Hvilken lederstil ønsker vi?

Et lille historisk perspektiv på lederstil følger her. Det er faktisk interessant at se de forskellige måder at være præsidenter, statsministre og borgmestre på.

Jeg er født i 1959 og kan udmærket godt huske den tids ledelsesstil.
Den velkendte pyramide illustrerede fint, hvordan lederen sad øverst oppe; der var koldt på toppen. Medarbejderne blev stille når han kom ind i rummet.

I skolen hed læreren kun sit efternavn, vi sagde 'De' og rejste os, når han kom ind, og vi var bange for hans autoritet og magtmidler.

Der var langt fra toppen til bunden, og lederen beskæftigede sig ikke med, hvad folk i bunden mente. Til gengæld var der ro, fordi folk følte sig beskyttet af pyramidens tydelige signaler; fuldstændig som en flok får eller heste der er afhængige af en stærk leder, som tager ansvar for at rollerne opretholdes. Hoppen sørger for, at flokken får mad, og hingsten banker individerne på plads, hvis de afviger. Sådan.

Så kom oprørenes tid; ungdomsoprøret, kvindeoprøret, oprøret fra de svage, fra bunden og fra midten. 1960-70'erne var en tid præget af uro og forandring. Vores lærere hed nu Inge og Per og spurgte ind til, hvad vi mente om dit og dat, og vi måtte gerne sige 'du' til dem. Vi følte os hørt, vi var pludselig betydningsfulde ,og skoledagen og livet i samfundet fik pludselig en dybere mening.

Lederne rundt omkring blev lige med deres medarbejdere; de mødtes efter arbejde til grillaftner og bowling. Det føltes som en stor omvæltning, og det virkede som om, det var vanskeligt for mange at håndtere den frihed, der pludselig opstod ved den flade struktur og de konfronterende dialoger.

Ulempen ved dette penduludsving viste sig så senere at være en tendens til handlingslammelse, fordi konceptet kom til at gå ud på at snakke sig til enighed om alt, det vil sige endeløse møder og knap så meget fokus.

Så nu står vi idag med to muligheder:

- Enten kan vi tage det bedste fra begge måderne at lede på: konstruktivt.

- Ellers kan vi fortsætte med at lade pendulet svinge og gå tilbage til det forrige penduludsving: pyramiden.

Den konstruktive leder er bevidst om at tage ansvaret for, hvordan man sætter rammerne, så man skaber tryghed, som vi kendte i 1950'erne.

Den konstruktive leder er også bevidst om, at vi alle er ligeværdige som i 1970'erne, og at det er mennesker og menneskers sager, der er i centrum.

Den konstruktive leder er bevidst om, at når folk føler sig hørt, skaber det engagement, og man oplever glæden og styrken ved at løfte i flok.

Men desværre er der nogen i dag der vælger den anden vej; nemlig tilbage til pendulets udsving, tilbage til de autoritære magtmidler, tilbage til ensomhedens tinde.

Spørgsmålet er:

Hvilken lederstil vælger vi egentlig?

Maria Steffensen