Hindsholm klar til årets høstmarked

Mandag 22. august 2016 kl. 09:38

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Hindsholm klar til årets høstmarked

Fin opbakning til årets Høstmarked i Mesinge på Hindsholm

Der bliver mulighed for at besøge 18 stader ved det store høstmarked, som lokalråd og beboerforeninger på Hindsholm afholder søndag den 4. september ved Mesinge Kirke.

- Det er flere end sidste år, så alt tyder på at Hindsholmerne fortsat bakker fint op bag initiativet, siger Steen Hjorth som talsmand for arrangørerne. - Vores idé med at samle de professionelle, vejboderne og hr. og fru Hindsholm har vist sig at være god og hvis man lægger vejen forbi Mesinge i tidsrummet 10 til 15 skal man huske den store indkøbskurv, for der er virkelig mulighed for at gøre gode og lækre indkøb.

Og man kan virkelig vælge blandt mange lækkerier. Hindsholmgrisen, Nybro Frugt og Sybergkvæg er alle med på markedet. Hindsholm Gårdbutik og andre vejboder møder op og sidst men ikke mindst møder flere private op og sælger deres overskud fra haverne - i rå eller bearbejdet tilstand.

Høstgudstjeneste
Igen i år har de morgenfriske mulighed for at starte dagen med en gudstjeneste i Mesinge Kirke, hvor høstsalmerne ledsages af spillemandsmusik og man kan lytte til Hindsholmkirkernes børnekor. Gudstjenesten starter kl. 9 og forrettes af Rikke Aagaard Nielsen.

Kagekonkurrence
- Vi ved af erfaring, at der rundt omkring på Hindsholm, er mange dygtige kagebagere, lyder det fra arrangørerne, - og dem opfordrer vi til at bage en flot kage, hvori der indgår ingredienser fra Hindsholm - og de kager, vi har modtaget kl. 13, deltager i konkurrence, hvor præmien er en flot købmandskurv fra "Min Købmand" i Mesinge.

De besøgende på markedet får efterfølgende mulighed for at smage de flotte kager sammen med en kop kaffe.

- Vi glæder os endnu engang til at præsentere Hindsholm fra sin allerbedste side, slutter Steen Hjorth - og vi håber at rigtigt mange vil lægge vejen forbi markedet - både for at få fingre i de lækre varer fra Hindsholm, men også for at opleve stemningen og fællesskaber blandt beboerne i de levende landsbyer på Hindsholm.

© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Hindsholm Høstmarked blev igen et tilløbsstykke
- På tur med de lokale i Salby
- Fioniapenge til legemiljø i Mesinge
- I Mesinge spiser de sammen........
- Så skal Hindsholm gøres forårsklar
- Klar til den årlige affaldsindsamling i og omkring Mesinge
- Lokalråd holder generalforsamling
- Julelyset over Hindsholm
- Flaget vejrer over Midskov
- Vådt høstmarked på Hindsholm
- Hvem skal være årets kagebager på Hindsholm?
- Hindsholm klar til årets høstmarked
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 603



Powered by Kjerteminde Avis :-]