FODBOLD - SERIE 1

Surt show i silende regn

Lørdag 7. oktober 2017 kl. 18:51

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Surt show i silende regn
Der var mange dueller på midtbanen. Her vinder KB's Tobias Scach Pedersen (blå trøje) en af dem. (Foto: Eigil Rasmussen)

FODBOLD - SERIE 1: Surt show i silende regn
Lasse Fogtmann havde ikke gode betingelser til sine normalt skarpe driblinger på den drivvåde bane. (Foto: Eigil Rasmussen)
Topkampen på bane 2 blev både intens og dramatisk. Kerteminde ramte ikke det sædvanlige topniveau, og i slutfasen kendte de ikke deres besøgelsestid, så det var ikke helt hen i vejret, at gæsterne tog alle tre point med hjem.


Kerteminde – Dalum 0-3 (0-1)

Kampfacts: 43.min: 0-1 Simon Lolch Kristensen 77.min: gult kort Andreas Toftdal, Kerteminde 89.min: 0-2 Nicklas Bærentsen 90.min: gult kort Tobias Schach Pedersen, Kerteminde 91.min: 0-3 Oliver Lauridsen
Kampens spiller: Jonas Solon

Det har ikke været meget, Kerteminde har spillet på hjemmebane på det sidste. Da de løb på banen i dag, var det næsten præcist en måned siden, de senest spillede på eget græs. Det var tilmed i nye omgivelser på bane 2, fordi stadion blev ødelagt af regn i jubilæumskampen mod Fraugde.

Én ting var dog det samme som sidst: vejret! Igen i dag havde vejrguderne besluttet sig for, at regnen skulle sile ned over Kerteminde i samtlige 90 minutter. Især i 2. halvleg stod det need i stænger – og pudsigt nok, så holdt regnen op i samme øjeblik, som dommeren fløjtede kampen af.

Ærgerligt nederlag
Det var ikke kun vejret, der var surt. Resultatet var også et surt show for KB. Det sluttede 3-0 til Dalum, og dermed tabte KB for første gang efter seks sejre på stribe. Lad det være sagt med det samme, at Dalum var et rigtigt, godt hold, som man godt kunne være bekendt at tabe til. Alligevel havde KB’erne grund til at ærgre sig. Det kunne nemlig være gået anderledes, og på en god slutspurt havde de ”blå-hvide” fortjent det ene point.

Det var absolut ikke Kerteminde fra den bedste side, man oplevede på bane 2. Måske var kamppausen i sidste weekend alligevel en ulempe. Der manglede timing og skarphed hos hjemmeholdet. Afleveringerne var upræcise, og kombinationerne sad ikke lige i skabet, som de ellers har gjort i lang tid.

Skarpheden var også forsvundet. Efter regulære målshows med 26 mål i seks kampe, måtte KB forlade banen målløse. Generelt skabte de for lidt. De første 80 minutter kunne man med lidt god vilje tælle tre halve chancer. Inden pausen sparkede Tore Madsen lige på målmanden efter godt forarbejde fra Jakob Rose, og lidt senere nåede Jakob Udesen lige akkurat ikke frem til at få nok fart på et hovedstød.

Chancerne
I 2. halvleg – hvor der ikke kom det stormløb mod gæsternes mål, som man kunne have forventet – var der næsten ingen afslutninger på mål. Der var en hel masse dårlige indlæg, som løb ud i sandet. Jakob Rose blev tacklet i skudøjeblikket i starten, men ellers blev der ikke skabt chancer – altså lige indtil de sidste små 10 minutter.

Så kom chancerne, og de var så store, at det skulle have udløst point. Jakob Udesen havde to kæmpechancer, men den ellers normalt træfsikre angriber svigtede til stor fortvivlelse for både sig selv og holdkammeraterne. At gæsterne i overtiden kunne score to gange var i grunden ganske uden betydning. KB skulle satse, og det var klassisk, at Dalum slog kontra og lukkede kampen definitivt.

Sent på den
Heldet var heller ikke med Kerteminde i slutfasen. Først fik Andreas Toftdal et gult kort, som virkede direkte forkert. Anføreren tacklede klokkerent på bolden, men dommeren hev det gule kort op af den våde baglomme. Kort efter måtte hjemmeholdets bedste mand, Jonas Solon, udgå med hvad der desværre godt kunne ligne en alvorlig lyskenskade. Endelig så det grangiveligt ud til, at der var offside ved Dalums mål til 2-0. Spillet og ikke mindst bolden var bare en del hurtige end linjedommeren, der slet ikke var på plads.

Det var ikke den eneste gang, dommertrioen kom for sent. Kampen måtte udsættes i fem minutter, fordi en linjedommer ikke var dukket op. Efter pausen var det hele dommertrioen, der var sent på den. De to hold var på banen og var klar længe, inden opmændene kom ud af det lune omklædningsrum og kunne sætte spillet i gang.

Uheldig dag
For KB’s Jonas Solon var showet ekstra surt. Han spillede en fremragende kamp i midterforsvaret. Han var forudseende og lavede mange gode indgreb og bolderobringer. Hans tacklinger var kontante og effektive, og han var en af de få KB’ere, der havde styr på afleveringerne. Hans sure dag kulminerede med lyskenskaden 10 minutter før tid. Jonas Solon var selv sagt i dårligt humør, da han humpede fra banen.

- Det vi mangler i dag er at spille mere simpelt. Vi forsøger at spille den rundt på en dårlig bane, og det fungerede ikke. Jeg synes, vi fightede godt, men vi havde ikke marginalerne med os. Og så manglede vi lidt skarphed i begge ender af banen, lød vurderingen fra kampens spiller.

Trods nederlaget beholdt KB en delt 2.-plads, men de forspildte en gylden mulighed for at forbedre positionen i toppen af tabellen. De øvrige tophold havde heller ikke nogen god dag, og der er trængsel omkring oprykningsstregen. Måske kan kerteminderne glæde sig over at skulle på udebane i næste weekend. De seneste fire udekampe er alle endt med overbevisende sejre.

-e.
(eigil53@live.dk)



© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Fremgang trods nyt nederlag
- KB magtede ikke opgaven mod FC Broby
- Kollektiv offday
- Gæsterne er tårnhøje favoritter
- Ny målsætning i KB
- God mavefornemmelse i LIF
- Stensikker sejr på kunstgræs
- Målfest i Broby
- Ny ændring af turneringsplanen
- To kombattanter med dramatisk forhistorie
- Langeskov har fundet melodien
- Uændret målsætning trods topplacering
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 530



Powered by Kjerteminde Avis :-]