HÅNDBOLD - 3. DIVISION

Imponerende sejr i comebackkamp

Søndag 24. september 2017 kl. 20:14

Imponerende sejr i comebackkamp
Målmand Martin Hansen (blå trøje) spillede endnu engang en fremragende kamp i KH's mål. (Foto: Steen Sørensen)

HÅNDBOLD - 3. DIVISION: Imponerende sejr i comebackkamp
Teis Bro virkde skarp både i forsvar og angreb, da KH nedsablede Rødby. (Foto: Steen Sørensen)
Der var klasseforskel, da Kerteminde HK tævede Rødby i søndagens håndboldpremiere i 3. division. Der var mange store præstationer, men målmand Martin Hansen var outstanding.

Kerteminde HK – Rødby 35-18 (15-9)

Stillinger undervejs: 3-3, 8-4, 13-8, 17-10, 21-12, 28-13.
Målscorere: Thomas Bo Danielsen 7, Mikkel Schmidt-Nielsen 7, Claus Baslund 5, Teis Bro 5, Rasmus Bøye 3, Nicklas Bakkely 3, Sebastian Java 2, Kristian Nygaard 1, Stefan Egehøj 1, Jens Møller 1.
Udvisninger: KH 4, Rødby 2.
Kampens spiller: Martin Hansen

Søndag var den store comebackdag i Kerteminde Hallen. Først og fremmest var der comeback til divisionshåndbold for Kerteminde HK’s håndboldherrer, og derudover var der gensyn med stadionspeaker Willy Olsen, som har sagt ja til at vende tilbage til mikrofonen.

Festen var ikke længe om at blive skudt i gang. Stadionspeakeren havde netop ønsket velkommen til 3. division, før Claus Baslund på dagens først skud hamrede bolden i kassen til 1-0. Så var Kerteminde for alvor tilbage i 3. division, og det skulle vise sig at blive noget nemmere end forventet.

Målbart
Trænerteamet havde på forhånd vurderet, at netop premierekampen mod Rødby var en kamp, som KH skulle måle sig på. Forstået på den måde, at holdet fra Sydhavsøerne var regnet for at være en modstander på nogenlunde samme niveau som KH’s nyoprykkere.

Hvis det er tilfældet, så var det godt nyt for Kerteminde. Lollikerne blev blæst ud af Kerteminde Hallen og måtte rejse hjem med en gedigen endefuld på hele 35-18. Et resultat der var et pænt stykke over det forventede. Det var et imponerende resultat for KH. Der var klasseforskel på de to mandskaber – men man gør nok klogt i at tage resultatet med et gran salt. Dels var det et 3.-hold, KB mødte, og dernæst mødte Rødby op i en noget miserabel forfatning. Udskiftningsbænken bestod af bare to spillere. En målmand, der slet ikke kom på banen, samt en markspiller, der blev skadet efter ganske få minutter. Der var kvalitet over målmand Michael Pedersen og til dels de to langskytter Anders Nissen og Tobias Larsen, men ellers lignede Rødby et hold, der får mange klø i 3. division.

Fantommålmand
Der skal dog ikke sættes fingre på KH’s præstation. Den var på flere måder fremragende – og samtidig lovende for den videre færd i 3. division. Der var flere ting, der var velfungerende. Forsvaret stod godt, men først og fremmest leverede målmand Martin Hansen en formidabel indsats. Han var i perioder en unedbrydelig mur, som modstanderne ikke kunne passere, uanset hvilke skudvarianter, de gjorde brug af. 13 redninger i 1. halvleg og 11 efter pausen, indtil han under stor bifald blev taget ud med 10 minutter tilbage. Det aftvinger stor respekt, at ”Hansen” – i en ganske moden alder – kan blive ved med at udvikle og forbedre sig.

