Teletaxaen er landsbyernes livsnerve

Onsdag 7. juni 2017 kl. 14:38

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Teletaxaen er landsbyernes livsnerve
Der kan være langt mellem busserne på Hindsholm, og med en evt. lukning af teletaxaen vil mange bogstaveligt talt være på Herrens Mark


Arrogant administration indstiller teletaxaordningen til lukning per 1. august. Formand for Landsbyrådet Steen Hjorth forholder sig meget kritisk overfor forslaget, men er ikke overrasket. - Der er før blevet taget beslutninger hen over hovedet på borgerne - hvorfor vil man ikke dialogen, vil han gerne vide. - Samskabelse handler jo i den grad om at tale med hinanden!

På onsdagens møde i Miljø- og Teknikudvalget stilles et forslag fra administrationen om at spare teletaxaordningen væk og på denne måde spare 770.000 kr. Dette for at sikre budgetoverholdelsen indenfor udvalgets driftsområde. Men formand for Landsbyrådet Steen Hjorth råber vagt i gevær: - Teletaxaordningen er en livsnerve for mange af os der bor i kommunens landområder, udtaler han i dag til Kjerteminde Avis.

- Der er jo mange forskellige forslag til besparelser i den sagsfremstilling, men uanset hvad er det jo en forringelse af ordningen, fortsætter han.
- Det harmonerer slet ikke med kommunens ønske om at samskabe med landsbyområderne i kommunen. Landsbypolitikken siger jo netop, at det er vigtigt at få udvidet tiderne. Landsbyrådets holdning er at man skal kunne bruge teletaxa, omend ikke 24/7, så i det mindste i det tidsrum der er sat af i dag. For nogen er dette livsnerven. Fx Hindsholm benytter jo i følge sagsfremstillingen muligheden for teletaxa rigtig meget.

Arrogant oplæg fra administrationen
Steen Hjorth er af den holdning, at forslaget tangerer til respektløshed overfor kommunens yderområder. - Det grænser til at være arrogant. Landsbyrådet lægger op til, at der burde være en tættere dialog mellem brugerne og kommunen i denne forbindelse, men der har aldrig været nogen dialog, fortæller han. - Det er ensidig kommunikation derfra.

Administrationens regnedrenge er på spil
Steen Hjorth er overbevist om, at man ikke på politisk niveau ønsker at sløjfe teletaxaordningen. - Det er ren og skær regnedrengenes værk, og det har vi set utallige gange indenfor det seneste år. Der kommer nogle udspil fra administrationen som er rent regnearksarbejde i forhold til hvor der kan findes besparelser. Forslag, som er grebet ud fra regneark, og ikke ud fra virkeligheden. Vi har set det med sognegårde, klubhuse og meget andet.
Derfor ønsker Landsbyrådets formand at rette kritikken mod administrationen: - Ingen har snakket med os i Landsbyrådet om det her, og det kommer som en bombe. Sagsfremstillingen er det første konkrete vi ser.

Samskabelse kræver at man snakker sammen
Miljø- og Teknikudvalget står i dag overfor at skulle behandle punktet. Steen Hjorth har denne opfordring til politikerne og til kommunen:
- Det kræver at parterne snakker sammen hvis man har et ønske om at samskabe med borgerne. Inden man træffer beslutninger bør man da få de mennesker i tale, som beslutningen uigenkaldeligt vil berøre. Det vil få konsekvenser, ikke mindst for bosætningen. Dette er et eksempel på, at lader man regnedrengene bestemme kan man risikere, at der træffes beslutninger som har konsekvenser i forhold til virkeligheden.

Steen Hjorth erkender at der skal spares: - Jeg kan da heller ikke på stående fod fortælle hvor man så ellers kan spare, men jeg tror man skal tænke sig grundigt om inden man tager en beslutning. Man bør se på om der er områder hvor teletaxa ikke bruges så meget, man er nødt til at forsøge at differentiere, slutter formanden for Landsbyrådet.

