Udsigt til endelig beslutning om rådhus

Fredag 22. april 2016 kl. 07:12

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Udsigt til endelig beslutning om rådhus
Torsdag den 28. april er der et ekstraordinært møde i Økonomiudvalget og også byrådsmøde. Her forudser borgmester Hans Luunbjerg, at det vil være muligt at træffe en endelig beslutning om rådhus.

Egentlig var der et stort byrådsflertal bag en beslutning om at bygge et nyt rådhus, for en stor del finansieret ved salg af kommunale bygninger. Hele administrationen skulle samles på ét sted, og det skulle være muligt at opnå driftsbesparelser, dels på grund af det nye rådhus, dels ved frasalget af gamle bygninger, der kræver drift og vedligehold.

Meget lang debat
Slet så nemt gik det som bekendt ikke, og debatten er bølget frem og tilbage i meget lang tid. Først og fremmest har en masse borgerprotester være rettet mod, at der blev brugt mange millioner på et nyt rådhus midt i disse sparetider. Desuden blev flere og flere byrådspolitikere opmærksomme på, at bunden i kommunekassen blev uhyggeligt synlig, og de sprang derfor fra det budgetforlig, der blandt andet indeholdt det nye rådhus.

Senest blev der bestilt en rapport om muligheden for at renovere det gamle rådhus. Tallene foreligger nu, men fra Venstre er også kommet et nyt forslag om at bygge nyt, men mindre, i Kerteminde og at renovere det gamle rådhus i Munkebo.

Er der et flertal?
Konsekvensen af en sådan løsning er blandt andet, at fordelene ved at samle hele forvaltningen på ét sted ikke bliver realiseret, og den fulde driftsbesparelse kan ikke hentes hjem. Det bliver der regnet på lige nu, og på næste torsdag ventes det, at de sidste tal i en nærmest uendelig kabale vil være kendt. Og så vil det vise sig, om borgmesteren kan samle et byrådsflertal, der siger ja tak til en rådhusløsning, der kan bære herfra ind i næste valgperiode og gerne meget længere.

Venstres forslag går ud på at bygge et nyt rådhus i Kerteminde i Strandkilen. Det anslås at ville koste knap 35 mio. kroner. Det nye rådhus skal have plads til 135 medarbejdere. Munkebo Rådhus renoveres for godt 17 mio. kroner. Den samlede pris bliver således knap 52 millioner kroner. Der er allerede solgt bygninger for cirka 30 mio., og desuden ventes det, at salg af byggeretter på Strandkilen kan indbringe godt 20 millioner. På den måde ser det med andre ord ud til, at rådhusene kan finansieres ved salg af de gamle bygninger plus salg af byggeretter.

En del af havneudviklingen
Tanken er, at det nye rådhus i Kerteminde skal tænkes ind i havneudviklingsplanen. Hans Luunbjeg og kommunaldirektør Tim Jeppesen er enige om, at det har stor betydning for havneudviklingsplanen, hvis kommunen går forrest og viser vilje til, at der skal investeres i havneområdet.

Politisk er det ikke givet, at flertallet for Venstres løsning er hjemme. SF vil afvente beregningerne om driftsbesparelserne ved den løsning, hvor kommunen fortsætter med to rådhuse. Socialdemokraterne vil fortsat gerne have hele administrationen samlet på ét sted og gerne i sammenhæng med turistkontor og bibliotek. I Borgerlisten er byrådsmedlemmerne ikke enige, men flertallet ønsker en renovering af de to rådhuse i Kerteminde og Munkebo eller renovering i Munkebo og nybyggeri i Kerteminde. Konservativt Folkeparti mener, at kommunen skal renovere rådhuse for de 30 millioner, der er kommet ind ved at sælge bygninger. Dansk Folkeparti vil helst så lidt som muligt og gerne, at kommunen nøjes med at sikre sig, at arbejdspladserne på de to rådhuse overholder Arbejdstilsynets krav.

Kim Jørstad

© Copyright 2019 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Borgerlistestemmer kunne have sendt et klart signal
- Modstand bunder i økonomi
- Rådhus lokomotiv for investeringer
- Rådhus hverken vælter læs eller løser problemer
- Facebookgruppe er velkommen
- Det blev der bl.a. sagt
- Facebookgruppe mod nyt rådhus har vind i sejlene
- Facebookgruppe mod nyt rådhus
- Hvordan er det nu med det rådhus?
- Derfor er rådhusbyggeri fornuftigt
- 1200 underskrifter kunne ikke vælte et rådhus
- Beslutningen om nyt rådhus er truffet
 - Toppen af siden
© Copyright 2019 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 73



Powered by Kjerteminde Avis :-]