Rynkeby vil gerne være det største landsbydistrikt

Tirsdag 16. februar 2016 kl. 16:06

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

Rynkeby vil gerne være det største landsbydistrikt
Fastelavnsfesten er et af de helt store arrangementer i Rynkeby

Rynkeby vil gerne være det største landsbydistrikt
Juletræstændingen i Rynkeby var et tilløbsstykke
Rynkeby landsbydistrikt er med 1100 indbyggere det næststørste landsbydistrikt i kommunen, men Rynkeby puster Marslev i nakken, så måske går Rynkeby hen og bliver de største en dag.
– Vi har faktisk alt hvad man kan forlange af en langt større by, siger Heidi Hass Madsen, der er formand for Rynkeby og Omegns Lokalråd. Hun hentyder dermed til en palet af foreninger, der omfatter næsten alt inden for sport og langt mere end det.

Heidi spøger også med udfordringen til Marslev som det i øjeblikket største landsbydistrikt, selv om hun ikke tænker i en decideret udbygning af Rynkeby.

– Vi har nogle kommunale grunde, som da gerne skal blive bebygget, men større udstykninger har vi ikke tanker om, siger hun. På det punkt erkender hun, at Marslev nok har bedre kort på hånden i kraft af nærheden til Odense og landevejen.

Her og nu er der måske to tomme huse i Rynkeby, og der er altid noget til salg, fortæller Heidi Hass Madsen. Men heldigvis bliver de fleste af husene også solgt, og der er ok med tilflyttere.

Infrastrukturen – et ømt punkt
Netop infrastrukturen er et af de ømme punkter for Rynkeby og omegn, vurderer hun og oplister de tre vigtigste grunde til at byboere flytter på landet.

Første punkt er der fællesskabet og her er Rynkeby særdeles godt kørende. Næste punkt er nærheden til naturen, og her har Lokalrådet gjort en indsats for at etablere stier for de lokale, så det er blevet nemmere at komme ud i det grønne. Det tredje punkt er infrastrukturen og her halter det, selv om det er positivt for pendlerne, at togstationen i Langeskov er blevet etableret.

Det helt store ønske for Rynkebyborgerne er da også at få bedre busforbindelser.

– Jeg ved, at der er en ordning med fleks-trafik, siger Heidi Hass Madsen, – men det er ikke optimalt det med at man altid skal bestille mindst to timer i forvejen.

Mange sagde ja til medlemskab
Rynkeby og Omegns Lokalråd blev etableret i 2014 som et af lokalrådene under Kerteminde Landsbyråd. Heidi selv og fire andre gik fra hus til hus for at tegne medlemskaber til foreningen. Der er cirka 450 husstande i Rynkeby og Omegn, og omkring 250 af dem tegnede medlemskab. Kontingentet er beskedne 100 kr. om året og alligevel er Heidi positivt overrasket over, at så mange sagde ja til medlemskabet.

Man får jo ikke så meget ud af det økonomisk. Ved vores arrangementer skal man stort set betale på linje med alle andre, men der var heldigvis rigtig mange, der ønskede at støtte os på den måde, siger hun glad.

De store arrangementer i regi af Rynkeby og Omegns Lokalråd er Fastelavnsfesten i februar og æggejagten i marts. Æggejagten foregår i præstens have, og det er i sig selv et godt udtryk for det gode samarbejde lokalrådet har med menighedsrådet og kirken.

Fællesspisning er også en meget populær aktivitet. Et særligt udvalg står for fællesspisninger fire gange om året. Der er som regel almindelig dansk mad på menuen. Ved det første arrangement var der udsolgt med 110 deltagere og siden har der være run på fællesspisningerne, der foregår i forsamlingshuset.

En af de fire årlige fællesspisninger foregår i forbindelse med lokalrådets generalforsamling. En anden finder sted ved Skt. Hans aften, som også er et tilløbsstykke. Alt hvad der kan skaffes af grill-apparater kommer i gang til ristede skumfiduser. Som noget nyt skal der i år være to bål – et børnebål og et voksenbål. Børnebålet skal imødekomme ønsket fra de yngste, der gerne ser bålet tændt lidt tidligt.

