Min barndoms jul

19. december

Mandag 19. december 2016 kl. 08:00

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

19. december
Min barndoms jul : 19. december
Min barndoms jul er Kjerteminde Avis' julekalender. Den vil bestå af juleopskrifter og fortællinger fra julens gemmer. I dagens låge og altså den nittende i kalenderen, skal vi høre om en jul på Bornholm hvori der indgår en rigtig nisse! Steen Ørsted fortæller:

For mange år siden, da jeg var en lille dreng på fem år, skulle min familie holde jul - ikke i Holbæk, hvor vi ellers boede, men på Bornholm på Sjellegård, som min far kendte indehaveren af. Meget er gået i glemmebogen, men flere ting husker jeg ganske tydeligt. På grunden tæt ved gården var der en lille sø med en ø i midten, og
der var også en lille fladbundet robåd, så man kunne ro rundt om øen. Jeg husker det som noget stort, at min søster og jeg fik lov til at ro rundt i den helt alene, når det passede os, bare vi var sammen. Jeg tænker nu, at søen måske kun har været en halv meter dyb.

Aftenen før juleaften kom dyrlægen på besøg, for der var en ko, der skulle kælve. Vi var alle sammen ude i kostalden for at følge med i processen. Kalven lå ikke, som den skulle med hovedet forrest, men modsat. Jeg husker tydeligt, at dyrlægen smøgede sit hvide skjorteærme op helt til skulderen og stak armen dybt ind i koen, og da den kom ud, havde han to kalvebagben i hånden. Han forsøgte at trække kalven ud, men den ville ikke med, så efter nogle forsøg blev der bundet et reb om kalvens ben, og de voksne mænd halede i
rebet, mens koen, som var tøjret stod og brølede. Pludselig sagde det svup, og en lille slatten, våd og fedtet tyrekalv kom ud og landede i en halmballe bag koens bagben. Den var helt slap og ikke til så meget, men den fik en bås, hvor den kunne komme sig. Så kunne vi gå derud næste dag.

Jeg var tidligt oppe næste morgen og ude i stalden og se til kalven. Den stavrede allerede rundt på fire ben, så jeg gik ind til den og snakkede og kælede med den. Pludselig stangede den mig i maven, så jeg forbavset satte mig på enden. Jeg ved ikke, hvor den vidste det fra, men den var helt klar over, hvad de små buler, den havde i panden var beregnede til. Jeg var ude hos den hver dag, mens vi var der, og vi blev rigtig gode venner, selvom den stangede lidt en gang imellem. Den skulle jo øve sig, så den kunne være klar til livets kampe, når den blev stor.

Hvordan juletræet så ud, og hvad vi fik at spise, er væk, men jeg husker krystalklart én af mine julegaver. Det var en stavlygte, der kunne lyse både hvidt og rødt og grønt. Den kunne lyse uendelig langt, og det var fuldstændig magisk at rende rundt ude i mørket, mens det sneede og lyse på alt muligt. Jeg havde den også med i seng, og ved dens hjælp studerede jeg under dynen en Tarzan malebog, jeg også havde fået. Så jeg er helt sikker på, at en lommelygte med flere farver er den allerbedste gave, en lille dreng eller pige kan få. Husk det forældre, hvis I ikke kan finde på noget.

Men allerede inden, vi skulle spise og danse om juletræet og have gaver, skete det allervigtigste den jul. Oppe på høloftet boede en nisse, og han skulle selvfølgelig have et stort fad risengrød, som fruen på gården havde lavet. Vi skulle alle sammen med - undtagen manden på gården, som var ude og passe dyrene, men han havde jo også set ham så mange gange. Konen med grøden gik foran opad stigen med mig og min søster lige i hælene. Hun gik ind på høloftet, men vi børn skulle blive stående på stigen og kigge ind derfra, for nissen var bange for mennesker, og især nogen han ikke kendte. Grøden blev sat henne ved en høstak, og pludselig - ja jeg lyver ikke - så vi alle sammen en arm i et rødt ærme blive stukket frem og hive grøden ind bag høstakken. Herefter kunne vi høre skeen, der gik og smaskelyde og "uhm" og "ah" og den slags. Efter et stykke tid kom et ordentligt "Bøvs", og nu så vi igen fadet blive skubbet frem. Det var helt tomt. Og så skete det, som næsten var et mirakel, og som det kun er forundt ganske få at opleve. Nissen stak hovedet frem og sagde de ord, jeg ikke glemmer - nemlig: "Tak for grøden". Han havde en rød hue på og halvlangt hvidt skæg.

Synet af ham varede kun ganske kort, for han var jo temmelig sky og hurtigt omme bag høstakken igen, men det brændte sig fast på nethinden, og den dag i dag tvivler jeg ikke et sekund på, at nisser virkelig findes. For hvis man ikke kan tro på dét, man har set med sine egne øjne, - hvad kan man så tro på?

Glædelig jul fra Steen Ørsted, Vestergade 55

© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Eventyrernes konge
- 24. december
- 23. december
- 20. december
- 19. december
- 18. december
- 17. december
- 16. december
- 14. december
- 12.december
- 11. december
- 10. december
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 514



Powered by Kjerteminde Avis :-]