RMJ

© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Landsbypuljen sørger for fornyelse
- Bliv Førstehjælper
- Vellykket borgermøde på Materialgaarden
- Hvad kan udvikle Hindsholm
- 1½ års udviklingsarbejde præsenteres for borgerne på Hindsholm
- Teletaxaen er landsbyernes livsnerve
- Hindsholm får sin egen avis
- Landsbyer står stærkere, når de står sammen
- Skal vi have hjertestarterforeninger i kommunen?
- Opstart af hjertestarterforening - hjerteløbergrupper
- Stor interesse for hjertestartermøder
- Landsbyråd efterlyser akuthjælpere

Kommentarer til artiklen:
Tak for dit korte præcise svar Kasper.
Jeg har flere gange oplevet kandidater forsøge at sno sig uden om at svare kort og præcist på et konkret spørgsmål - eller simpelthen at undlade at svare.
- og ros til dig, Simon og andre kandidater for at deltage i debatten her på siden. Lad det være en opfordring til alle kandidater.
Ulrik Wehner, 15-06-2017 10:09:03

Kasper: det glæder mig at læse dit sidste indlæg. Det er netop det som vi i Kertemindelisten hele tiden har kæmpet for. Selvstændige skoler, tryghed for forældre og børn, og attraktive vilkår for børnefamilier i landdistrikterne. Glæder mig at tankerne om 2 skoledistrikter, nu ser ud til at være skudt endegyldigt ned.
Lars Bo Jensen, 14-06-2017 09:52:35

Hej Simon og Ulrik
Simon du må undskylde, jeg igen retter det du skriver, for det er ikke rigtigt. Vi har ikke sendt noget i høring, som har været sendt ud før, heller ikke noget der lignede, for der har kun været sendt noget i høring 1 gang. Måske du blander det sammen med, at vi som udvalg havde inviteret til et dialogmøde med skoleledere, tillidsrepræsentanter, skolebestyrelser, landsbyråd, da administrationens forslag blev fremlagt.
Ulrik, Socialdemokratiet er imod 2-distriktsmodellen, da vi som tidligere skrevet ønsker, de skoler vi har nu, ønsker de skal fortsætte med at have deres selvstændighed og at forældre skal have en sikkerhed i, at deres børn kan gå på den lokale skole uden fare for at skulle blive flyttet rundt.
Kasper E Olesen, 14-06-2017 07:44:48

Kære Kasper
Mange ord og referathenvisninger fra både Simon og dig. Jeg vil koge det ned til et konkret spørgsmål som jeg gerne vil have dit svar på Kasper - Er du for eller imod 2-distriktsmodellen på skoleområdet?
Ulrik Wehner, 13-06-2017 13:37:14

Hej Kasper
S og V ønskede at sende 2-distriktsmodellen i høring, om end et meget lignende forslag allerede havde været i høring; meget mærkeligt!
At distriktsmodel 1 ( med 2 skoledistrikter + decentral ledelse) er en klar forringelse af principperne i landsbymodellen, synes helt oplagt, hvilket du også bør kunne se, selv om det jo (selvsagt) ikke fremgår direkte.
Du refererer til ’tidlig valgkamp’; et begreb, du er velkommen til anvende. Jeg skriver i en sammenhæng, som oprindeligt handler om kommunal transport, men endte i et andet spor, der også handler om lokalområdernes muligheder for ’sund’ overlevelse fremadrettet, og heri indgår de lokale, selvstændige skoledistrikter som kraftcentre.
Hvis du kan garantere, at Socialdemokraterne fremadrettet vil støtte op om de decentrale skoleenheder med lokalt forankret ledelse, så er jeg fuldt tilfreds, hvilket jeg nok ikke er alene om.
M.v.h. Simon Hansen
Simon Hansen, 13-06-2017 09:58:21

Hej Simon
Du må undskylde, men jeg tillader mig altså at sætte spørgsmålstegn ved din research, når du skriver, som du gør, det ligner langt mere en tidlig start på valgkamp.
Fakta er, at 22. juni 2016 blev "Modeller til implementering af Store forandringer på skoleområdet" sendt i høring. Der ønskede Socialdemokratiet også at sende en model med 2 skoledistrikter, med 6 selvstændige skoler, og at ingen børn skulle flyttes fra den lokale skole. På baggrund af høringssvarene valgte et enigt Børn- og Skoleudvalg den 6. september, at administrationen skulle udarbejde et forslag til en elevbaseret tildelingsmodel hvori besparelsen skulle indgå, til fremlæggelse på førstkommende udvalgsmøde.