Det fremragende målmandsspil skabte gode betingelser for KH’s hurtige kontrafase, som er holdets varemærke. Næsten inden Martin Hansen havde reddet et skud, hørte man træner Jens Bøyes ordre fra bænken om ”løb, løb, løb!” i kontrafasen. Det virkede! Der blev lavet fremragende kontramål, hvor gæsterne slet ikke kunne følge med og blev totalt udstillet. Mikkel Schmidt-Nielsen var ofte drivkraften i kontraløbene, og Thomas Bo Danielsen og Rasmus Bøye afslutterne. Men det vigtigste var, at alle mand deltog. Det viste også noget om KH’s overlegenhed, at Rasmus Bøye kunne ”nøjes” med at score tre gange i en kamp, hvor holdet scorede 35 mål.

Fysisk overlegne
KH har styrketræner meget i opstartsfasen. Det kunne ses. Spillerne virkede stærkere og mere fit. Man lagde mærke til en Teis Bro, der var endnu skarpere i både forsvar og angreb, end man har set længe.

Selve kampforløbet viste også, at KH’ernes fysik var overlegen. Rødby fulgte med til 5-3, så trak hjemmeholdet fra. 15-9 ved pausen indikerede, at oprykkernes sejr ikke kunne komme i fare. I 2. halvleg blev forskellen endnu mere udtalt. Rødby løb tør for ressourcer i takt med, at KH kunne fortsætte i samme gear. I en håndevending kom værterne foran med 10, og det hele endte i noget, der godt kunne kaldes legestue. Højdepunktet var scoringen til 22-12 midt i halvlegen, hvor Rasmus Bøye lavede et af sine finurlige mål efter et præcist vip fra Mikkel Schmidt-Nielsen.

En 17-måls sejr til en oprykker i en premierekamp er ikke hverdagskost i håndboldens 3. division, så det var naturligvis en rigtig god dag for Kerteminde HK. Samtlige markspillere kom på scoringslisten, og jubelen blandt de 250 tilskuere var stor, da det lykkedes for Stefan Egehøj at score et debutantmål med syv minutter tilbage.

Begge ben på jorden
KH’erne var naturligvis glade for den flotte sejr – men man anede, at de ikke helt kunne forstå, det var gået så let og smertefrit. Fantommålmand Martin hansen var som sædvanlig beskeden og ydmyg med hensyn til sin egen indsats, men han fremhævede, at den megen styrketræning havde gjort ham godt.

- Det gik vel meget godt. Det var i hvert fald ikke dårligere end i sidste sæson. Vi havde jo snakket om, at vi kunne måle os med Rødby. I så fald var det lidt skuffende, hvad de kom med, men vi går stadig efter en midterplacering, sagde den dygtige målmand.

Træner Rasmus Bøye spillede ikke den hovedrolle på banen, som han normalt gør, men han ville dog ikke være med til at kalde det en halv fridag. Han slog fast, at hans rolle på banen i premierekampen var at spille de andre gode, så alle kom i gang.

- Vi vidste ikke noget om, hvad Rødby kom med. Nu kom de med syv markspillere, derfor var det vigtigt for os at holde vort eget fokus, og det synes jeg, vi gjorde, roste den spillende træner.

Rasmus Bøye var ikke i tvivl om, hvad han var mest tilfreds med i premieren.

- Vi spillede nok vor bedste forsvarskamp i vores tid. Det betød, at Martin (Hansen, red.) fik gang i det gode målmandsspil, og det skabte basis for vort kontraspil, som er så vigtigt, lød trænerens analyse.

Rødby var ikke nogen skræmmende modstander. Men det var en fremragende premierepræstation af Kerteminde HK. Det var holdets 21. turneringssejr (!) i træk. Det er i sig selv imponerende. Desuden kunne det ses, at KH har forbedret sig på flere parametre. Alligevel virker det fornuftigt, at trænerteamet fastholder, at målsætningen er at overleve i 3. division. Efter dagens opvisning skal det blive ekstra spændende at følge overlevelseskampen.

Se billedserie på følgende link:

Your text to link...

-e.
(eigil53@live.dk)