Lørdagens mest læste uge 12

Dalby – en forstad til Odense og Kerteminde

Søndag 27. marts 2016 kl. 11:00

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Dalby – en forstad til Odense og Kerteminde
Herregymnastik samler deltagere fra et stort område

Lørdagens mest læste uge 12: Dalby – en forstad til Odense og Kerteminde
Huggehuset er et åbent værested, som er skabt af lokalrådet sammenmed andre gode kræfter i Dalby
Hans Grønnes kolleger på Kold College i Odense er formentlig ikke i tvivl om, at Hans er temmelig begejstret for at bo i Dalby på Hindsholm.

– Jeg betragter Dalby som en forstad til Odense og naturligvis også til Kerteminde, siger Hans Grønne. – Jeg er glad for at bo her og har meget svært ved at forestille mig et sted, der er bedre at bo.

– Min kolleger spørger typisk, hvordan mine børn kommer i skole, fortæller han videre. - Så fortæller jeg, at der ligger en fantastisk skole 200 meter fra vores hus, og at børnene kan gå derhen på få minutter.

Så spørger kollegerne måske, om det så er en skole, der kun går til 6. klassetrin, og jeg svarer, at hele overbygningen til 9. er med.

Andre spørger så måske til vores varmeudgifter og giver udtryk, at vi nok forsøger at opvarme hele huset med brændeovnen. Til det kan jeg fortælle, at vi som de selv har vores varme fra Fynsværket.

– Det sker også, at de spørger til vores bredbåndsforbindelse, hvis de da overhovedet tror, at vi har bredbånd. Til det kan jeg fortælle, at vi har 100 Mb-forbindelse, som sagtens dækker vores behov.

Mange plusser
– På den måde er der mange fordomme i storbyen i forhold til at bo på landet, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig et sted, der er bedre at bo end her, hvor vi bor, og hvor vore børn er vokset op.

– Vi har boet her snart i 16 år, og vi er stadig meget glade for det. Vi har en fantastisk stjernehimmel. Vi har højst tre kilometer til en dejlig badestrand, og alt efter, hvordan vinden blæser, kan vi altid finde en strand med læ.

– Jeg har 35 minutter ind til mit arbejde, og det er da en overkommelig køretur. Mine kolleger i Odense kan sagtens bruge ligeså lang tid, selv om de måske bor i Odenses udkant.

– Er der noget, vi ikke har, så er det et pulserende kulturliv. Vi har dog ikke langt til en biograf, og der er også mange andre tilbud i Kerteminde. Skal det gå højt, kan vi sagtens tage til Odense. Og til gengæld for det, vi ikke har så meget af, så har vi masser af sammenhold og fællesskab.

Hans Grønne var selv initiativtager til lokalrådet for seks år siden. Han blev også dets første formand, men efter fire år på posten kastede han håndklædet i ringen, fordi han følte sig lidt stresset. Dengang sagde Jacob Dauerhøj, tidligere Kertemindes borgmester, ja til at tage over, og han har nu været formand i to år. Jacob Dauerhøj er imidlertid stoppet på den seneste generalforsamling, og måske skal Hans Grønne skal være formand igen. Det bliver dog først afklaret på bestyrelsens konstituerende møde i april.

Populære traditioner
– Vi har mange gode traditioner, fortæller Hans Grønne. – Fx er der Skt. Hans aften på Bregnebjerg, som lokalrådet arrangerer sammen med Bylauget, der er en meget gammel forening i Dalby.

- Mange familier har deres egne traditioner på Skt. Hans aften. Det skal de selvfølgelig have lov til, men vi synes det er fantastisk hyggeligt at være med på Bregnebjerg. Man mødes omkring kl. 18.30 og spiser og snakker, inden bålet tændes.

Arrangementet er et godt eksempel på, at lokalrådet ser det som sit formål at støtte op om det rige foreningsliv, der er i området, ved at bakke op om eksisterende aktiviteter frem for absolut at skulle starte noget nyt op.

En anden meget aktiv lokal forening er Dalby Idrætsforening, i daglig tale boldklubben. Den forening var engang tovholder på mange lokale arrangementer. I dag er det kun den årlige sportsuge, der skyldes idrætsforeningen, men det er så til gengæld en gedigen succes år efter år.

Der er 70-80 foreninger på Hindholm, så der er noget for enhver smag. Selv går Hans Grønne til gymnastik i Mesinge, og det har han det rigtig godt med. Nogle af deltagerne kommer fra Kerteminde, fordi de kan lide stemningen på Mesinge-holdet.

Samling på lokalområderne
I Dalby er der en tendens til, at en del af foreningerne dækker hele Hindsholm, mens Mesinge har mere lokale foreninger.

– Det gør lidt en forskel, vurderer Hans Grønne, der i øvrigt glæder sig over et rigtig godt samarbejde lokalområderne imellem. – I gamle dage var der måske ikke det bedste forhold mellem Mesinge og Dalby, fortæller Hans Grønne, men arbejdet om lokalrådene med landsbyrådet og Steen Hjorth i spidsen har i høj grad været samlende, fortæller han.

Populære traditioner i regi af lokalrådet er juletræstændingen og fællesspisningerne i forsamlingshuset. En almindelig fællesspisning samler nemt 60-70 deltagere. Endnu flere dukker op til den årlige jazzaften, der finder sted den sidste weekend i januar. I år kom der flere end 100, og jazz-arrangementet har efterhånden ved at have 25 år jubilæum.