At liste A kun skulle have stemt for at sende en model er direkte forkert, liste A stemte for at sende 3 modeller i høring (du kan bare læse hvad du selv har skrevet tidligere fra mødet den 14. juni).
At jeg langt ind i efteråret talte for 2-distrikt modellen, er intet mindre end forkert. Jeg talte for, at sende tidligere beskrevet model i høring, 6. september efter høringssvar anbefalede vi tidligere beskrevet beslutning.
Du skriver også, at vi sendte et forslag i høring, som gik imod Landsbypolitiken??? Det glæder jeg mig til, du dokumenter, for det er simpelthen ikke rigtigt.
Kasper E Olesen, 12-06-2017 22:57:10

Hej KAsper
Man kunne også - med afsæt i mit vedhæftede referat spørge: "Hvorfor ønskede S +SF at sende et strukturforslag i høring, som helt og aldeles gik imod den netop vedtagne landsbypolitik?
Mvh Simon Hansen
Simon Hansen, 12-06-2017 19:00:38

Hej Kasper
Tak for det fyldestgørende svar samt vedlægning af referater, jeg allerede har læst i min research tidligere i dag.
Min enkle pointe er/ var stadig, at der stadig efter sommerferien var et flertal i Børn- og Skoleudvalget, der gik ind for 2-distriktsmodellen, og dette flertal var du med til at skabe.
Det referat, jeg har linket til viser da også – med al tydelighed – at S + V kun ønskede at sende model 1 ( 2-distriktsmodellen) i høring, hvilket da ikke levner nogen tvivl om Socialdemokraternes motiv.
Hvorfor sende noget i høring, der ikke politisk er tilstrækkelig opbakning til?
En skjult pointe kunne – som tilfældet også lugter af i relation til teletaxa-ordningen være, at det er embedsmænd, der har siddet med den reelle indflydelse og dagsorden i forhold til udformning af skoledistriktsmodellerne, men dette er naturligvis bare gætværk!
Tilbage til sagen, hvor du stadig mangler at overbevise undertegnede samt vælgerne i landdistrikterne om, at du ikke fremadrettet trækker planen om 2 skoledistrikter op af gemmerne igen. At du – nærmest indtil flertallet for 2-distriktsmodellen ’faldt’ langt ind efteråret – har været forkæmper for denne model, kan du ikke undslå dig, hvilket gør diskussionen meningsløs. Det interessante er din garanti for, at landdistrikterne fremadrettet er sikret socialdemokratisk støtte i forhold til at bevare fuld selvstændighed.
M.v.h. Simon Hansen

Simon Hansen, 12-06-2017 18:41:33

Kære Simon
Jeg kan sagtens huske, hvad vi har stemt for, hvilket bekræfter, det jeg skriver, og at der ikke er tale om selektiv hukommelse, som du skriver.
Det referat du henviser til, er fra mødet om, hvad der skulle sendes i høring, hvor vi ønskede, at høre interesserede borgers holdning til en model mere, for det var jo ikke den eneste model, vi ønskede at sende i høring.
Socialdemokratiet har en klar holdning til folkeskolerne, vi ønsker at beholde de skoler vi har i dag, alle skoler skal være selvstændige og børn skal ikke flyttes rundt - man skal have en sikkerhed som børnefamilie for, at ens barn kan gå på den lokale folkeskole - det mente vi nu, det mener vi nu, og det mener vi efter valget. Alle de forslag vi ønskede der skulle sendes i høring, opfylder disse krav.

Det referat du skulle have henvist til, er derfra, hvor afgørelsen skulle træffes efter at have været i høring:

379. Ny budgetmodel for skoleområdet
Sagsnr.: 440-2016-20360
Dok.nr.: 440-2016-115797
Åbent

Sagsfremstilling
I forbindelse med udmøntningen af ”Store forandringer” og vedtagelse af Budget 2017-2020 er det politisk besluttet, at skolernes nuværende tildelingsmodel, som er baseret på klassetildeling, erstattes af en elevbaseret tildelingsmodel fra skoleåret 2017/18.

