Herrens veje. Afveje. Digt og Virkelighed!

Søndag 8. oktober 2017 kl. 07:00

SØNDAG Mellem Os er den faste søndagsklumme i Kjerteminde Avis - den skrives på skift af præster i hele Kerteminde Kommune, denne gang af Sognepræst Knud Erik Kristensen, Kølstrup.

I aften kan vi, hvis vi vil, se det tredje afsnit af serien: Herrens Veje! Bortset fra lidt fodboldkampe i ny og næ, ser jeg meget lidt fjernsyn. Dels fordi jeg synes, fjernsynet nemt kan komme til at være den store tidsrøver, og dels fordi jeg føler mig lidt dummere, hvis jeg har brugt noget tid foran fjernsynet – altså med fodbolden som én af de få undtagelser.

Men altså Herrens Veje, måtte jeg jo næsten se, da det både handler om Folkekirken, lidt om præster og så også lidt om Provst Kroghs yngste søn, August, som både er præst, men også feltpræst og bliver som sådan udsendt til Irak i det andet afsnit af serien.

Gennem mere end 34 år har jeg været sognepræst her i Kølstrup, og i mere end 31 år har jeg ved siden også fungeret som Feltpræst med udsendelser til Balkan, Irak og Afghanistan.

Egentlig havde jeg glædet mig til at se Herrens Veje, på grund af den fine omtale, serien havde fået inden tiden. Og jeg er bestemt ikke blevet skuffet – sådan rent underholdningsmæssigt. For det er en flot, opdigtet verden, vi møder.

Der er drama i stor målestok, da den fulde Provst ved en begravelse selv falder i graven, og bagefter næsten opstår fra de døde.
Den unge August, der får tilbudt præstestillingen ved Marmorkirken, men siger nej tak, og i stedet tager til det farlige Irak for at fungere som Feltpræst. Præster får på den måde ikke tilbudt stillinger.
Som underholdning er serien god. Dramaet er til stede. Det hele er fint opdigtet.

MEN, MEN, med virkeligheden har serien ikke så meget med at gøre. Og det gør sådan set heller ikke noget. Ligesom Dan Browns roman om Da Vinci-mysteriet heller intet havde med virkeligheden at gøre men var en fabelagtig spændende fortælling.

Sådan er Herrens Veje også. Spændende, interessant, men har ikke særlig meget med virkeligheden at gøre.

Og det skal man altså vide.

I ugens løb er jeg blevet spurgt, om det er sådan at være Feltpræst, som det August oplever. Og jeg svarer, som sandt er, at det har jeg i hvert fald aldrig oplevet, og jeg tror heller ikke, andre Feltpræster i virkeligheden har oplevet noget tilsvarende.

Og der er mange grunde til, at August er opdigtet og umulig kan have levet i den virkelige verden.

En Feltpræst vil aldrig blive sendt ud, som kun 28-årig og stort set uden uddannelse.

En Feltpræst må aldrig deltage aktivt i kamphandlinger. Feltpræsten er non–kombattant, som det hedder. Og det får alle Feltpræster at vide igen og igen.

En Feltpræst skal være frisk og helt klar i hovedet, når soldaterne vender trætte og udmattede tilbage til lejren. Så skal der nemlig tales og trøstes og styrkes. Og det kan Feltpræsten ikke, hvis han eller hun er lige så udmattede som soldaterne.

En feltpræst skal aldrig gå på en patrulje blot for at få soldaternes anerkendelse.

Herrens Veje er som nævnt ganske udmærket – når man ser serien som opdigtet, som fiktion. Men som virkelighed, som et billede på virkelighedens veje, så halter det langt bagefter.

Mit håb – det kan godt være, at det er et forgæves håb – men et håb altså, er, at de mennesker, der ser serien, også kan skelne. Mellem det opdigtede og virkeligheden.

Måske er det seriens vigtigste opgave. Men opgaver er jo som regel gode, hvis man ellers kan løse dem. Jeg har de sidste dage i al beskedenhed prøvet at give et i mine øjne lidt sandere billede – af feltpræstetjenesten i det danske forsvar.

Flere nyheder i denne sektion:

- Nøgenhed
- Nøgenheden
- Danmark uden kirker?
- Maskespil?
- Herrens veje. Afveje. Digt og Virkelighed!
- Livets Skole
- Misvisende golfflag?
- Johannes Larsens Vej
- På sporet af den tabte tid
- Hva’ ska’ vi nu finde på?
- En aktuel politisk debat
- Efterår

Lørdag 20. april 2024 - Årgang 132, Nr. 4893 Skriv til os: info@kjavis.dk