Skumringsaften i Birkende

Tirsdag 1. november 2016 kl. 10:00


Den 20. sæson med "Skumringstid" fejres mandag den 14. november kl. 19.00 i Birkende Kirke og Hans Tausen Centret.

Temaet i år er ”Fremtiden i Norden” med oplæsning fra bogen ”Vandets Vogter” af den finske forfatter Emmi Itäranta.

Verdenen er ved at løbe tør for vand. Menneskeheden har været udsat for en voldsom katastrofe – en eller anden klimaforandring, som man ikke ved ret meget om, for næsten al viden om fortiden er gået tabt. Det eneste, der vækker minder om forgangne tider, er stumper af den gamle teknologi, der ligger begravet på lossepladsen, og de dagbøger, som ”temestrene” har ført op gennem flere generationer. Alle i den lille landsby højt mod nord mærker, hvad katastrofen har medført: Der er ikke vand nok.

Vi får besøg af den lokale miljøvejleder Pernille Schriver, der ud fra aftenens tekst fortæller om fremtidens miljøproblemer. Desuden kan man glæde sig til at høre en fantastisk musikalsk underholdning af sopranen Kiki Brandt og pianist Kamilla Sørensen. Alle er velkomne.
Arrangører: Marslev-Birkende Menighedsråd og Foreningen NORDEN i Langeskov