Fortsat noget for sukkertanden i Kerteminde

Lørdag 14. oktober 2017 kl. 09:50

Fortsat noget for sukkertanden i Kerteminde
Bolcherne udskæres med stor hast hos bolchepigen Hanne Lindegaard, der ikke lukker butikken foreløbigt. Foto: Niki Treumer Mogensen.

Fortsat noget for sukkertanden i Kerteminde
Siden juni har Bolchepigen ligget i Kertemindes Centrum. Foto: Emil Andresen.
Sommeren er ovre og byens mere sæsonprægede butikker er lukket. Men hos Bolchepigerne kan man året ud fortsat mæske sig.


Går man rundt i Kertemindes gader høres fortsat fra tid til anden samtaler på andre sprog end dansk, men der bliver længere og længere mellem dem.

Sommersæsonener og tiden med flest turister i byen er nemlig bag os, og det kan mærkes på butikkerne i byen. Først var det Boris Fisk ved Jollehavnen, der lukkede for sæsonen, siden Vaffelhuset i Trollegade, og den Italienske Isbutik regner med at have sidste åbningsdag i 2017 i denne weekend for først at åbne igen i marts - ligesom de andre.

Dertil er vel efterhånden alle byens andre ishuse også lukket - den ved minigolfbanen er også på vej - men de sukkerglade kan glæde sig over, at i hvert tilfælde ét sted ikke lukker foreløbigt, nemlig Bolchepigen ved rutebilstationen.

- Nej nej, vi lukker ikke nu her, for julen er en af vores bedste perioder, fortæller Hanne Lindegaard fra pladsen bag disken, mens bolcherne bliver skåret ud i stor hast.

Butikken kom til byen i juni efter tidligere at have ligget i Kværndrup og på Langeland. Men også for bolchepigerne bliver det dog til ferie på et tidspunkt.

- Vi lukker ned i januar. Det gør vi altid, så skal der slappes af, og jeg skal ud og rejse, lyder det til slut fra slikmor.

NTM