Sammen med Rynkeby Friskole er Forsamlingshuset de vigtigste aktivitetssteder for lokalrådet. Forsamlingshuset koster noget i leje, mens friskolen nøjes med et symbolsk beløb, og da pengene er små falder valget ofte på friskolen. Det er blandt andet tilfældet med fastelavnsfesten.

Løbende forsøger lokalrådet at være opmærksomme på at søge støtte til aktiviteterne fra forskellig side. Her og i forhold til det organisatoriske henter Heidi ofte gode råd og vejledning i Frivilligcenteret.

Ældre caféen afholdes hver anden uge, som regel med 15-30 deltagere. Caféen foregår i konfirmandstuen, igen et eksempel på det gode samarbejde med kirken, hvor den nye præst, Andreas Peter La Cour har vist sig meget interesseret i samarbejdet.

Søgte informationer som ny
Da Heidi selv flyttede til Rynkeby for 6-7 år siden vidste hun ikke, hvor hun skulle gå hen for at få informationer om de fælles aktiviteter i lokalområdet. På baggrund af hendes erfaringer har lokalrådet gjort en særlig indsats for at styrke informationen. En hjemmeside for lokalrådet og en kalender på hjemmesiden er de synlige resultater.

Heidi havde også selv et ønske om at kunne bruge naturen, og her har lokalrådet medvirket til at få etableret nogle trampestier, som først og fremmest er tænkt til gavn for de lokale.

De forskellige lodsejere har vist sig meget velvillige, men tanken er ikke at trampestierne skal være så synlige, at de også bruges af turister og andre.

Lokalrådet har et veludviklet samarbejde med de mange lokale sportsforeninger – KR70, håndboldklubben, gymnastikforeningen og badmintonklubben, samt som nævnt forsamlingshuset og menighedsrådet. Hver især står disse organisationer bag mange aktiviteter i løbet af året, og lokalrådet har da også en tanke om at trække sig lidt tilbage i forhold til arrangementer og i stedet koncentrerer kræfterne om projekter, der på anden vis kan gavne Rynkeby og Omegn.

Velkommen til tilflyttere
En af aktiviterne er velkomsten til tilflyttere. Lokalrådet sørger for en velkomstkurv, men det der er i kurven er ofte sponsoreret af andre. Den første velkomstkurv var således sponsoreret af 10 lokale erhvervsdrivende samt Munkebo Speedway og for nylig har Heidi fået en aftale på plads med KR70, der betyder at tilflyttere desuden kan glæde sig over et halvt år gratis medlemsskab af fodboldklubben.

– Jeg håber da at nogle af de andre foreninger også vil være med, siger hun. – Men jeg har først lige sendt brev ud om det, og de skal jo lige have lidt tid til at reagere.

Drømmer om en bedre Bygade
– Inden længe skal hele Bygaden graves op, for at vi kan få et nyt kloaksystem, fortæller Heidi. – Det vil vi gerne benytte til måske at få en bedre gade gennem byen, for her og nu kan man faktisk ikke færdes sikkert på Bygaden. Desværre er den formentlig for smal til, at der kan etableres fortov, men vi håber alligevel på forbedringer.

Et andet stort projekt handler om en udviklingsplan for Rynkeby og omegn. På længere sigt skal alle distrikter under landsbyrådet have en udviklingsplan. I Rynkeby er det tanken at gå i gang med planen til efteråret. Det bliver ikke bestyrelsen for lokalrådet, der løfter den opgave – i hvert fald ikke alene.

– Vi vil meget gerne have nogle flere involveret, siger Heidi, som dog ikke tror det er vil blive et problem. Folk her bakker virkelig meget op om foreningens og landsbyens arbejde. Det betyder at man får modet til at gøre endnu mere, slutter hun af.


Kim Jørstad


© Copyright 2024 Kjerteminde Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Nyt legemiljø på vej til Rynkeby
- Traditionelt julemarked på Dalsbo
- En uge kun med lokale råvarer
- To verdener i Rynkeby
- Bål til de mindste
- Lange udsigter til fortov på Rynkeby Bygade
- Rynkeby Friskole med nyt image
- Lastbil i skolegården
- Byen, der ikke vil dø
- En snert af X-factor
- Æggejagt i Rynkeby
- Rynkeby vil gerne være det største landsbydistrikt
 - Toppen af siden
© Copyright 2024 Kjerteminde Avis

Online lige nu: 275



Powered by Kjerteminde Avis :-]