Fredsvalg til ældrerådet

Tirsdag 3. oktober 2017 kl. 09:04

Fredsvalg til ældrerådet
Jens Arne Hansen havde gerne set nogle flere kandidater til det nye ældreråd.
Social- og sundhedsudvalget besluttede mandag den 2. oktober at anbefale, at valget til ældrerådet bliver et fredsvalg, hvilket vil sige, at der ikke bliver tale om et egentligt valg.

– Ni kandidater meldte sig til det ældreråd, der træder i funktion ved årsskiftet.

- Det er, hvad der skal være i rådet, og de har i mindelighed aftalt, at en af dem skal være suppleant, fortæller Jens Arne Hansen (A), der var formand ved Social- og sundhedssudvalget ved mødet den 2. oktober. Udvalgsformand Marianne Machon var syg.

Den endelig beslutning ligger i byrådet, understreger Jens Arne Hansen.

– Personligt synes jeg, at det er trist, at der ikke var flere kandidater, tilføjer han og fortsætter:

– Vi er en af de kommuner med forholdsvis flest ældre, og det havde da været godt med et rigtigt valg mellem mange kandidater. Det er rigtig mange gode folk, der har meldt sig, men det er fx ikke godt, at der ikke er en eneste fra den tidligere Langeskov Kommune i blandt dem. Som det er nu, kommer de alle fra Kerteminde eller Munkebo.

Også den afgående formand for Ældrerådet Ane Sofie Andersen Hjorth ærgrer sig:

– Jeg synes, at det er ærgerligt, at der ikke er flere, som har lyst til at være en del af det ældrepolitiske arbejde, siger hun.

- Det er Ældrerådet, som skal høres, og det er Ældrerådet som har mulighed for en dialog med både embedsfolkene og politikerne.

– Men ellers er jeg da sikker på, at det er de absolut 9 bedste til opgaven som fra 1/1 udgør Ældrerådet.

Kim Jørstad