Valgmøde til fem stjerner

Onsdag 25. oktober 2017 kl. 09:56

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Valgmøde til fem stjerner
Kerteminde Boldklubs lokale var fyldt til sidste stol. Foto: KJ

Valgmøde til fem stjerner
Valgmøder har ry for at være uendelig snak og åbne skænderier mellem de politiske kandidater. Det omdømme blev gjort til skamme ved et meget konstruktivt møde mellem politikere og repræsentanter for fodboldklubber m.fl. hos Kerteminde Boldklub tirsdag den 25. oktober.

Om det var de danske bøffer med bløde løg, der blev serveret til mødedeltagerne inden valgmødet, eller om det var den tætte stemning af at komme hinanden ved i et lokale, der var fyldt til bristepunktet, er umuligt at sige, men i hvert fald var valgmødet præget af en fordragelig og konstruktiv stemning.

Et halvt hundrede deltagere må være taget hjem efter mødet med en oplevelse af, at politikere og foreninger gerne vil noget sammen.

Utraditionelt begyndte mødet med en kort præsentationsrunde også blandt publikum. Den afslørede, at der naturligvis var en del kandidater og partisoldater med ved mødet, men at der også var repræsentanter fra mange klubber i hele kommunen.

Lad os mødes noget oftere
Valgmødet var så konstruktivt og positivt, at Thinne Nielsen, den radikale repræsentant i panelet, følte sig inspireret til at foreslå, at man afholdt foreningskonferencer mindst en gang om året i stedet for kun at mødes hvert fjerde år før hvert valg.

Politikere og foreningsfolk var ikke nødvendigvis enige om det hele, men politikerne var alle ivrige efter at fortælle om, hvor højt de respekterer det frivillige arbejde. Fra foreningernes side gav mange udtryk for, at de var glade for den anerkendelse, og at den ville de gerne have mere af.

Pernille Swain fra Socialdemokratiet mindedes fx, hvor meget det havde betydet i Munkebo Gymnastikforening at få et brev fra kommunen, hvor man sagde tak for indsatsen.

Hun erkendte, at portoen er steget siden da, men mente, at der måske alligevel kunne blive råd til et lignede brev en gang imellem. Det blev der grinet lidt af, men den alvorlige side af sagen var, at flere af politikerne efterlyste svar på, hvordan de kan udtrykke deres anerkendelse konkret. Svaret var fra de frivilliges side, at anerkendelsen ligger i, at kommunen sørger for gode faciliteter.

Politikerne skal prioritere
Viljen til at sikre de optimale faciliteter er der tilsyneladende også fra politisk side, men igen og igen mindede politikere som Hans Luunbjerg (V) og andre om, at Kerteminde Kommune bruger sin serviceramme fuldt ud. Nye udgifter kræver derfor tilsvarende besparelser.

Samme synspunkt gav Jesper Hempler (SF) udtryk for i en kommentar til Thomas Lindevang, den konservative repræsentant, der skosede andre politikere for at sige et og gøre noget andet.

– I det seneste budgetforlig satte vi penge af til en ny daginstitution i Munkebo, til renovering af Langeskov Skole og til et bibliotek i Langeskov, sagde Jutta Nielsen fra Enhedslisten.
-Det er også vigtige ting, og i den sidste ende handler det altid om benhård prioritering, når der ikke er mange penge at tage af.

Mødet var næsten helt befriet for politiske slagsmål, fordi politikerne var rørende enige om at rose det frivillige arbejde og at understrege, at pengene er små, og at alt derfor ikke kan lade sig gøre.

Borgmester Hans Luunbjerg var dog meget tæt på at stille en længe ønske kunstgræsbane i udsigt i den kommende valgperiode.

Thomas Lindevang fra Konservative brød linjen lidt ved at minde sine politikerkolleger om, at der skal investeres i foreningslivet, også for at tiltrække nye borgere til kommunen. Sparer man for voldsomt, mister man tiltrækningskraften i forhold til nye borgere, og så bliver økonomien endnu værre.

Gode idéer
Små krusninger var der således på overfladen, men mødet vil måske især blive husket for de gode idéer, der blev fremført, og som politikerne greb i luften og formentlig vil arbejde videre med.

Jan Aarenstrup, formand for Kerteminde Boldklub, kunne fx fortælle om et columbusæg, der er lagt i Nyborg. Her sørger kommunen for, at foreningerne har én indgang til kommunen, og at en forening, der måske i forbindelse med en event skal i kontakt med mange forskellige instanser for at få alt på plads, fremover kan nøjes med en enkelt kontakt, hvorefter kommunen påtager sig nogle af de administrative opgaver, som ellers lå i foreningen.