En ”ren” elevbaseret tildelingsmodel vil dog give en række uhensigtsmæssige konsekvenser f.eks. i forhold til specialområdet. Det anbefales derfor, at den elevbaserede budgetmodel baseres på følgende tildelingsprincipper:
· Specialelever: Elever visiteret til specialklasser - herunder også Mesinge Skoles nuværende elever - budgetlægges udenfor elevtildelingsmodellen i henhold til den faglige visitation
· Direkte integration af to-sprogselever: To-sprogskonsulenten visiterer til sprogundervisning på den enkelte elev. Budgettet til to-sprogselever budgetlægges udenfor elevtildelingsmodellen
· Ungdomsskolen: Heldagsklasse og praktikklasser holdes ligeledes udenfor elevtildelingsmodellen
· Akutpulje: Der oprettes en akutpulje på 1.000.000 kr., som skolechefen har kompetence til at tildele fra, såfremt der opstår uforudsete situationer i løbet af budgetperioden, som rammer den enkelte skole særligt hårdt. Akutpuljen budgetlægges udenfor elevtildelingsmodellen
· Skoleledelse: Økonomien til skoleledelse (inkl. 1 afd. leder på Mesinge + 1 afd. leder 10.kl.) budgetlægges ligeledes udenfor elevtildelingsmodellen efter samme principper som i den nuværende tildelingsmodel.
· Elevtildeling: Når ovenstående områder er budgetlagt tildeles resten af budgettet på baggrund af elevtal.


Herefter er op til den enkelte skoleleder - i samarbejde med skolebestyrelsen - at prioritere sin økonomi, således der forbliver fokus på kommunale indsatsområder såsom kompetencecentre og inkluderende tiltag på skolen, så flest mulige børn kan inkluderes i Kerteminde Kommunes folkeskoler.

Overgangsordning
Det er i flere omgange blevet drøftet, hvorvidt der skulle etableres en overgangsordning for de skoler, der bliver særligt hårdt ramt af omlægningen til en elevbaseret tildelingsmodel. På udvalgsmødet d. 4/10-2016 blev det besluttet, at der i en overgangsordning på 2 (skole)år gives et ekstra beløb til Nymarken Skole & Børnehus på hhv. 1,0 mio. kr. og 0,5 mio. kr.
Det anbefales, at der vedtages en lignende 2-årig overgangsordning for Marslev Skole & Børnehus, dog med 0,5 mio. kr. i skoleåret 2017/18 og 0,2 mio. kr. i skoleåret 2018/19.

Økonomiske konsekvenser/finansiering
De økonomiske konsekvenser for hver enkelt skole (inkl. besparelser) fremgår af vedlagte bilag.

Lovgrundlag
Folkeskoleloven

Høring
Sagen har ikke været i høring, men der har været afholdt dialogmøder mellem BS-udvalget og skolebestyrelser og skoleledere i november 2016.

Punktet afgøres i
Børn- og Skoleudvalget

Indstilling
Direktionen indstiller, at:
a) Børn- og Skoleudvalget vedtager den beskrevne budgetmodel

b) Marslev Skole & Børnehus tildeles i en 2-årig overgangsperiode (skoleår) 0,5 mio. kr. det første år og 0,2 mio. kr. det andet år.

Beslutning
Børn- og Skoleudvalget, den 29. november 2016
Ikke til stede:

A:godkendt med den tilføjelse at 10.klassescenteret får tildelt taksten for specialklasseelever sammenligneligt med de øvrige skoler. Der etableres en underskudsgaranti i forbindelse med akutpuljen på max. kr. 100.000,- til udgifter ved science vinderhold.
B: godkendt.
Tildelingsmodelstrukturen evaleres i løbet af første driftsår.
Kasper E Olesen, 12-06-2017 17:27:55

Hej Kasper
Jeg vil gerne – sammen med Knud – hjælpe din hukommelse lidt på gled med nedenstående referat fra juni 2016, hvor det ganske tydeligt fremgår, hvor du/ Socialdemokraterne har stået/ står i relation til debatten vedr. skoleområdet.
Det er noget bekymrende, at du som formand for børn- og skoleområdet ikke er skarpere i forhold til de processer, du har været politisk ansvarlig for, og man kunne nemt få den tanke, at din hukommelse måske er ramt af selektiv ’syge’ i indeværende sag!
Men, til dig samt andre interesserede, er her et direkte ’afkog’ fra et referat, der dokumenterer Knuds korrekte påstand/ socialdemokraternes oprindelige ståsted/tanker vedr. skolestruktur, hvor anbefalingen er 2 stordistrikter.
At denne tilgang er blev omstødt senere på året ændrer jo ikke på den oprindelige plan, Kasper Olsen, og derfor bliver det spændende at se, om ’stordistrikstmodellen’ atter bliver ’hevet’ frem af gemmerne ved passende lejlighed. Dette spørgsmål er vi mange i lokalområderne, der gerne vil have svar på!
Mvh Simon Hansen, byrådskandidat for De Radikale
Beslutning
Børn- og Skoleudvalget,  den 14. juni 2016
Ikke til stede: 
 
