Behovsudsættelse, Inklusion og Omstillingsparathed

Søndag 24. september 2017 kl. 07:00

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Behovsudsættelse, Inklusion og Omstillingsparathed
SØNDAG Mellem Os er den faste søndagsklumme i Kjerteminde Avis - den skrives på skift af præster i hele Kerteminde Kommune, denne gang af Søren-Herluf Mohr Sørensen, Sognepræst i Dalby og Stubberup.

Som et forord, eller skulle jeg snarer sige et forbehold, som du, kære læser, må tage til denne klumme, vil jeg indlede med en bekendelse. Jeg er på ingen måde skolet, uddannet eller på anden måde faglært inden for de discipliner, der beskæftiger sig med Humanressource, (i daglig tale forkortet: HR), organisation, ledelse, psykologi og moderne hjerneforskning – ja alt, der i det hele taget kan rummes under fællesnævneren Pædagogik! Således er det følgende alene betragtninger og refleksioner over de i overskriften nævnte ord.

Men hvorfor så overhovedet beskæftige sig med dem, når jeg kun kan udtale mig som lægmand på området. Det vil jeg af den årsag, at det er ord, der har overordentlig stor magt og indflydelse. Det er ord, der er med til at formulere ældrepolitik, det er ord, der lægger linjerne for dit barns trivsel og hverdag i skolen og daginstitutionerne – det er ord, der kort og godt er med til at indrette vores samfund og regulerer de mellemmenneskelige relationer.

Endelig er der også det ejendommelige i, at ord så hurtigt kan udskiftes, og dermed forandres den politisk tankegang og pædagogisk tilgang til sit medmenneske. Ord, der det ene år er enslydende mantra hele vejen igennem samfundet, det som er på alles læber, fra ledelsesseminarer til forældremøder og borgermøder. Få år senere er det fraværende i alle de væsentlige rapporter, nye ord har overtaget deres plads, og dermed også en ny tankegang og logik.

”Må jeg være med til at lege?”

Spørger Emil i børnehaven, efter at have taget mod til sig, eller først er kommet til senere, hvor de andre har fundet ind i diverse legerelationer.

”Må jeg være med i jeres leg?” Sådan står barnet og venter håbefuldt på en bekræftende tilkendegivelse og plads til ham eller hende.

”Selvfølgelige må du være med, man kan du så ikke være faren, der går ud og køber ind…” og så er Emil med, dog ikke i hovedrollen!

Sådan har vi alle lært replikkerne, for et ordentligt samliv mennesker imellem. Handlemønstre, der tilgodeser begge parter, respekten for det bestående, den igangværende leg og samtidig anerkendelsen og accepten af spillets foranderlighed.

Men nye vinde blæser fra blåstue pædagogikken til den geopolitiske dagsorden. Inklusion, rummeligheden med plads til dem, der ikke var med fra begyndelsen, den der ikke har fået de bedste kort på hånden, trænges i baggrunden af de stærkes nye mantra, - Behovsudsættelse.
I det nye udtryk ligger et krav om, at du skal udsætte dine behov, så vi kan kommer fremad, udvikle og vokse, og ikke igen og igen bremses af andres kritiske spørgsmål, ønsker om meddelagtighed, indflydelse eller de andres blotte trang til opmærksomhed.

Inklusion og omstillingsparathed er trængt i baggrunden. Er der nogle, der skal være omstillingsparate, må det være de andre. Jeg har jo også mine behov at tage vare på… UPS! Skrev jeg det?

Snart skal vi rumme alle, og det er en god øvelse i at kunne omstille sig, at bevæge sig og forandre sig, - men snart skal du også forstå at fylde lidt mindre, udsætte dine behov – det er faktisk også bedst for dig.

Det er videnskabeligt bevist. I 1960´erne beskrev en af psykologiens ”grand old men” Professor Walter Mischel et eksperiment, der senere er blevet kendt som Skumfidustesten. Et eksperiment, der beskriver vores tilværelse mellem forudbestemte dispositioner og vores vilje til at tage skæbnen i egen hånd.

I eksperimentet lagde forskerne en skumfidus foran en række børn, og det enkelte barn kunne nu vælge mellem at spise skumfidusen med det samme eller vente et kvarter og få to skumfiduser som belønning. Allerede 10 år efter kunne forskerne se tydelige ligheder mellem de små forsøgspersoners valg og den retning, deres liv havde taget sidenhen.

Men samtidig har andre eksperimenter også påvist, at når et barn bliver mødt og får opfyldt sine grundlæggende behov som kontakt, omsorg, mad, søvn og stimulation, bliver det gradvist i stand til at udsætte sine behov en smule.

Men så er det vel ikke behovsudsættelse alene, der gør det, men også behovstilfredsstillelse. Lukkede døre og isolationisme, gør måske nok den enkelte rig, men åbne arme og imødekommenhed gør os alle rigere.

Tak! Hvis du læste med til enden, og samtidig kunne modstå behovet for anden adspredelse. Jeg ville blot dele disse tanker med dig, i en undren over hvor hurtigt ord og dagsordner træder i stedet for de gamle. Jeg venter spændt på de nye ord, for behovet er der, når de gamle er slidt ned og ikke længere giver mening.


© Copyright 2021 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Nøgenhed
- Nøgenheden
- Danmark uden kirker?
- Maskespil?
- Herrens veje. Afveje. Digt og Virkelighed!
- Livets Skole
- Misvisende golfflag?
- Johannes Larsens Vej
- På sporet af den tabte tid
- Hva’ ska’ vi nu finde på?
- En aktuel politisk debat
- Efterår
 - Toppen af siden
© Copyright 2021 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 3761



Powered by Kjerteminde Avis :-]