Idéen var helt i tråd med mange politikerindlæg, der kredsede om mulighederne for at løfte de tunge administrative opgaver væk fra de frivilliges skuldre, for at de kunne koncentrere sig om det egentlige. Mange af foreningerne gav i den forbindelse udtryk for besvær med at finde tilstrækkeligt mange frivillige, især til de lange seje træk i bestyrelserne på de tunge poster som formænd, kasserer med videre.

Frivillige skal ikke løse kommunens opgaver
Et andet debatemne handlede om den tendens, der er, til at det offentlige skubber opgaver over på de frivillige. En fodboldtræner kunne fx fortælle om, hvordan skolerne beder trænerne om at tage sig af sociale opgaver, som skolen ikke selv kan klare.

Hertil foreslog flere politikere, at der bliver lagt mere vægt på samarbejde og partnerskaber mellem institutioner og foreninger. Partnerskaber, hvortil begge parter bidrager.

Rengøring af lånte lokaler på skolerne blev også debatteret. Fra politikernes side havde man opfattelsen af, at de frivillige foreninger kan vælge selv at gøre rent, når de har lånt lokaler fx. på skoler, men fra foreningernes side oplever man, at man gør rent, men alligevel bliver præsenteret for regninger bagefter. Den problemstilling lovede politikerne at være meget opmærksomme på fremover.

Det sagde de også
Hans Luunbjerg (V). – Vi skal løse opgaverne i et fællesskab, og jeg anerkender i høj grad det frivillige arbejde. I har nok mange ønsker til os politikere, men I må forstå, at det ikke er nogen gavebod.

Lone Kiilerich (DF): – Vi skal være opmærksomme på, at situationen i de små klubber i landsbyerne ikke er den samme som i de store byer, men de levende landsbyer betyder uendelig meget for kommunen, og levende landsbyer handler også meget om et aktivt foreningsliv.

Jesper Hempler (SF): – Foreningslivet betyder rigtig meget for mange unge, og en del af dem kommer måske ad den vej ind i frivilligt arbejde i demokratisk sammenhæng. Også derfor er foreningsarbejdet så vigtigt. Jeg glæder mig meget over, at der i det seneste budget er sat flere penge af til klubbernes faciliteter.

Tommy Madsen (Kertemindelisten): – Jeg ser meget store positive udviklingsmuligheder i vores kommune, hvis vi forstår at bruge dem. Men vi har brug for flere tilflyttere, og også i den sammenhæng er foreningerne vigtige.

Pernille Swain (Soc.dem.): - Anerkendelsen fra politisk side er utrolig betydningsfuld for de aktive i foreningerne. Jeg mener, at det er vigtigt at satse på en udvikling af faciliteterne i klubberne.

Thinne Nielsen (Radikale): – Vi Radikale har i høj grad fokus på børn og unge-politikken. Det handler blandt andet om daginstitutioner og skoler, men absolut også om foreningerne.

Jutta Nielsen (Enhedslisten): – Vi lægger særlig vægt på breddeidrætten, for det er vigtigt, at alle kan være med. Derfor støtter vi fx også op om Plads til Alle, så de, der ikke har råd, får mulighed for at betale kontingentet til klubberne. Vi forbereder et forslag om et kulturelt klippekort, der skal gøre det muligt for mange flere at deltage i aktiviteterne.

Thomas Lindevang (Konservative): – Politikerne her i panelet siger, at de vil gøre det så godt, og at de anerkender det frivillige arbejde, men man siger et og gør noget andet. Det er ikke nok med gode intentioner, der skal penge til.

Allan Thomsen (Borgerlisten): – Vi skal understøtte frivilligheden og sørge for gode rammer for det frivillige arbejde og for gode faciliteter. Jeg håber på en rigtig god ny idrætspolitik for Kerteminde Kommune.


Kim Jørstad


© Copyright 2019 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- En kamp på plakater
- Vi Grønne vil have bedre vilkår for cyklister og miljøet
- Valgmøde til fem stjerner
- Kvindelig politisk karavane
- Hilsen fra en, der ikke stiller op til byrådsvalget
- Kommunalvalget ér startet
- Lokal prøver på ny at komme i byrådet
- - Støtteapparatet på skolerne er efterhånden forsvundet
- Få borgmesterkandidaterne hjem i din stue
- Udviskede fronter
- De Radikale holder sig ude af valgforbund
- Kertemindelisten tilslutter sig borgerligt valgforbund
 - Toppen af siden
© Copyright 2019 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 68



Powered by Kjerteminde Avis :-]