Oversendes med anbefaling om flg. 3 forslag sendes i høring med henblik på at udmønte de 4,7 mill. Forslagene kan kombineres: Forslag 1: to skoledistrikter med besparelse på ledelse og administration, restsparebeløb findes på en rammebesparelse på hvert distrikt. der udarbejdes modelbeskrivelse. Forslag 2: en rammebesparelse ved lokale løsninger. Forslag 3: Nedsættelse af vikarpuljen fra 5 - 3 procent. Samme procentdel som på dagtilbudsområdet.
Liste A og F anbefaler forslag 1 sendes i høring: Det samlede udvalg anbefaler forslag 2 og 3 sendes i høring.

Simon Hansen, 12-06-2017 14:26:16

Knud Ahrnkiel tænker, det kunne være rart, hvis du dokumenterede dine beskyldninger om hvad andre partier mener, for det du skriver her, det er intet mindre end fuldstændigt forkert, ihvertfald det du skriver om Socialdemokratiet.
Kasper E Olesen, 12-06-2017 12:43:40

Hvor kom den vandvittige ide fra, der er politisk vedtaget, vi vil styrke yderområderne/landsbyerne, gang på gang, kommer der angreb på landsbyernes eksistens, nu teletaxaordningen, sidst var der et forsøg på at starte en skolelukning ved at lave to skoledistrikter, som alle ved, det ender med lukninger, anbefalet af Venstre, Socialdemokratiet, SF.
Er det ikke på tide politikerne tager den fulde magt og påtager sig det ansvar, de er valgt til, over Adminstrationens regnedrenge, der tror verden kan styres for enden af et regneark, vi ser gang på gang forslag fra Adminstrationen, der går stik mod den politik der er vedtaget.
Teletaxaordningen er kommet for at blive, hvis vi ellers vil leve op til den politik der er vedtaget, her at styrke yderområderne.
Der skal spares, hvem kikker på lønningsudviklingen i visse Adminstrative lag?? Måske der var lidt at hente.
Venlig hilsen
Knud Ahrnkiel
Dansk Folkeparti
Knud Ahrnkiel, 12-06-2017 07:48:21

Selvfølgelig skal teletaxaordningen fortsætte. Men der er mange andre forhold som skal sikre en decentral struktur i områderne udenfor Kerteminde, Munkebo og Langeskov. Fx bør man efter et valg også have en decentral skolestruktur, der kan være en aktiv medspiller i lokalsamfundet. Flere partier ønsker jo en skolestruktur, med kun to skoledistrikter. Det vil være ødelæggende for de mange aktive lokalsamfund. Så bor man på fx Hindsholm bør man aktivt spørge diverse byrådskandidater, hvad de mener og ikke mindst om byrådskandidaterne har tænkt sig at holde fast på deres synspunkter. Sidst så vi jo hvordan SF, Socialdemokraterne, Venstre, Konservative osv. fik lukket Fjordvangskolen på trods af borgernes ønsker.
Kim Beck Danielsen, 09-06-2017 20:44:26

Jeg forstår udemærket Steen Hjorts reaktion. På trods af min orlov kan jeg med sikkerhed sige, at SF ikke kan acceptere reduktioner af teletaxi. Vi må jo så se om ikke vi kan finde pengene andre steder. Men det er Økonomiudvalget der i så fald skal tage stilling til det.
Jesper Hempler, 07-06-2017 21:48:10

Det vil være en rigtig skidt ide at nedlægge eller forringe teletaxi ordningen. Jeg syntes man skal se den som en investering som forhåbentligt får folk til at blive eller flytte til landområderne. I aften tager jeg selv teletaxi fra Langeskov st. til Mesinge. Vi har kun en bil. Engang i fremtiden får vi måske selvkørrende busser og så er problemet løst. Men indtil da behold teletaxien.
Niels Hørby Jørgensen, 07-06-2017 19:02:24

 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 215



Powered by Kjerteminde Avis :-]