Med Kerteminde i blodet

Fredag 28. juli 2017 kl. 07:47

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Med Kerteminde i blodet
Andresens butik lå på hjørnet af Langegade og Vestergade, hvor Nordfyns Bank nu har til huse. Foto: Emil Andresen

Med Kerteminde i blodet
Plakaten for Andresens Købmandsgaard er stort set fra dengang Søren Christesen var i Kerteminde. Foto: Emil Andresen
Kjerteminde Avis er blevet kontaktet af en ældre Odder-borger, Søren Christensen, der fortæller om et år i Kerteminde i hans ungdom, der har gjort et uudsletteligt indtryk på ham. Han vil meget gerne i kontakt med gamle bekendte, hvis det er muligt.

Søren Christensen blev udlært hos en købmand i Odder umiddelbart efter 2. verdenskrig.

– Det var en af de fine købmænd, fortæller han. – Og han havde kontakt til mange andre velansete købmænd, og han skaffede mig en plads som 1.-års kommis hos købmand Andresen i Kerteminde.
Søren Christensen var da 19 år, og det lød umiddelbart ikke særlig godt med en plads på Fyn, der jo var uoverskueligt langt væk fra Odder.

– Det eneste, jeg vidste om Kerteminde, var, at det lå frygtelig langt væk, siger han. – Han kom dog hurtigt til at holde meget af byen og han mindes stadig med stor glæde sin tid i byen.

– Kerteminde ligger jo fantastisk smukt. Det er et dejligt sted, og jeg fik lynhurtigt mange gode venner. Der var mange unge dengang, og jeg er ret udadvendt, så jeg lærte snart mange at kende.

Lang rejse
Søren måtte af sted på en lang rejse mod Nordøstfyn.

– Tænk på, at dengang rejste man ikke så meget, siger han. – Jeg havde fx aldrig været på Fyn. De færreste havde bil, og der var stort set kun toget, når man skulle længere væk. Søren rejste til Horsens og derfra med toget til Odense. Her skiftede han til toget til Kerteminde, og her landede han en dag i 1948.

– Jeg husker, at jeg delte kupé med nogle fiskere fra Bregnør, fortæller han. – Jeg lagde mærke til, at jeg overhovedet ikke kunne forstå, hvad de snakkede om. Bregnør havde sit helt eget sprog.

Andresens Købmandsgård var et stort foretagende med 12-15 ansatte og med et tydeligt hierarki. Der var 1.-årskommisen, 2.-årskommisen og 3.-årskommisen. Når man steg i graderne, blev man så kommis, og dem var der også flere af. Den øverste i den del af hierarkiet var 1.-kommisen. Chefen for hele foretagendet var købmand Otto Andresen, der i en periode også var borgmester i Kerteminde.

– Som 1.-årskommis havde jeg en brun kittel på, og jeg kom aldrig i butikken. Arbejdet bestod i at veje alle mulige varer af, fortæller Søren Christensen.

Stor virksomhed
Andresens Købmandsgård var en omfattende virksomhed med kolonial, isenkram, benzin, olie, korn- og foderstoffer.

En vigtig kundegruppe var landmændene, der kom kørende ind til byen i deres hestevogne. De satte sig ind i butikken med deres madpakker og købte måske en dram til. Så gik snakken om stort og småt.

Søren Christensen beretter, at der var andre unge i Andresens Købmandsgård og også i Muusgården i Præstegade.

– Vi delte et problem med dem i Muusgården, der også var meget tørstige. Øl, vin og spiritus var jo rationeret, så det fik vi ikke meget af. På samme måde var der rationeringsmærker på rigtig mange andre varer i butikken.

Medstifter af håndboldklubben
– Jeg spillede fodbold og kom med på det bedste hold i Kerteminde Boldklub. Det gav også mange venskaber, og så var jeg sammen med to betjente med til at stifte håndboldklubben.

– Men I har vel heller ikke en politistation mere? spørger Søren Christensen, og man kan høre, at han kender svaret.

– Kerteminderne var rigtig gode til at feste, husker han. – Vi tog på Pax ude ved Sydstranden og dansede. Derude havde de mange malerier af Johannes Larsen. Jeg fik også nogle tilbudt, men dengang havde man jo ikke mange penge mellem hænderne.

Jeg fik 625 kroner om måneden.

100 kroner om måneden for kosten
Søren boede på pensionat, der lå på Dosseringen hos en fru Nielsen. – Det var meget billigt og kostede 100 kroner om måneden, husker han.

Søren Christensen blev rigtig gode venner med en bagerfamilie i Fiskergade, hvor der var tre børn. En af dem, en datter, Jytte, var han en del sammen med, da han senere sprang soldat i København.

– Der var ikke noget kæresteri, fortæller han, men hun og en anden ung kvinde fra Kerteminde var med, når jeg og en ven gik i byen. Mange steder kunne man ikke komme ind uden at have en pige med.

Efter et år i Kerteminde gik turen videre til København, hvor han aftjente sin værnepligt. Derefter havde han nogle år i Svendborg, inden han vendte tilbage til Odder, hvor han siden 1963 har været selvstændig med en butik med legetøj.

På snakken med Søren Christensen, der nu er 89 år, kan man hurtigt høre, at han har fuldstændig styr på hele Kertemindes geografi. Gadenavnene husker han, men det kniber, når han bruger butikkerne fra dengang som landemærker. Rigtig meget er forandret, og en del af bekendtskaberne fra dengang er også forsvundet.

Kommer gerne igen
Det er 10-12 år siden, at Søren Christensen sidst var i Kerteminde,
– Men hvis min bil kan finde vej, så kommer jeg meget gerne igen, siger han. – Og særlig sjovt vil det selvfølgelig være, hvis der er nogle af dem, man kendte dengang, der stadig lever.

Minderne om Kerteminde blev genopfrisket, da Søren Christensen fornylig så en udsendelse i TV om Kerteminde. Han har siden fundet ud af, at der var tale om en genudsendelse, og at flere af dem, der blev interviewet i udsendelsen ikke lever mere.

– Men Kerteminde har altid været noget helt særligt for mig, og jeg vil meget gerne i kontakt med nogle af de gamle kertemindere, siger han.

Interesserede kan kontakte undertegnede på 20 32 53 40.


Kim Jørstad




© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Dødsfald
- Guldbryllup
- Kerteminde-person ny formand for Nyborg Voldspil
- Farvel til Mr. Kjerteminde Avis
- Den fødte optimist fylder 95 år
- Fødselsdag: 90 år
- Set gennem glasset: Frank Sander fylder 70
- Hyldest-dag for veteraner kom til Kerteminde
- Ny serie: Hvad skal fremtiden mon bringe?
- Vi løber for Gitte
- Anni Stilling fylder 70 år den 12. august 2017
- En mand, der sætter sig store mål
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 542



Powered by Kjerteminde Avis :-]