Den redaktionelle produktionsstøtte er nu endeligt fordelt

Fredag 31. marts 2017 kl. 09:45


10,5 mio. kr. blev holdt tilbage i denne runde af Mediestøtteuddelingen, ligesom man plejer at gøre. Uddelingen er nu komplet, og Kjerteminde Avis fik i sidste runde udbetalt 5.818,91 kr.

Mediestøtten for 2017; tilskud til redaktionel produktion, er nu fordelt. Kjerteminde Avis har derfor alt i alt for 2017 modtaget 166.857,41 kr.

Støtten til den redaktionelle produktion baseres på lønudgifter til medarbejdere, der udfører journalistisk arbejde. For at opnå mediestøtten skal et medie som minimum have en ansvarshavende redaktør samt kunne mønstre tre årsværker. Her lever Kjerteminde Avis ikke helt op til kriterierne, da man kun har 2,5 årsværker.

- Men på Kjerteminde Avis har vi en joker, udtaler redaktør Rikke Mohr Jørgensen. - Man kan også vælge at kalde ham et trumf-kort, nemlig Svend Novrup, der er fungerende kulturredaktør.

Svend Novrup har gennem mange år arbejdet på frivillig basis for Kjerteminde Avis, og han udgør det halve årsværk der gør, at avisen kan opnå mediestøtten. - Vi må hvert år søge om dispensation, men med Svend i baghånden er dette ingen sag, slutter Rikke Mohr Jørgensen.

Ved den endelige fordeling bliver Jysk Fynske Medier største modtager af mediestøtte med 71,4 mio. kr. fordelt på ti medier, mens JP/Politikens Hus modtager 59,4 mio. kr. fordelt på fem medier.

Kilde: Danske Medier