Kerteminde-dreng tæt på fodboldsensationen

Torsdag 20. juli 2017 kl. 10:16

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Niclas Vemmelund og hans irske klub Dundalk måtte se sig slået til sidst, da de bød norske Rosenborg med Niclas Bendtner op til dans i Champions League-kvalifikationen.

Det lignede et overraskende avancement, da Dundalk kom foran i onsdagens kamp mod storfavoritterne fra Rosenborg, men i sidste ende gik den ikke. Niclas Vemmelund, der er født og opvokset i Kerteminde, og hans irske holdkammerater tabte i forlænget spilletid til nordmændende.

Selvom Vemmelund var skuffet efterfølgende, var han imidlertid glad for sit holds flotte præstation.

- Jeg syntes, at vi gjorde det rigtig godt mod et hold, som nok er et top 5-hold i Skandinavien. De har et stort budget, mange erfarne spillere og enkelte landsholdsspillere. Med lidt held var vi også gået videre, for vi havde nogle muligheder for det, og jeg synes, at vi lukker et dumt mål ind i første kamp. Alle løfter deres niveau, når man spiller de her kampe. Det sker ret automatisk, i og med at tempoet er et andet. Men holdet gjorde det rigtig godt, og gjorde hvad de kunne, skriver fynboen i en mail til Kjerteminde Avis efter kampen, efter at han og resten af holdet er landet hjemme i Irland igen.

Direkte duel med Bendtner
Niclas Vemmelund er i gang med sin anden sæson i den irske liga, hvor han nu spiller for topholdet i byen Dundalk nær grænsen til Nordirland.

Hvor han tidligere gjorde sig på højrebacken, er han siden blevet flyttet ind i det centrale forsvar, og det betød i kampen mod Rosenborg en direkte duel med landsholdspilleren Nicklas Bendtner.

Det kunne umiddelbart lyde som en stor mundfuld, men Vemmelund slap faktisk godt fra det og fik ros fra mange sider efter kampen for sin indsats.

- Det er altid sjovt, når jeg ikke spiller mod andre danskere i Irland, at komme overfor både Bendtner og Mike Jensen (midtbane, tidligere Brøndby IF, red.), som har landskampe på cv'et, med Mike som anfører og Bendtner, der har et fantastisk CV og er en stor spiller i dansk fodbold, især gennem landsholdet, skriver danskeren.

Med 1-1 på hjemmebane, hvor holdet ellers var foran, røg holdet ud efter 2-1 i Trondheim. Her var Dundalk ellers foran på ny, men efter 1-1 i ordinær tid tabte irerne på et norsk mål i overtiden. De faldt dermed med ære, mens Vemmelund snævert missede endnu en flot Europa-kampagne.

Da den 24-årige forsvarer, der også har været forbi svensk fodbold og tidligere har været i blandt andet OB og FC Fyn, var i islandske Stjarnan tilbage i 2014, gik alt nemlig op i en højere enhed. Foruden at klubben i den sæson tog sit første og hidtil eneste mesterskab, så slog man også som det første islandske hold nogensinde hele tre modstandere ud af en europæisk turnering.

Inter en sjov oplevelse
Foruden walisiske Bangor City FC gik det ud over skotske Motherwell og polske Lech Poznan, hvor især sidstnævnte var store favoritter. Efterfølgende blev det til nederlag mod de italienske giganter fra Inter, men nederlaget mod Rosenborg gør nu lidt mere ondt.

- Inter var en sjov oplevelse, men vi vidste jo nok godt, at vi ikke kunne vinde. Mod Rosenborg kan man godt sidde efterfølgende og være skuffede, fordi det chancemæssigt var meget lige, lyder det slutteligt fra Niclas Vemmelund.

Han og holdkammeraterne kan nu rette fokus mod ligaen, hvor holdet ligger solidt placeret på en 2. plads med totredjedele af sæsonen spillet. Men selvom det ikke blev blev til samlet sejr mod Rosenborg, så har Vemmelund, resten af holdet og den lille by i det irske for altid Rosenborg-kampene at snakke om, for hvis nu bare nordmændende ikke havde udlignet i den første kamp.

NTM


© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Lokal dommer nomineret til Fyns bedste
- Billedgalleri: Oldboys landsholdet slog KB
- Kertemindere vandt Gold Cup
- Volley stævne dropper måske Kerteminde
- Beach Volley-stævne indtager Kerteminde
- Kerteminde-dreng tæt på fodboldsensationen
- Åbent Hus – kajak er for alle
- Tennissportens Dag i Kerteminde Tennisklub
- Træt af at tabe
- Kerteminde mødte Fyn 2 på en solskinssøndag i maj
- Jyderne var for gode
- I kvartfinale mod OL-guldvinderen
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 133



Powered by Kjerteminde Avis :-]