Da Munkebo var lillebror og Dræby den store

Onsdag 30. marts 2016 kl. 18:10

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Da Munkebo var lillebror og Dræby den store
Dræby set fra luften anno 1956 Foto: Sylvest Jensen

Dræby ved Munkebo har en glorværdig fortid som storebror til nabobyen. Dengang hed det Munkebo pr. Dræby. Det ændrede Lindø-værftet på, men engang havde Dræby det hele.

I et lille hus i Dræby sidder Anni og Jens Kristensen, tidligere københavnere, og er enige om, at de aldrig har boet et bedre sted end i Dræby ved Munkebo.

Jeg føler mig dejligt tryg her, siger Anni Kristensen.

– Er der noget galt, så ved jeg, at jeg kan banke på overalt for at få hjælp. Samtidig er det et meget smukt og dejligt område.

Anni Kristensen har været formand for Dræby Beboerforening i mere end 25 år og blev genvalgt på den seneste generalforsamling uden modkandidater.

Fælles om lånetøjet
Foreningen er ikke som så mange andre skabt i protest mod et eller andet indgreb i landsbyens verden. Engang havde Dræby Brugsforening noget lånetøj, som man kaldet det, forklarer Anni. – Det var tallerkener, kopper, glas og den slags, som folk kunne låne til fest. Men så lukkede Brugsen jo, og så dannede man en forening, der kunne tage sig af lånetøjet.

Brugsen lukkede, så vidt Anni og Jens husker det, i midt 80’erne, og dermed var det slut for endnu et af de samlingssteder, som den lille by havde haft.

Tidligere husede Dræby ikke mindre end to skoler, og Dræby Skole lukkede først sidst i 50’erne, da Mølkærskolen blev åbnet. Læge, station, købmand, telefoncentral, slagter, bager og frisør var her også.

Jens Kristensen, der er aktiv i lokalhistorisk arkiv, kan fortælle, at Dræby engang havde 45 virksomheder. I dag er der 4-5 stykker tilbage.

Jens ved i det hele taget meget om lokalhistorie, og han var da også guide på en byvandring i 2015, hvor et halvthundrede borgere fra Dræby og fra andre af kommunens landsbydistrikter var på tur med Jens og Anker Mortensen som fortællere.

Tidligere havde beboerforeningen såkaldt stitur, der kunne bringe deltagerne vidt omkring. Stiturene er nu afløst af byvandringerne, som landsbyrådet har taget initiativ til.Byvandringen er bare en af de populære aktiviteter i beboerforeningen, der gang på gang samler børn og voksne fra Dræby.

Mangler fælles lokaler
– Vi har jo desværre ikke et sted, som vi kan leje og bruge til fælles aktiviteter, siger Anni Kristensen. – Et forsamlingshus eller lignende, men heldigvis har vi været heldige, at venlige mennesker stiller lokaler eller jord til rådighed.

Jord var der fx tale om, da beboerforeningen for et symbolsk beløb lejede en grund til en fælles legeplads.

– Vi manglede et sted, hvor børnene kunne lege, spille bold og den slags, forklarer Anni. – En lokal politiker hjalp os med at søge en pulje til aktiviteter i landsbyerne, og vi modtog 60.000 kroner. For de penge etablerede vi legepladsen, og DUI- Leg og Virke betalte lejen af grunden. Det gør de i øvrigt stadig.

Legepladsen er flyttet siden starten, fordi ejeren af grunden flyttede, men den findes stadig, og en af de faste aktiviteter i beboerforeningen går ud på at vedligeholde pladsen. I praksis sker det hvert år på en arbejdsweekend i maj.

En anden fast aktivitet var i 25 år Dræby Festen, men i 2015 besluttede beboerforeningen, at der skulle nye boller på suppen, Der var simpelthen for få tilmeldinger til festen. Erstatningen blev Dræbydagen, en dag med 11 timers aktiviteter på legepladsen.

– Vi begyndte dagen med et loppemarked, og om eftermiddagen var der forskellige sjove aktiviteter, fxflødebollekast med en meget flot kastemaskine. Vi havde også telt, der var fyldt med mennesker, og et bål, der virkelig kunne samle de små. De sad længe ved bålet, også selv om det småregnede. Om aftenen havde vi grill, hvor folk kunne komme med deres mad, og hvor vi grillede sammen, fortæller Anni.

Som i så mange andre landsbyer er fastelavn og jul også to af de tidspunkter på året, der kan samle folk. I Dræby foregår juletræstændingen på et vejhjørne i landsbyen, hvor beboerforeningen har planet et antal grantræer. – Så kommer vi fra beboerforeningen med varm gløgg og æbleskiver, fortæller Anni Kristensen. Det sker hvert år den første søndag i advent.

De evige tilflyttere
Jens og Anni Kristensen har boet i Dræby i lidt mere end 25 år efter at have lagt Køge og København bag sig.

De føler sig godt tilpas, også selv om de altid vil blive regnet som tilflyttere. De er jo ikke indfødte, som mange af de andre dræbyboere, hvoraf en del er i familie med hinanden, fordi Dræby-beboere gennem generationer har giftet sig ind i hinandens familier.

Det var jo børnerige familier engang, fortæller Jens Kristensen, der har hørt om familier, hvor børnene først lærte andre børn i landsbyen at kende, da de kom i skole. Der var jo nok at lege med derhjemme, og ind til Dræby kom man ikke lige hver dag.

De har lagt en del kræfter i lokalsamfundet og oplever også at have opbakning til de fælles aktiviteter.

– Der er måske ikke så mange, der har lyst til at lægge arbejde i det, siger Anni, formentlig med en tanke på de 25 år som formand. – Men jeg tror helt sikkert, at der var mange, der ville synes, der manglede noget, hvis ikke beboerforeningen var her.


Kim Jørstad


© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Faldefædigt stuehus i Dræby fjernes
- Da Munkebo var lillebror og Dræby den store
- De lokale i Dræby viser rundt

Kommentarer til artiklen:
Strengt taget viser billedet ikke Dræby men Dræby Station (Dræby St. som der stod på et skilt en gang). Dræby ligger lidt længere ude mod horisonten. Jeg kan svagt huske, at jeg var med min mor en tur i Odense med toget fra stationen, der ses i forgrunden. Jeg er født i 1954 på Dræby Fed (hvilket på billedet er til venstre for Dræby, lige uden for rammen). Vi kom meget i Dræby og jeg havde både lege- og skolekammerater der. Men det mere end 40 år siden jeg rejste hjemmefra. Men jeg får da et glimt af "byen" et par gange om året, når jeg besøger min far, der dog nu er flyttet til Munkebo.
Leif Andersen, 30-03-2016 22:13:41

 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 406



Powered by Kjerteminde Avis :-]