FODBOLD - SERIE 1

Kollektiv offday

Søndag 22. oktober 2017 kl. 16:10

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Kollektiv offday
Stephan Kolsbjerg scorede i overtiden, men det var ikke nok. Langeskov tabte for første gang i fem kampe. (Foto: Steen Sørensen)

FODBOLD - SERIE 1: Kollektiv offday
Claus Høyer var næsten den eneste LIF'er, der havde den rigtige indstilling i kampen mod Tåsinge. (Foto: Eigil Rasmussen)
Efter en stime på fire sejre måtte Langeskov bøje sig i søndagens udekamp mod Tåsinge. Det kunne være gået anderledes, og det var store personlige fejl, der blev afgørende. Kampen blev skæmmet af et rødt kort til hjemmeholdet for racistisk opførsel.

Tåsinge – Langeskov 3-2 (1-1)

Kampfacts: 1.min: 1-0 Martin Hansen 13.min: 1-1 Pelle Hansen (direkte frispark) 78.min: 2-1 Brian Mortensen 91.min: 3-1 Frits Troensegaard 94.min: 2-3 Stephan Kolsbjerg
Kampens spiller: Claus Høyer

Racismen stak sit modbydelige fjæs frem under søndagens serie 1 kamp mellem Tåsinge og Langeskov. Det var decideret pinligt for hjemmeholdet, da en af deres spillere i en situation i 1. halvleg gik langt over grænsen. Desværre for retfærdigheden slap Tåsinge billigt for den beskæmmende forseelse.

Det var en af holdets udskiftningsspillere, der leverede det racistiske tilråb rettet mod Langeskovs Pirasath Raguleswaran. I første omgang vægrede dommertrioen sig ved at gribe ind, men anført af træner Claus Udengaard blev Langeskov ved med at insistere på en dommerkendelse. Den kom i form af et rødt kort, men da det var en spiller på bænken, der fik rødt, spillede Tåsinge videre med 11 mand på banen.

Katastrofal start
Selve fodboldkampen sluttede med et nederlag på 2-3 til LIF. Efter fire sejre i træk måtte de grønblusede forlade kampen uden point, og forklaringen var med træner Clausd Udengaards ord en ”kollektiv offday”. Spillemæssigt var man langt fra niveauet i de seneste kampe. Desuden blev der lavet uacceptabelt mange personlige fejl, som blev kostbare. Endelig så var indstillingen heller ikke, som den skulle være. Der manglede fight og vildskab.

Kampen startede katastrofalt for Langeskov. Der var ikke engang gået et minut, da bolden lå i netmaskerne. Et tilsyneladende ufarligt frispark endte via et gevaldigt klumpspil foran en Tåsingespiller, og han sagde pænt tak og sparkede læderet i mål. I en hektisk start havde LIF bestemt også deres chancer, men udligningen kom først efter et lille kvarter, og her viste Tåsinges målmand, at hjemmeholdet også kunne lave store personlige fejl. Frisparket fra Pelle Hansen burde ikke have haft lov til at sejle ind i nettet.

Afgørende minutter
2. halvleg var lige, men i løbet af to minutter blev kampen afgjort. Først misbrugte Jeppe Johansen en kæmpechance, og minuttet efter droppede målmand Joakim Thomsen fælt i den anden ende. I stedet for 2-1 til Langeskov blev det 2-1 til Tåsinge.

Afslutningen blev dramatisk. Efter at hjemmeholdet havde øget til 3-1 i overtiden var Langeskov ved at lave et comeback. Stephan Kolsbjerg reducerede til 2-3 på hovedstød, og minuttet forinden havde Pirasath Raguleswaran ramt stolpen.

Rystet træner
Claus Udengaard var bestemt ikke tilfreds med hverken præstationen eller resultatet.

- Det var et hold, vi skulle have slået, og selv vi spillede en dårlig kamp, burde vi have vundet alligevel. Men de personlige fejl blev altafgørende, vurderede en lettere rystet cheftræner.

Langeskov var også decideret uheldig. Anders Rasmussen måtte melde fra i sidste øjeblik på grund af afbud, og den anden midtstopper Morten Christensen måtte en tur på sygehuset allerede efter 25 minutter efter et voldsomt slag i ansigtet.

Der resterer kun en enkelt kamp for Langeskov i et noget turbulent efterår. Det er næste søndag mod Tårup, og det ligner en nøglekamp. Hvis ikke det skal blive et uinteressant forår for de ”grønne”, så er det tvingende nødvendigt med en sejr på sidste spilledag inden vinterferien.

-e.
(eigil53@live.dk)



© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Fremgang trods nyt nederlag
- KB magtede ikke opgaven mod FC Broby
- Kollektiv offday
- Gæsterne er tårnhøje favoritter
- Ny målsætning i KB
- God mavefornemmelse i LIF
- Stensikker sejr på kunstgræs
- Målfest i Broby
- Ny ændring af turneringsplanen
- To kombattanter med dramatisk forhistorie
- Langeskov har fundet melodien
- Uændret målsætning trods topplacering
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 662



Powered by Kjerteminde Avis :-]