiden. Ikke alene vinder vi, vi vinder klart og sikkert. Det er godt for selvtilliden, fastslog cheftræner Claus Udengaard.

Allerede torsdag skal Langeskov i ilden igen. Her kommer Ringe på besøg, og med mindre vejrguderne går helt amok, så skulle der igen kunne spilles fodbold på kunststofbanen.

-e.
(eigil53@live.dk)



© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Fremgang trods nyt nederlag
- KB magtede ikke opgaven mod FC Broby
- Kollektiv offday
- Gæsterne er tårnhøje favoritter
- Ny målsætning i KB
- God mavefornemmelse i LIF
- Stensikker sejr på kunstgræs
- Målfest i Broby
- Ny ændring af turneringsplanen
- To kombattanter med dramatisk forhistorie
- Langeskov har fundet melodien
- Uændret målsætning trods topplacering
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 259



Powered by Kjerteminde Avis :-]