Et andet fast arrangement er det valgmøde, der altid arrangeres på Hindsholm op til kommunalvalgene. – Vi inviterer alle de politisk partier, og politikerne plejer at sige, at de er glade for valgmødet herude, fordi de kan lide den særlige stemning.

Mange kommer, når der kaldes
– Vi har ikke svært ved at samle folk, siger Hans Grønne. – Når vi råber vagt i gevær, så kan vi snildt samle 100 til møde. Hvis der er tegn på, at noget på Hindsholm lider overlast, så melder fok sig, som de garanteret vil, gøre det, hvis der er hold i de første forlydender om at fjerne overbygningen på vores gode skole.

– Det er mærkeligt, når man tænker på det flotte arbejde, de laver derhenne, og de gode resultater, de skaber. Det ville være dejligt, hvis de for en gang skyld ville give noget til os herude, i stedet for at fjerne noget. Fx synes jeg, at det ville være oplagt at bringe skolelever fra Kerteminde og Munkebo herud i stedet for omvendt. Der er jo lige langt.

Der er ingen tvivl om, at skolens ve og vel kan bringe Hans Grønnes temperament op i det røde felt, men ellers er han meget tilfreds med tingenes tilstand. Ikke engang bustrafikken er han utilfreds med.

– Jeg er ikke den, der vil male fanden på væggen, siger han. – Når man vælger at bo et sted som her, så indretter man sig efter det, og generelt mener jeg da, at det er muligt at komme omkring på en rimelig måde. Selvfølgelig ville det være dejligt, hvis den nye letbane i Odense fik en afstikker til Kerteminde, smiler han. – Idéen har været fremme, men jeg ved ikke, hvor realistisk det er.

Dalby sogn dækker både Dalby og Hersnap, og i alt er der cirka 450 husstande i området. Hans Grønne anslår, at cirka 100 er medlemmer af foreningen bag lokalrådet. Kontingentet er netop sat ned til 25 kroner om året for en husstand. Nedsættelsen af kontingentet skyldes, at foreningen i øjeblikket er forholdsvis velbeslået i kraft af en stribe vellykkede arrangementer.

Plan om udvikling
Ganske som det er tilfældet for de andre lokalråd på Hindsholm - Mesinge, Viby, Stubberup og Drigstrup, så har Dalby sogns lokalråd i øjeblikket en bunden opgave, der går ud på at udarbejde en udviklingsplan for området.

– Første step er, at vi skal beskrive området, som det er i dag, forklarer Hans Grønne.

Han er selv i en arbejdsgruppe, der skal beskrive de sociale ressourcer i form af foreningslivet med mere. Andre grupper beskriver de fysiske forhold, de historiske bygninger og en fjerde gruppe erhvervslivet.

Næste step bliver så at se frem i tiden og pege på udviklingsmuligheder. Dertil er Dalby sogns lokalråd slet ikke kommet endnu, men Hans Grønne tør godt afsløre, at han selv ser en fremtid for Hindsholm som gourmetsted.

– Vi har jo allerede Hindsholm-grisen og Hindsholm-fåret. Vi har mange fine gårdbutikker og vejboder og dygtige fødevareproducenter. Det kunne være spændende at satse mere på det, lidt ligesom Samsø har haft succes med det, vurderer han.

Befolkningstallet er stabilt i området, og Hans Grønne glæder sig over, at der ofte flytter unge til Hindsholm.

Her og nu er der lidt udstykninger, der venter på nybyggere i Dalby. Fx er der grunde ned til det gadekær, der ligger midt i landsbyen. Grundene blev sat til salg nogenlunde samtidig med, at krisen satte ind, så det har knebet med at få solgt grundene, fortæller Hans Grønne. - De ligger ellers godt, og man kan da håbe, at der sker noget nu, hvor konjunkturerne er lidt bedre.

Ellers er der sjældent ret mange huse til salg i Dalby. Lige nu måske tre, men de skal nok blive solgt, og Hans Grønne glæder sig over, at der er mange unge børnefamilier, der vælger Hindsholm, blandt dem en del, der selv er vokset op på halvøen.

Selv kendte han Hindsholm efter mange ferieophold i sommerhus på Langø. Da der så blev et job som graver ved kirken i Dalby slået op, søgte han og fik jobbet.

- Dengang boede vi i Odense og flyttede herud for at været tæt på jobbet. Nu er det byttet rundt, så han bor i Dalby og arbejder i Odense, men tanken om at flytte ind til jobbet i Odense ligger ham meget fjernt.

– Det eneste lille minus jeg kan komme i tanke om, er at jeg ikke bor så tæt på arbejdet, at jeg kan få min motion på vej på arbejde fx på cykel, siger han. I stedet tager min kone og jeg en løbetur hver morgen på den cykelsti, der er anlagt på det gamle jernbanespor.


Kim Jørstad


© Copyright 2019 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Toppen af folkemusikken besøger Dalby Kirke
- På tur med Poul Larsen
- Tur med de lokale i Dalby
- Firmaer dystede på fodboldbanen
- Festdag i Dalby Kirke
- Dalby – en forstad til Odense og Kerteminde
 - Toppen af siden
© Copyright 2019 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 33



Powered by Kjerteminde Avis :-]