Vindmøller i Munkebo endeligt vedtaget

Torsdag 12. oktober 2017 kl. 20:33

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

De tre planlagte vindmøller på Lindøterminalen i Munkebo har været på byrådets dagsorden en del gange. Det skete igen på byrådets møde den 12. oktober. Anledningen var, at Kertemindelisten og Dansk Folkeparti i fællesskab havde stillet forslag om en uvildig undersøgelse af plangrundlaget for vindmøllerne.



Dorte Kempf, Kertemindelisten, og Knud Skov Ahrnkiel, Dansk Folkeparti, understregede begge, at de ikke ønskede at debattere for eller imod vindmøller, men at de gerne ville sikre sig, at det grundlag, byrådet har for at sige ja til opførelsen af vindmøllerne, er lovligt.

Hans Luunbjerg mindede om, at lokalplanen tidligere er vedtaget af et flertal i byrådet, at beslutningen om lokalplanen har været anket til Ankestyrelsen, som har vurderet sagen og har erklæret, at lokalplanen er lovlig.

Knud Skov Ahrnkiel fortalte om de kontakter, som han og andre har haft til flere advokatfirmaer, der har tilkendegivet, at de mener, at byrådet ikke træffer sin beslutning på et lovligt grundlag.

Jutta Lundquist (Enhedslisten) og Jesper Hempler (SF) gav begge udtryk for, at de oplever, at hele sagen er blevet endda meget grundigt belyst, og de derfor mente at kunne træffe beslutningen på et oplyst grundlag.

Jutta Lundquist rettede en særlig tak til den borgergruppe, der har gjort et stort arbejde for at sikre, at alle aspekter i vindmøllesagen er blevet belyst.

Sanne Stemann Knudsen (De Radikale) kunne modsat berette, at hun har følt sig presset til at stemme for vindmøllerne - et pres hun dog har modstået - og at der har været tale om en ret massiv lobbyisme.

Jesper Hempler argumenterede for, at virksomheder som i dette tilfælde Energi Fyn burde kunne regne med, hvad byrådet beslutter.

Omvendt mente Knud Skov Ahrnkiel, at risikoen for, at Energi Fyn mister et statstilskud til opførelsen af vindmøllerne, ikke burde påvirke byrådspolitikerne.

Han følte sig overbevist om, at lokalplanen er på kant med loven, at byrådet løber en risiko for et erstatningsansvar, og at det kan blive nødvendigt at rive møller ned, hvis de nu bliver bygget.

For forslaget om en ny uvildig undersøgelse stemte Kertemindelisten, De Radikale og Dansk Folkeparti. Lars Ole Valsøe (C) undlod at stemme, mens de øvrige byrådsmedlemmer stemte imod forslaget, der dermed var faldet.

Det betyder, at byggeriet af vindmøllerne nu kan begynde.


KJ


© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Kerteminde fik sit nye Ældreråd
- Vindmøller i Munkebo endeligt vedtaget
- Byrådet tæt på ny budgetdebat
- Landdistrikter på dagsordenen i Folketinget
- 276 kandidater til regionsvalget i Region Syddanmark
- Annette Vilhelmsen er ude af SF
- Ældresagen holder valgcafé for alle
- Kerteminde fortsætter uden P-kontrol
- Fredsvalg til ældrerådet
- Cykelstier skal samle kommunen
- Vindmøllerne i Munkebo skal op i byrådet
- Enhedslisten: Handicaprådet må i gang med arbejdet igen
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 81



Powered by Kjerteminde Avis :-]