Blide stræk i Larsens have

Onsdag 28. juni 2017 kl. 13:14

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Blide stræk i Larsens have
Dette er udsigten fra yogamåtten i Larsens have, der er det perfekte sted til at koble fra. RMJ

Blide stræk i Larsens have
Karen Kristiansen står klar igen tirsdag den 4. juli kl. 15.30. En times blide stræk koster 60 kr. Foto: RMJ

En kriger, en nedadvendt hund og en kobra. Umiddelbart kunne det være titlen på et maleri udstillet på Johannes Larsen Museet - men det er det ikke. Navnene giver udtryk for forskellige stillinger i yogaen, og i Larsens dejlige have kan man henover sommeren hver tirsdag blive strakt igennem sammen med Karen Kristensen fra Center for Fysioterapi i Munkebo.

Tirsdag eftermiddag kl. 15.30 lægger fire kvinder sig på hver deres yogamåtte, klar til at strække kroppen - lige midt i Johannes Larsen Museets dejlige oase af have. Ovenover var lutter blå himmel og en varm sol. Fuglenes kvidren blandede sig med insekternes summen, med stemmerne fra de besøgende, med vinden i træerne og med bilerne på Hindsholmvej. Foran deltagerne til dagens strækøvelser i haven står Karen Kristiansen, selvlært instruktør, der til daglig har hold i Munkebos Center for Fysioterapi.

- Det er lidt anderledes at undervise udenfor, fortæller hun. - At holde balancen på græsset er én ting, men også i forhold til, at der i det fri er flere lyde end i et indelukket rum. Jeg er også vant til at have et spejl så jeg kan se om folk er med. Men bortset fra det er det jo dejligt når solen skinner.
Karen Kristiansen tager hver gang bestik af deltagerne på holdet i Larsens have i forhold til hvilke øvelser hun vil gøre brug af. - Alle skal jo gerne kunne være med. Jeg har selvfølgelig en idé om hvad vi skal lave, men det retter jeg til efter holdets sammensætning.

Det var anden gang i løbet af denne sommer at Johannes Larsen Museet forsøgte sig med den nye satsning med yoga i haven. Arrangementet er samtidig med til at brande museet som et sted, der, udover at udstille kunst, også kan bruges som oase til fordybelse og ro.

Vi ønsker at skabe et frirum
Larsens have er i øjeblikket også en del af udstillingen Haven ved Havet. Og i den forbindelse har man fra museets side ønsket at gøre brug af haven på en lidt anderledes måde end man plejer. Museeumsinspektør og afdelingsleder for Johannes Larsen Museet Mette Ladegaard Thøgersen fortæller om initiativet: - Tanken er, at Larsens have før i tiden både var et rekreativt rum, men også et frirum, hvor man kunne stresse af i smukke omgivelser. Johannes Larsen dyrkede ikke yoga så vidt vi ved, men han gik rundt og ladede op her i havens skønhed. Og det fortolker vi så på en moderne måde ved at tilføre haven mindfulness og yoga. Vi vil gerne prøve at bruge haven på en anden måde end vi plejer.

Gæsterne lader op i Larsens have
Haven omkring Johannes Larsen Museet rummer mange små opholdssteder, et kaffehus, en andedam osv. Mette Ladegaard Thøgersen er også godt klar over, at mange af museets gæster bruger haven netop som et sted til at lade op, ligesom Larsen selv gjorde det:
- Vi når muligvis ud til en ny målgruppe ved at tage haven i brug på en anderledes måde. Fokusset på haven er lidt en ny ting, som man med udstillinger gennem de seneste år har involveret mere og mere. Og nu har vi muligheden for at give vores gæster et lille frirum i en travl og stresset hverdag. Man kan man god samvittighed slukke telefonen, og det er egentlig det vi også gerne vil understøtte - nemlig at folk får øjnene op for at de hos os har muligheden for at stresse af, slutter hun.

Yoga i Larsens have finder sted hver tirsdag sommeren over kl. 15.30. Det koster 60 kr. pr. gang, det tager en time, og man kan låne en yogamåtte. Der er garanti for afslapning.

RMJ

© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Stor sejlsportsbegivenhed til Kerteminde i 2018
- Kerteminde fastholder sin plads i sejlsportens første division
- Har du lyst til at spille l`hombre?
- Nye sejladser i Kerteminde i weekenden
- Kursen er sat
- Hellerup-båd i spidsen for Gold Cup
- Åbent Hus – kajak er for alle
- Flot medaljehøst til Kerteminde Vandskiklub ved DM
- Skybrud stoppede beach volleystævne
- Livredderne aflagde prøver
- Kerteminde Vandskiklub stærkt repræsenteret på landsholdet
- Kerteminder Nordisk mester
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 492



Powered by Kjerteminde Avis :-]