Verdensstjerne i legehumør i Kerteminde Hallen

Tirsdag 27. juni 2017 kl. 13:20

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Verdensstjerne i legehumør i Kerteminde Hallen
Sophia, Isabella og Nynne havde en uforglemmelig dag i Kerteminde Hallen sammen med verdens bedste Mikkel. (Foto: Eigil Rasmussen)

Verdensstjerne i legehumør i Kerteminde Hallen
Mikkel Hansen besvarede spørgsmål om alt, og der var masser af plads til smil. (Foto: Eigil Rasmussen)
Mandagens MH24-camp viste Mikkel Hansen fra en anden side, end man normalt oplever ham. De 75 deltagere på campen var begejstrede og fik alle sammen noget med hjem. En enkelt scorede oven i købet et hvidt pandebånd.

Når man oplever sportsstjernen Mikkel Hansen på tv i forbindelse med en eller anden stor håndboldbegivenhed, så virker han ofte nærmest genert. Håndboldspilleren – som blev kåret til verdens bedste i både 2011 og 2015 – er altid afdæmpet, og det er sjældent, han viser de store følelser. En smilende Mikkel Hansen er ikke hverdagskost på tv – heller ikke selv om han lige har banket 10 mål i kassen og har vundet medalje til en slutrunde.

Sådan var det ikke mandag eftermiddag i Kerteminde Hallen, hvor Mikkel Hansen var sammen med 75 børn i forbindelse med håndboldcampen MH24. Det var en fuldstændigt afslappet sportsmand, der var i aktion, og smil var der masser af. Verdensstjernen var i legehumør, og det forsøgte han ikke at skjule. Hverken når der var træning i hallen eller Q & A i cafeteriaet.

Det lange hår
Spørgsmålene fra de entusiastiske børn bekom tydeligvis Mikkel Hansen noget bedre, end dem der fyres af fra alverdens sensationshungrende journalister lige efter en vigtig landskamp. Deltagerne på mandagens håndboldcamp lagde ellers ikke fingrene imellem. Der blev spurgt ind til alt muligt mellem himmel og jord: træningsmetoder, kost, OL-guld, yndlingskvindehåndboldspiller – og ikke mindst det lange hår.

- Hvornår er du sidst blevet klippet og kommer styrken fra håret? ville en af deltagerne vide.

- Uha, jeg må vist hellere blive klippet i morgen. Nej, det skal jeg nu ikke. Det tager jo sin tid at få langt hår, og så er det faktisk meget lettere med langt hår. Så skal man ikke bruge så megen tid på det efter kampen. Det er bare lige et bad, så sidder det, forklarede Mikkel Hansen med et af dagens største smil.

Holdsport
Der var naturligvis også spørgsmål omkring mobning, som er hovedtemaet på en MH24-camp. Mikkel Hansen indrømmede, at han kender til begge sider af mobning. Han har prøvet at blive mobbet – men også at være den, der mobber.

- Som ung var jeg lidt nørdet med håndbold, og i stedet for at gå i byen, ville jeg hellere blive hjemme. Så blev der stillet spørgsmål til, hvorfor jeg ikke ville med. Omvendt kan alle lide at have det sjovt, og man kan godt komme til at mobbe andre. Så er det vigtigt at sige undskyld. Men jeg synes også, man skal være opmærksom på, at nogle mobber passivt. De er vidner til mobning uden at sige noget.

Der var også spørgsmål om, hvordan man tackler berømmelsen. Og specielt hvordan netop Mikkel Hansen bærer sig ad med altid at være beskeden og rose holdet frem for sig selv.

- Håndbold er en holdsport. Selv om jeg scorer 10 mål, er der andre, der sætter mig i scene. Jeg er helt klar over vigtigheden af, at der er selvtillid på alle positioner på holdet. Man skal ikke glemme, at det vigtigste er at score mål. Så selv om, man har brændt 2-3 skud, skal man have selvtillid til at skyde igen, forklarede superstjernen og slog fast, at det, der kræves for at for at blive håndboldspiller på højeste niveau, er 1% talent og 99 % hårdt arbejde.

