Enhedslisten: Handicaprådet må i gang med arbejdet igen

Torsdag 28. september 2017 kl. 13:26

Enhedslisten: Handicaprådet må i gang med arbejdet igen
Jutta Lundquist, Enhedslisten, vil have Handicaprådet gjort arbejdsdygtigt igen
Byrådsmedlem Jutta Lundquist Nielsen (Ø) er meget utilfreds med, at handicaprådet bliver forhindret i at arbejde på grund af nogle lokale vedtægter.

- Det er meget utilfredsstillende, at Handicaprådet ikke kan arbejde, siger byrådsmedlem Jutta Lundquist Nielsen, der er medlem af rådet.

– Det er et lovpligtigt råd, og vi har et råd med 10 medlemmer, der rigtig gerne vil gøre en indsats. Vi skulle have møde i dag den 28. september, men vi har fra kommunaldirektøren og kommunens jurist fået at vide, at rådet ikke er beslutningsdygtigt, fordi formand Ina Eliasen og næstformand Marianne Machon er sygemeldte.

- Formand Ina Eliasen har trukket sig som formand, og vi vil gerne vælge en ny formand, så vi kunne komme i gang med arbejdet igen, siger Jutta Lundquist.

– Der sidder mange dygtige folk i rådet, og det er rigtig skidt, at de ikke kan få lov at arbejde.

Problemerne bunder i, at de lokale vedtægter for Handicaprådet, siger, at rådet ikke er beslutningsdygtigt, hvis formand eller næstformand er forhindret i at deltage. Men de vedtægter der almindeligvis gælder på landsplan siger, at rådet er beslutningsdygtigt, hvis et flertal af medlemmerne i rådet er til stede.

– Jeg mener, at det ikke er rimeligt, at et lovpligtigt råd på den måde bliver forhindret i at arbejde, og jeg har i side at gå videre med sagen, fastslår Jutta Lundquist.

Fredag kan borgmester Hans Luunbjerg derfor se frem til et møde med hende om situationen.


Kim Jørstad