Kærlighed

Søndag 17. september 2017 kl. 07:00

SØNDAG Mellem Os er den faste søndagsklumme i Kjerteminde Avis - den skrives på skift af præster i hele Kerteminde Kommune, denne gang af Sogne- og diakonipræst Anne Bundgaard Hansen, Kerteminde-Drigstrup

Åh nej, tænker du måske… Endnu en præst, der taler om kærlighed! Skulle vi ikke have noget mere alvor ind – ikke alt det der blødsødne fortærskede noget om, at vi alle skal være gode ved hinanden, når vi nu udmærket godt ved, at det kan vi ikke være! Der skal da være grænser for godheden, og hvis vi alle bare flyder ud over alle grænser med kærlighed og blødhed, ja, hvad bliver der så tilbage?

Og alligevel skriver jeg videre her om kærligheden. Måske fordi jeg blev lidt provokeret den anden dag, da én sagde til mig, at nu er kærligheden, nok også sådan et lidt fortærsket udtryk.

Jeg blev provokeret, fordi jeg tænker, der intet fortærsket er, når det handler om kærlighed. Kærligheden er i min optik – både som præst og som menneske – det som alting drejer sig om. Det er omdrejningspunktet for selve livet, og det som alt liv springer ud af.

Måske er det, fordi vi er vant til at snakke om kærligheden, som om den er sådan en blød plysbamse, som vi kan kramme og så ellers smide i et hjørne, hvis vi ikke lige gider den på dagen. Måske er det fordi, når jeg skriver kærlighed, så glider tankerne til en pladder romantisk film med smukke mennesker, der hele tiden erklærer deres kærlighed og ender med et gigantisk bryllup, hvor alle gør det rigtige og siger det rigtige.

Hvis vi tror, det er dét kærligheden er, og at vi kan bruge af den og smide den væk efter for godt befindende, ja, så kan jeg godt forstå, hvis der er nogen, der bliver lidt træt af kærligheden, og den erfares, som et noget fortærsket emne.

Nu er der bare det med kærligheden, at den har intet med bløde plysbamser at gøre – og faktisk heller ikke meget med opstillede kæmpebryllupper på amerikansk vis.

Jeg tror måske, at hvis vi havner der, hvor vi synes kærligheden er fortærsket, så er det, fordi vi har glemt, hvad kærlighedens væsen egentlig er.

Vi kan selvfølgelig også filosofere ganske meget over, hvad det nu er med den her kærlighed? Hvor bliver den af? – hvor gik den hen? – og hvad er det hele for noget, når den synes at lade vente på sig, eller den forsvandt i vasketøj, bleer eller den elskede måske er væk for altid? Det er i hvert fald dér, vi sidder nogen gange i livet og tænker ganske meget over kærligheden og kærlighedens væsen.

Nu er der det med kærligheden, at den kan vi ikke sådan for styr på. Den er netop hverken en blød bamse eller indeholdt i en romantisk film. Vi kan sidde og vente på kærligheden og lede efter den, men jeg tror egentlig først, vi erfarer den for alvor, når det går op for os, at den faktisk er meget anderledes, end det vi troede, den var.

For kærligheden har sit helt eget liv. Vi tror, den er en følelse, som vi skal jagte og opfyldes af. Men det er den bare ikke.

Kærligheden er noget helt for sig selv. Ja, der er følelser involveret, når den er på spil. Kærligheden kan i den grad give årsag til følelser. Og de følelser er mangfoldige og kommer til udtryk helt grundlæggende, som alt fra glæde, angst, vred og sorg. For kærligheden kan aktivere alle følelser i os. Og vi synes jo nok bedst om glæden. For det føles så godt. Men kærlighedens væsen er ikke en blød plysbamse. Nej, kærligheden er selve livets nerve og det som altid er på spil i mellem os og inden i os. Og derfor skubber den til alle følelser i os.

Så fortærsket kan den efter min bedste overbevisning ikke blive. For vi kan aldrig snakke for meget om kærligheden. For vi kan aldrig snakke for meget om det, der er på spil mellem os mennesker. Det er måske ikke altid ord der brug for, kærligheden kan udtrykkes på mange måder, men kærlighedens væsen bliver aldrig fortærsket, forældet eller for meget.
For kærligheden er noget for sig selv.

Den er, som Paulus skriver i det nye testamente: Tålmodig, mild, misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind, den gør intet usømmeligt og søger ikke sit eget. Den hidser sig ikke op og den bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, og den hører aldrig op.

Tro, håb, og kærlighed forbliver, og af de tre er kærligheden det største.

Når vi indser, at det er, hvad kærligheden handler om, så indser vi også, at den er hverken fortærsket eller en blød plysbamse.
Den er derimod dét, der kalder på liv og handling og alt, hvad vi har i os.

For størst af alt er kærligheden.

Flere nyheder i denne sektion:

- Nøgenhed
- Nøgenheden
- Danmark uden kirker?
- Maskespil?
- Herrens veje. Afveje. Digt og Virkelighed!
- Livets Skole
- Misvisende golfflag?
- Johannes Larsens Vej
- På sporet af den tabte tid
- Hva’ ska’ vi nu finde på?
- En aktuel politisk debat
- Efterår

Torsdag 25. april 2024 - Årgang 132, Nr. 4898 Skriv til os: info@kjavis.dk