Formålet med foreningen MH24, som Mikkel Hansen har stiftet, er at modarbejde mobning og øge trygheden og tolerancen hos børn og unge. Mikkel Hansens påstand er, at en bedre kammerat også er en bedre håndboldspiller. Men det betyder ikke, at man ikke kan have et stort ego.

- Der er både noget godt og dårligt ved et stort ego. Hvis man selv skyder på mål hver eneste gang – og den går ind – så er det vel okay. Men man skal lære at acceptere, at vi spiller håndbold af forskellige grunde. Jeg har været med til at tabe 35-9 til Holte i en ungdomskamp. Det var sjovt. Men hvis man som senior ikke spiller for at vinde, så er det nok ikke PSG eller landsholdet, man skal satse på, lød vurderingen.

OL-guld
Danmarks mest berømte håndboldspiller har prøvet meget i sin flotte karriere, men OL-guldet i Rio står – indtil videre – som den største triumf. Men han kunne fortælle de mange håndboldbørn, der måske drømmer om berømmelsen, at det var en lidt underlig fornemmelse at vinde OL. Det hele var forbi, næsten inden det var begyndt.

- Der var slet ikke plads til at fejre det sammen. Vi vandt OL søndag, rejste hjem mandag. Tirsdag var jeg i København, og onsdag var jeg tilbage i min klub i Paris. Det var ligesom, der manglede noget, sagde håndboldspilleren, der stadig drømmer om at vinde Champions League.

En stor dag
Der var tre træningspas i løbet af eftermiddagen, og det var ikke svært at se, at verdensstjernen nød at være ude af rampelyset og i godt selskab med glade håndboldbørn. Derfor tog han heller ikke så tungt på, at der var en enkelt øvelse, der gik i vasken.

Campens deltagere – og deres forældre – var ikke i tvivl om, at det havde været en ganske usædvanlig dag. Tre lokale U12-piger fra Kerteminde HK strålede om kap, da de stod i kø og ventede på at få en autograf fra verdens bedste Mikkel.

- Det har virkelig været stort at møde Mikkel Hansen, sagde Isabella Povlsen med øjne, der gjorde ord fuldstændigt overflødige.

-Træningen har været det allerbedste. Den har været både sjov og udfordrende, sagde Nynne Wind, der havde valgt at bære sit ambassadørbind på det ene ben.

Sophia Rasmussen kunne godt fremhæve en enkelt ting, som hun havde lært af Mikkel Hansen.

- Det var det, han sagde om at have selvtillid og tro på, at næste gang, så scorer man. Det vil jeg tænke på næste gang, jeg spiller kamp, fortalte KH’eren.

Alle fik noget med hjem fra MH24-campen i Kerteminde Hallen. Men måske var det 9-årige Mikkel fra Krarup/Espe, der scorede dagens allerstørste trofæ: Mikkel Hansens hvide pandebånd, som håndboldstjernen havde haft på hele eftermiddagen.

-Se, hvad jeg fået, jublede 9-årige Mikkel og lignede en rigtig god kammerat.

-e.
(eigil53@live.dk)



© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- BR 66 viste klassen mod klassemodstander
- Så gik den ikke længere!
- Bundniveauet skal hæves
- Lakmustest i Ølstykke
- Systemskifte blev afgørende i lokalopgør
- Sejrsstimen fortsatte trods kvalificeret modstand
- Favoritter på hjemmebane
- Lokalbrag i Nymarkshallen
- Arbejdssejr i uskøn kamp
- Storsejr i håndboldpremiere
- Fynsk lokalopgør i Paarup-Hallerne
- BR 66 vil tilbage i fynsserien
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 464



Powered by Kjerteminde Avis :-]